Une Piéce de l'amour

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jun. 2016
  • Opdateret: 12 jul. 2016
  • Status: Igang
Valerie Laurent befinder sig ved middagsbordet da Tyskland invaderer Frankrig. Sammen med sin svigerfamilie sidder hun i sikkerhed i deres chateau udenfor Paris, hvor kampen går for blinde øjne. Valerie prøver at få sin hverdag til at fungere, men da Chateauet pludselig bliver et sted for tyske officerer og en britisk soldat dukker op bliver det hele vendt op og ned...

1Likes
0Kommentarer
268Visninger
AA

4. Une Menace Incertain

       Une menace incertain

       Det var ikke meget de så til deres tyske løjtnant, hvilket på sin vis skuffede Valerie en smule, men hvad havde hun regner med? Løjtnanten, som hun ikke kendte navnet på, havde jo højere rank og ville sandsynligvis befinde sig på et kontor det meste af tiden, eller så det værelse han havde fået givet til sig på chateauet. Edouard havde tydeligt udtrykket sin begejstring over at løjtnanten sjældent var hjemme, det gav ham grund til at lade Valerie vandre frit rundt.

       Selvom at der kun var gået få dage, var Valerie allerede ved at være træt af de blikke hun konstant havde på sig. Som om at Edouards overvågende blikke var nok, så skulle hun også døje med Mme. Dubois' blik. Hun havde på fornemmelsen af Mme. Dubois havde en ide om at så snart hun fik muligheden for det ville hun kaste sig over denne fremmede fjende, som var ankommet til deres hjem.

        Allerede samme dag som løjtnanten var ankommet havde Valerie begivet sig over til Danette, hvor hun til sin store overraskelse var blevet mødt af en ung tysk soldat. Han havde vandret rundt ude i gårdspladsen sammen med to andre iført kun et par bukser som hang alt for lavt nede omkring hofterne. Hun havde skyndt sig forbi dem for at finde Danette siddende inde i køkkenet. Ingen på den lille gård var begejstret for de ændringer der var sket, specielt ikke Raimond som flere gange truede med at skyde en af soldaterne. Alle tre var dog stadig velvidende om, at de intet kunne stille op.

       Valerie fandt sig selv tilbringe mere og mere tid udenfor end hun normalt ville. Schæferen som også var ankommet havde hun valgt at give navnet Enzo efter at hun fandt ud af at den nød udendørslivet lige så meget som hende selv. Ofte når hun sad på trappen med en bog i hånden ville Enzo enten ligge ved hendes side i solen eller sidde og holde udkig ud over haven. I ny og næ hændte det dog at Valerie måtte spæne efter hunden, hvis en due landede i haven.

       Enzo havde en tendens til at jagte de stakkels fugle de havde i haven. Enzo havde selv nu slået sig ned ved hendes side, imens hun sad med sin bog i skødet. Hun svang en arm omkring hundens krop og aede den bløde pels. Enzo udnyttede tydeligvis situationen ved at læne sig op ad hende.

       "Du skal ikke røre ved den" hørte hun Mme. Dubois konstatere bag hende, men for første gang i lang tid, valgte Valerie at overhøre dette og fortsatte med at se hunden. En hund var en hund, den kunne ikke pludselig hive et skydevåben frem og gøre det af med hende eller melde hende til Gestapo for den sags skyld. Dette havde hun allerede prøvet at overbevise familien Dubois om.

       Valerie åbnede endnu engang sin bog og rettede opmærksomheden mod den. Dette var dog indtil at Edouard dukkede op foran hende. Han greb hurtigt omkring bogen og rev den ud af hænderne på hende.

       "Vil du ikke tage ind til byen?" Spurgte Edouard og lukkede bogen hun havde været ved at læse. "Vi mangler stadig mælk og andre ting på listen. Vi fik det ikke købt med hjem den anden dag".

        Valerie sukkede over at se sin bog blive lukket sammen. Hun havde ikke fået et glimt af den side hun var på, så nu var hun tvunget til at læse det hele igennem igen for at finde ud af hvor hun var kommet til.

       "Tager du med?" Spurgte hun og rejste sig imens hun børstede usynligt støv af sig.

       "Nej, jeg skal hjælpe papa, med nogle papirer", svarede Edouard og gav hende listen hun havde fået. Den var lang. Længere end hun havde regnet med.

