Hånden op af lommen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 maj 2016
  • Opdateret: 28 maj 2016
  • Status: Igang
Sophies mor er død, hendes far drikker, men det holder hende ikke fra at leve livet fuldt ud.

0Likes
0Kommentarer
21Visninger

1. Kapitel 1

Min far sidder på sofaen. Han sover. Ølflasker ligger spredt ud over gulvet. Jeg går stille ind til ham og samler de tomme flasker op. Der kommer et lille snork fra ham. Jeg lægger et tæppe over ham. Siden min mor døre, har han været meget fjern, og han kan ingen ting mere. Det er spørgsmål om tid, før jeg vil blive fjernet fra ham. Han kan ikke betale vores regninger, og der er stort set ikke flere penge til mad. Jeg må hver dag tage på arbejde for at tjene penge. Nu er jeg blevet seksten år, og jeg har ikke lyst til at arbejde, jeg vil leve mit liv. Jeg vi leve mit liv mens jeg har det. 

 

Den næste morgen tager jeg ikke i skole. Jeg kan ikke. Min far siger ikke noget til det. Han sidder bare foran fjernsynet med en øl i hånden. 

  "Far?" siger jeg, da jeg kommer ind efter at have taget posten fra postkassen. Han kigger hen på mig. "Vi har fået et brev om, at de vil slukke for strømmen"

  Han lukker øjnene som om, han vil få sig selv til at tro, at det er en drøm. Det her piner ham. Efter mors død er fjernsynet hans eneste trøst. Nogen gange vil jeg ønske, at jeg kunne være hans trøst, men det kan jeg ikke. Jeg er en af grundende til, at pengene løber hurtigere ud. Hvis ikke jeg boede her, skulle han ikke betale for mit tøj, mad, vand og alle de andre nødvendige ting. Men det gør jeg, jeg bor her, og jeg bliver boende, til jeg bliver sendt væk. Måske vil det være bedst, at jeg bliver sendt væk. Men det her er mit hjem, og ham den fulde henne i sofaen er min far, og jeg elsker ham.

 

Jeg går udenfor. Det er køligt, men jeg tager ikke jakke på. Hvis jeg tager jakke på, er jeg bange for, at jeg ikke kan mærke, at jeg lever. 

Da jeg går ned ad gaden, kan jeg se en dreng fra min parallelklasse. Ham ser jeg faktisk tit, når jeg selv pjækker. Han går forbi mig uden at se på mig. Faktisk har jeg aldrig sagt et ord til ham, selvom vores mødre kendte hinanden. Jeg kigger på ham ud af øjenkrogen og går så forbi ham. Nogen gange tænker jeg, om han nogensinde har lagt mærke til mig. Mon han lever livet fuldt ud. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...