Glashimlen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jun. 2016
  • Opdateret: 27 maj 2016
  • Status: Færdig
Larmende stilhed. Mærke skygger. Blod som blev overset. Tykke tåger og gåsehud. Lagde låg på jordens mylder. ------- Dette er et poetisk oneshot, jeg har skrevet. Det har ingen specifik handling, men jeg håber i selv vil læse den, og finde en indre mening bag disse ord. Tak til Merp, for det pæne cover. XXX Silja Regina

1Likes
0Kommentarer
76Visninger

1. -

 

G L A S H I M L E N

 

Mine drømme var til højre for venstre hovedgade, 2 numre længere nede end 21. der er der hvor græsset er højt og stierne er slingrede. Mine drømme gik forbi den røde postkasse, forbi de grimme villaveje og de miljøsvinene plastiktelte ved den andemadsfylde sø.

Jeg valgte bus nummer 203 og lod forventning fylde mine tanker ved opstigningen, håb fylde mit hjerte i svinget og savn mine minder i den røde kufferts rum.

Den 13. september 1986, stod hun, 16 år gammel, oprevet i toldens vamle æske. Foran det mest usle vejkryds var hun parkeret, alene med den låste kuffert og indholdet som et længselsfuldt minde. Tabt var det hele, tabt! Fødderne var ømme, fjerende var væk, hjertet var knust. Tabt var det hele. Knogle efter knogle, fjer efter fjer, vinge efter vinge. Skridt efter skridt, håb efter håb, bask efter bask.        Barndommens pust.

Som hittebarn var hun endt, med hånden på glashimlens låg. Som hittebarn, med lydløse skridt og stumme ord i tomhedens knude. De tungeste tårer hørtes fra den dybt hullede asfalt, hvis byens mylder havde lyttet ud i mørket, en kold oktober nat.

 

Larmende stilhed

Mærke skygger

Blod som blev overset

Tykke tåger og gåsehud

Lagde låg på jordens mylder

 

 Et par dybe spor i en sten havde deres børn en morgengry råbt op om, men eftersøgningen var afsluttet i samme sekund som den var begyndt. Månedans havde børnene fortalt.

En ung pige lod i 1986 udvikle sine vinger af sorg. Hun havde skreget mod himlen en hel nat, som en fugleunge i sin rede. Hun havde rasende ladet sine fødder borer sig ned i en sten og ustyrlig grave alle levende drømme ned, som man gør med en ubetydelig massegrav.

Det som ingen andre så, den nat i oktober, så hun, køkkenpigen Lea Maja. Hun havde ladet sine tårer løbe med flodens kraft og stået og gloet ubehjælpsom. Hendes hjerte var stillestående og munden havde hun aldrig lært at bruge. Derfor, lod hun hende så smertefuldt flyve, imens hun stod og stirrede forbavset op i den stjerneklarer himmel. Hun havde set regnbuens ende og skattekistens kærlighedsliv. Hun havde måbet så grimt, ved fornemmelsen af himlens liv og Larputas slot på skyernes top.

Hun ville aldrig glemme det syn og gjorde det heller ikke i levende live, for ånden tog hende med den dybe hemmelighed, lige da hun var ved at sladrer til nabokonen, som nåede at sige det videre til sin mand, som skrålende det ud over værtshusets gæster, så tjenerren ikke kunne lade det være en hemmelighed længerer. Der var ikke gået mange minutter før at hele byen viste det og snart hele omegnen og hele landet og hele verdenen, men ingen andre end præsterne tog det i sin rande alvor.

Den tungeste hjertesten var blevet gemt i en rød kuffert helt frem til det fyrer tyvende århundrede, et fund som straks blev skriblet ned, i alle papirets hjørner.  Det nye-gamle fænomen, at drømme, var nu blevet befriet og genforenet med livet efter at havet været spæret inde af mørkets kræfter i flere 1000 år. En ludfattig guldgraver havde, på hans dødsdag, kommet slæbene til hans børn med guds værdigste gave. Han havde givet hans sidste ord og ladet Lea Maja følge ham op ad regnbuens trappe.

Alle byer kende snart til den fattige guldgraver og den tilgravede kuffert. Sladrebladenes snøvlerig fortsatte ikke et eneste sekund, artiklerne lå i stakke og alle lygtepælene krummede ryg for selv at glo med i festlighederne.

Livets regler havde styret verden videre siden 1986, med kurs mod fortidens kriser. Nyfødte børn havde mast sig ind i alle de omsorgsløse børnehjem og proppet byens gader til. ”bombemaskiner” havde styrtet verden halvt sammen og alle jordens træer var blevet brugt til billigt toiletpapir. Drømme og fantasi havde været udryddet så verden havde kørt som en racerbil i en mudderpøl.

 

Tomhedens tanker

Stilhedens melodi

Blusser så pludselig ud

Standser en storm

Omformer det levende

Så der til sidst bliver ro

Ro til tankernes tomhed

Ro til melodiens stilhed

 

Ro i alle sogn

 

Krig og død der ikke er

Men heller ikke andet

 For krig og død, liv og kærlighed er i samme enhed

 

livet havde stået på højkant, da den røde kuffert tilkaldte alle skæve fingre. Kufferten havde genetableret tepausernes kræft og kærlighedens magi, så alle stumme ord nu blev skreget ud i livet.

 

Barndommens evige efterårsdans,

tankegangens evige rytme

vil blomstre som et træ i himlen og give os rene banebrydekræfter

 

For os er der dog endnu en ventetid til det fyrre tyvende århundrede.

 

                                                                  Skrevet af Silja Regina Baadsmand

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...