       Hun nikkede hurtigt og gav Enzo et sidste klap på hovedet, inden hun skyndte sig afsted ind mod byen. I stedet for at tage bilen valgte hun at gå. Solen stod stadig højt på himlen og en lun brise svajede sig afsted imellem de mange træer som en slange snor sig imellem græs. Hun gik langs landevejen og så hen over de gule marker som mindede hende om et gult hav, der bølgede sig afsted. Hver gangen vinden ramte de gule markblomster dansede de til siderne som var det en forestilling kun for hende.

        Spadsereturene ind til byen havde altid været et højdepunkt på de dage hun havde. Hvis vejret var godt nød hun at tage sig ekstra god tid til at gå afsted med sine egne tanker og fantasier. Hvis vejret var dårligt fandt hun sig selv i samme situation om så regn stod ned over hende eller torden bragede i baggrunden.

       Da hun endelig nåede byen mærkede hun straks, hvordan hendes hjerte begyndte at hamre afsted. Vejen fra chateauet og ind til byen havde været hendes tilflugtssted, men byen var hendes virkelighed. Tyske soldater stod langs brønden, hvor de enten rendte rundt med bart bryst eller så i deres hvide trøjer. Der var mange af dem som færdedes omkring i byen som var de almindelige indbyggere. De lo højt og snakkede et sprog hun ikke forstod. De prøvede at få kontakt til nogle af de arbejdende piger, imens enkelte lod sig rive med og startede en samtale kun for at få misbilligende blikke fra de ældre damer, der stod længere væk. Enkelte hang ud af vinduerne, hvor de med røde kinder så ned på de stærke soldater, der trådte omkring.

       Valerie skyndte sig forbi dem indtil hun nåede bageriet, hvor hun vidste at hun skulle hente størstedelen af tingene.

       "Bonjour, Madame Moreau," hilste hun da hun så den ældre dame stå bag kassen. M. Moreau så op og smilte stort da hun så hvem der trådte ind ad døren.

       "Bonjour, Valerie," hilste hun og trådte hen imod hende med rystende arme og ben. "Hvad kan jeg hjælpe dig med i dag?"

       "Jeg har en liste her," sagde Valerie kort velvidende om at den ældre dame hurtigere ville kunne finde hendes varer end hvis hun selv skulle til at stå og remse dem op som et digt. M. Moreau greb hurtigt om listen inden hun begyndte at trave rundt inde bag disken, hvor hun hev brød af forskellige slags frem. Valerie kunne ikke lade være med at beundre den lille butik, som hun havde kendt til lige siden hendes ankomst til verden. Der hang og stod forskellige små blomster rundt omkring som matchede de hvide og lyserøde blomstrede gardiner, der hang for de små vinduer. Små hvide hylder var proppet med brød, vin, ost og andet pålæg som gav hende lyst til at købe mere med hjem end der stod på listen.

       Der gik ikke længe før et net blev sat op på bordet som var proppet med brød og andet. Valerie takkede kort den ælder dame inden hun forlod butikken for at sætte kursen mod vinhandleren, hvor hun kunne få endnu et net med sig.

       Med et sug i maven trådte Valerie forbi de mange soldater som vadede rundt som ejede de byen. Hun kunne mærke angsten svulme under huden på hende, imens hun med blikket rettet mod jorden gik forbi dem. Det var som om, at hver gang deres stemmer nåede hende bredte der sig gåsehud ned langs hendes arme og ryg. Hun fandt det foruroligende ikke at kunne forstå hvad de sagde. De kunne planlægge hvad som helst. Valerie skyndte sig ind i den lille butik, hvor hun hurtigt hilste på manden bag disken. Ligesom hos Madame Moreau tog det ikke lang tid før hun fik et net i hånden med fem flasker vin, som truede med at glide ud af hånden på hende når hun løftede det.

       Med et tungt suk traskede hun videre afsted ned ad de små veje. Skyerne over hende virkede truende fra da hun tog hjemmefra. Himlen var nu malet til i forskellige grå nuancer, imens skyerne nu truede med tung regn som allerede så småt var begyndt at falde. Ubevidst satte hun farten op for at undgå den regn, der allerede havde gjort det øverste lag af hendes mørke hår vådt.

