Une Piéce de l'amour

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jun. 2016
  • Opdateret: 12 jul. 2016
  • Status: Igang
Valerie Laurent befinder sig ved middagsbordet da Tyskland invaderer Frankrig. Sammen med sin svigerfamilie sidder hun i sikkerhed i deres chateau udenfor Paris, hvor kampen går for blinde øjne. Valerie prøver at få sin hverdag til at fungere, men da Chateauet pludselig bliver et sted for tyske officerer og en britisk soldat dukker op bliver det hele vendt op og ned...

1Likes
0Kommentarer
264Visninger
AA

2. Les Soldats Arrivent

Les Soldats Arrivent

       Det var morgensolen, der tvang hende ud af sengen dagen efter. De hvide gardiner havde ikke gjort meget for at holde solen ude, da vinduet til hendes egen overraskelse allerede stod åbent, så de flagrede i den svage morgen brise.

       Valerie gned sig i øjnene og svang benene ud over sengekanten. Trægulvet var koldt under hendes nøgne fødder, men hun måtte bide det i sig da hun rejste sig og trådte over mod stolen, hvor den tynde trøje hang. Hun fik den hurtigt svunget over skuldrene og gik hen for at trække gardinerne fra. M. og Mme. Dubois sad allerede ude i haven med en kop morgenkaffe og morgenens avis, som de begge lod til at have en diskussion omkring grundet de svingende arme og det oprevet ansigtsudtryk på M. Dubois. Deres tjenestepige Margaret stod ved deres side, imens hendes blik var rettet mod jorden. Den unge pige så utilpas ud med situationen, hvilket Valerie udmærket forstod da hun kendte til Mme. Dubois’ voldsomme temperament. 

       Med et sidste blik ned mod Margaret vendte hun om og trådte ud på gangen. I dét hun lukkede døren efter sig hørte hun en anden dør åbne og Edouard dukkede op. De så kort på hinanden inden et smil dukkede op på Edouards læber og han trådte tættere på, så de nu stod foran hinanden. 

       ”Bonjour, Valerie," sagde han kort imens han så ind i hendes øjne. De delte begge to samme højde samt den samme mørke hårfarve og øjne, hvor folk til tider havde troet af de var søskende, når de så dem komme afsted hen ad gaden da de var seks-syv år. 

       ”Bonjour, Edouard,” sagde hun kort og kastede et blik ned ad gangen. Hun ville gerne udenfor så hurtigt som muligt, hun fandt det næsten ulideligt at være indenfor selv om morgenen, hvor solen endnu ikke var på sit højeste endnu. 

       ”N-nydeligt vejr, ikke?” sagde han med en svag tøven i stemmen. Det skulle ikke være nogen hemmelighed, at samtale havde været noget som ikke rigtig havde eksisteret imellem dem de seneste på uger. Chateauet havde været fyldt med gæster de sidste par dage, som havde drøftet de politiske ændringer, der var forekommet i Frankrig de sidste par måneder samt krigens udvikling og situation. Alle havde lyst til at vide, hvordan fremtiden så ud, specielt M. Dubois, som hver morgen sad med avisen og fandt de aktuelle sider frem.

       ”Bestemt,” Valerie så kort på ham inden hun kort nikkede imod ham og satte kursen mod trappen. Hun skyndte sig ned ad den og drejede rundt i gangen, hvor hun mødte Margaret komme gående med en tom kande kaffe. De hilste kort hinanden godmorgen, inden Valerie trådte igennem stuen og videre mod de franske døre. Allerede indenfor i stuen kunne hun høre de to diskutere udenfor. Med forsigtige skridt trådte hun nærmere. 

       ”Jeg kan ikke tro det!”

       ”Bonjour,” afbrød Valerie kort og trådte ud i solens varme. Diskussionen, der havde foregået for få minutter siden stoppede og de vendte begge deres blikke mod Valerie og Edouard, der var dukket op bag hende.

       ”Bonjour, Valerie, Edouard,” nikkede M. Dubois og trak avisen til sig for at folde den sammen og placere den ved siden af den krummefyldte tallerken.

       ”Noget nyt?” Spurgte Edouard og nikkede mod avisen som M. Dubois havde fået gemt væk. Begge forældre så kort på hinanden, inden M. Dubois med et suk smed avisen fra sig så overskriften kunne blottes for dem begge.

       ”Pétain bad regeringen om våbenstilstand, han overtager regeringsmagten og nu accepterer han de tyske krav!” halv skreg Mme. Dubois ”Ufatteligt!”.

       Valerie og Edouard tog plads ved bordet, hvor de begge straks greb ud efter baguetten, der lå på bordet samt osten og smøren. Margaret kom tilbage med den nu fyldte kande kaffe og placerede den på bordet inden hun igen forsvandt ind i køkkenet. Edouard greb om avisen og åbnede den for at læse artiklen. 

       Endnu engang begyndte Edouard og M. Dubois og diskutere den udvikling krigen havde taget og hvilken indsats de begge ville kunne have gjort med hvis de havde deltaget. Mme. Dubois var begyndte at falde tilbage til et mere roligt stadie, hvor hun nu sad og så ud mod haven, hvor hendes blomster nu langsomt var begyndt at springe ud.