       Hun var ikke engang nået halvvejs før regnen stod ned og gennemblødt alt hvad hun var. Nettet i hendes hænder var glat og hun måtte flere gange stoppe op for at hanke op i dem. Håndtagene skar ned i hendes hænder, imens hun prøvede at gå afsted med den tunge vægt. Hendes hår der før havde været sat op hang nu og slaskede omkring hendes ansigt, samt hendes kjole der nu klæbede sig til hendes arme og ben.

       Hun stoppede op for en kort stund for at få vejret, da en hånd pludselig greb om nettet hun bar i den ene hånd og fjernede det. Valerie tog et hurtigt skridt tilbage og så op på personen, der nu stod ved siden af hende.

       "Mademoiselle," lød den dybe stemme, tung af accent. Valerie så op for at møde et par blå øjne, der stirrede direkte ned i hendes. Hun tog et vaklende skridt tilbage.

       "M-monsieur" fik hun fremstammet med store øjne og tung kæbe, der nu hang.

       "Lad mig hjælpe Dem," Valerie kunne hverken nikke eller ryste på hovedet da det andet net blev taget ud af hånden på hende. Løjtnanten foran hende hankede hurtigt op i de tunge net inden han med store skridt trådte forbi hende, kun for at stoppe op da hun ikke fulgte efter.

       Valerie sank den klump hun havde i halsen inden hun skyndte sig efter ham - dog med en afstand imellem dem. Hun prisede sig for en kort stund lykkelig over hun ikke var bosat i byen, hvor tusinde af blikke ville have fulgt og dømt hende.

       De gik i stilhed. Ingen udvekslede et ord, end ikke da de nåede huset. Valerie så på den brede ryg foran sig. Hun vidste at hun måtte få nettene tilbage, hvis Mme. Dubois eller Edouard så løjtnanten med deres varer var det hende, der ville få et slag over hænderne.

       Så forsigtigt som hun kunne satte hun farten op indtil hun var lige bag den høje skikkelse og lagde en rystende hånd mod hans arm for at få hans opmærksomhed. Det var lige før at hun var besvimet over den angst der havde vokset sig mere og mere frem, da han så ned på hende.

       "Merci," mumlede hun kort, næsten lydløst, før hun bukkede sig ned og greb om nettene. Hun trak dem ud af hænderne på løjtnanten og skyndte sig forbi ham. Hun kunne stadig mærke hans blik på sig da hun skyndte sig op ad trapperne og ind i køkkenet hvor Margaret stod.

       Valerie smed nettene fra sig og så hendes svagt røde hænder. For en kort stund mindedes hun de mange gange, hvor nettenes håndtag havde skåret sig ned i hendes hænder så i ny og næ havde få vabler og en krampagtig fornemmelse.

       "Mademoiselle Valerie, lad mig hjælpe," Margaret greb hurtigt nettene og flyttede dem videre. "Gå nu op og få noget andet tøj på".

       Valerie nikkede kun inden hun vendte om og søgte over mod trappen. Hendes krop føltes tung som havde alt adrenalinen og angsten forladt hendes krop. Hun bed sig kort i læben inden hun skubbede en tot hår væk. Hun nåede fodenden af trappen da hoveddøren med ét blev åbnet op og løjtnanten trådte ind. Hans uniform dryppede mod gulvet og han lignede en som selv var blevet tæret på at vejrforholdene. Hans ansigt var fortrukket i forpustelse, imens han kørte en hår igennem sit korte blonde hår.

       Endnu engang fik de øjenkontakt, men lige så hurtigt som det var dukket op, forsvandt det igen. Valerie løb op ad trapperne og ind på sit værelse, hvor døren straks blev låst. Med håndfladerne presset mod døren og et øre ved siden af lyttede hun til de tunge skridt fra løjtnanten, der trådte forbi. Først da hun hørte lyden af en anden dør blive lukket, tog hun et skridt tilbage og åndede lettet ud.

For en stund stirrede hun på døren som ville den snart blive åbnet, men intet skete. Med en mere afslappet holdning begyndte hun at klæde sig af fra de våde klæder og tørrede sig med det håndklæde hun havde haft hængende på stolen.

       Da hun tørrede sig hår vandrede hendes tanker endnu engang tilbage til løjtnanten. Han havde været ude i regnen ligesom hende. Hans hår havde været gennemblødt ligesom hendes. Hans uniform havde været gennemblødt ligesom hendes. Hun skulle have tilbudt sin hjælp.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...