       De sad for en kort stund i stilhed, på nær lyden af Edouard og M. Dubois der snakkede. Valerie sad selv og kiggede ud mod haven af, hvor hun sad og betragtede tulipantræerne, der til hendes ærgelse stadig var lukket sammen - solen havde endnu ikke nået dem. Hun kunne ikke lade være med at tænke på Celine, som sikkert allerede var kommet hjem. Hun håbede på, at hun uskadt var sluppet fra Paris og var god behold, desværre havde Valerie allerede lært at i den verden, der nu lå omkring dem, var håb en lille ting.

       "Valerie".

       Valerie blev revet ud af sine tanker da Mme. Dubois kaldte på hende. Den strenge kvinde sad nu vendt direkte mod hende så hun ikke kunne undgå de grå øjnes skær. Det var som om at alt bag hende forsvandt, de grønne farver og de mange blomster, blev pludselig ét med det mørke hår med grålige skær samt den sorte morgenkåbe den ældre kvinde bar. 

       "Tag med Edouard ind til byen,” sagde Mme. Dubois og satte koppen med kaffe op til sine læber. ”Vi mangler vin samt brød til de kommende par dage”.

       Mme. Dubois var tydeligt en af de kvinder, som kæmpede for at få mad på lager, som troede hun at de skulle leve i isolation de næste par måneder. Det var som om, at ideen om at stå stærkest i et bristende samfund stod hende tæt i forhold til alt andet. Hun havde et behov for at vise sig over for sine underordnede, at hun var en kvinde som vidste hvad hun ville og ikke mindst kunne gøre hvad hun ville.

       Valerie kunne se ud ad øjenkrogen at Edouard kiggede på hende. Samtalen, der før havde hængt i luften blev nu erstattet med fuglenes kvidderen og den svage vind, der rev i træerne over hovederne på dem så bladende raslede imod hinanden.

       ”Selvfølgelig,” sagde Valerie og smilede til sin forlovede, der gengældte hendes smil ved at vise sine store hvide tænder frem. De så på hinanden for en kort stund, inden de begge igen vendte tilbage til deres egne tanker. Det tog ingen af dem længe at rejse sig og forlade selskabet for at komme ovenpå og gøre sig i stand. Både Edouard og Valerie havde før diskuteret Mme. Dubois' utålmodige sind og havde under resten af morgenmaden sendt blikke til hinanden om at de snart skulle afsted for at undgå hendes vrede. En gang havde været nok. 

       De tog den tid de havde brug for og inden nogen af dem havde givet situationen mere eftertanke fandt de dem begge siddende i bilen på vej mod udkanten af Paris, hvor de enkelte butikker stadig havde åbent. De udvekslede ingen ord, men det var som om at den stemning, der fyldte bilen var nok til at begge forstod hvornår de skulle tie og hvornår de ikke skulle. Enkelte steder så de parisianere komme gående med kufferter og vogne efter sig. Frygten skinnede ud ad deres øjne imens de fra tid til anden skævede op mod himlen som ville tyske fly flyve ind over dem hvert øjeblik det skulle være. Heste, børn, cykler og endda biler møvede sig igennem den vandrende folkemængde, der gik med et håb om et sted, hvor de kunne få ly og undslippe de rædsler de havde set i Paris.

       ”Merde,” mumlede Edouard pludselig, da han måtte dreje bilen ud i rabatten for at komme uden om en lille gruppe af mennesker. Længere fremme kunne Valerie se at der var flere, de kom alle gående i et langsomt tempo med blikkene rettet mod jorden. Håb var ved at forsvinde.

       Pludselig begyndte Edouard at trykke på hårnet og flokken foran dem så forskrækket op. Valerie lagde hurtigt en hånd på hans arm i et håb om at han ville stoppe, men han rystede hendes hånd væk og fortsatte.

       ”Edouard, stop det,” sagde hun forsigtigt og lagde sin hånd hen over hans på rattet. ”Det hjælper ikke noget!”.

       Han bandede endnu engang inden han trykkede speederen i bund og de fortsatte forbi. Jo tættere på byen de kom og flere mennesker kom, der vandrende langs vejen og jo svære blev det at komme forbi. Det tog dem længere til at komme til byen end nogen af dem havde regnet med og da de endelig kom ind mod centrum gik det op for dem begge hvad der foregik.

       Biler kom kørende med kufferter og andet på taget, folk havde reddet det de kunne, imens andre bad til at folk skulle flygte mens de stadig havde chancen. Valerie skyndte sig ud af bilen imens hun så mod flokken af mennesker, der vandrede igennem byen. Hun fik ikke lang tid før Edouard greb om hendes arm for at få hende væk fra gaden og ind i den butik de skulle besøge.

       ”Det er et rod der ude,” var det første Edouard sagde da han trådte ind. Sælgeren trådte tættere på og tog et gik ud.

       ”Det har ikke ligefrem sat gang i butikken,” sukkede han kort inden han henvendte sig til dem. ”Er der noget jeg kan gøre for Dem, monsieur Dubois?”

       Edouard fulgte efter sælgeren rundt i butikken i jagten på vinen. Valerie ventede solidt ved skranken, imens hun studerede de forskellige briketter der prydede de røde og hvide flasker på de mange hylder. Det ville være en skam at sige at der var stille omkring hende. Larm fra de mange biler og folk ude på gaden blev højere for hvert sekund. Enkelte skreg imens andre græd, sandsynligvis over chokket de havde fået dem. 

       Med enkelte skridt placerede hun sig i døren og så ud på de forbipasserende. Over sig kunne hun se den ellers blå og solrige himmel langsomt forsvinde, da mørke skyer begyndte at trække ind over dem. Det var vel bare et spørgsmål om tid før regnen ville ankomme. Hun slog armene om sig selv da den kold vind ramte hende og så kort ned i jorden, men da hun så op igen var der ét ansigt, der stod ud fra de andre.

       ”Celine!” Valerie sprang ud af butikken og skyndte sig at mase sig igennem gruppe af mennesker, indtil hun nåede den lille kjole hun havde spottet i midten af det hele. Kvinden hun havde spottet vendte sig hurtigt imod hende med et stort smil på læberne, inden de begge omfavnede hinanden i et knogleknusende kram.

       ”Du er okay,” mumlede Valerie ned i skulderen på Celine imens de holdte om hinanden. De trak sig hurtigt væk fra hinanden og trådte tilbage hen til butikken, hvor de placerede dem i døren som Valerie lige havde forladt.

       ”Selvfølgelig er jeg okay,” sagde Celine og kørte en hånd igennem hendes rødbrune hår, som havde været sat op i noget der skulle forestille en knold. Rødlige totter hang overalt omkring hendes ellers blege ansigt. Denne lilla kjole hun bar bidragede ikke til hendes blege hud, men fik hende mere eller mindre til at minde om spøgelserne, man hørte om i eventyrbøgerne.

       ”Det var et mareridt, at komme ud af Paris,” fortalte Celine imens de begge kiggede ud. ”Der var kontrol over alt. Da jeg endelig kom med toget var det som om, at jo længere jeg kom væk jo bedre blev det. Paris er et stort rod, siger jeg dig, der er ingen der ved hvad de skal stille op og de udfører konstant razziaer i lejlighederne. Jeg glemmer det aldrig da baggården pludselig var fyldt med soldater, der sparkede dørene ind kl. 1 om natten. De hærgede stedet på få minutter”.

       Valerie sank den klump, der havde samlet sig i halsen på inden imens hun placerede en hånd på en rystede Celine’s skulder. Hun kunne forestille sig hvilket oprør det ville have været at opleve sådan noget. Hun var nu taknemlig for at hun ikke boede i Paris.

       De stod for en kort stund i stilhed, da en larm pludselig bredte sig igennem hele byen. En larm som var højere end lyden af folk der vandrede. Enkelte begyndte pludselig at løbe afsted, imens nysgerrige hovedet stak ud fra altaner og vinduer, nogle havde endda mod nok til at træde ud på gaden for at se nærmere. Det var som om at de folk der før havde vandret i gaderne pludselig forsvandt væk samt bilerne, der satte lidt mere fart op og tog den skarpt i hjørnerne.

       ”Hvad sker der?” spurgte Valerie og trådte ud på trappen, der førte op til butikken. Bag hende dukkede Edouard op samt sælgeren, som lige så nysgerrigt trådte ud på gaden. Celine var hurtig til at følge efter og greb om Valeries hånd. De trådte begge nærmere torvet sammen med de andre, der havde bevæget dem ud på gaden, hvor en mumlen nu bredte sig igennem hele byen om hvad der foregik og om det var nu døden havde sendt sine ravne over dem.

       ”Åh gud,” mumlede en stemme ved siden af Valerie. Hun skulle til at spørge om hvad der skete, da hun opdagede det. Ud af ingenting dukkede en motorcykel op, som kom kørende imod dem med høj hastighed, bag den kom endnu en flok af motorcykler samt et par store fartøjer. Valerie tog instinktivt et skridt tilbage, da hun spottede de store biler trille rundt om springvandet, der udgjorde centrum for byen. Bilerne trillede imod dem inden da alle pludselig gjorde holdt og tyske soldater sprang ud af køretøjerne og løb over imod dem.

       Det var som om at hele byen tog et skridt tilbage, da mændene stoppede op foran dem. Valerie kunne mærke sit hjerte hamre afsted i brystkassen imens hun så på de fremmede ansigter, der var foran hende. Hver og en bar et hårdt ansigtsudtryk imens de stirrede på dem, alle var iklædt uniformer og bar et gevær med sig.

       Bag dem var der en der stod ud fra de andre. Manden lignede en af højere rank da han ikke bar en almindelig hjelm, men en kasket, hvor ørnene solidt sad og betragtede dem alle sammen. Hans uniform bar mere pynt end de andres. Den mand der nu trådte nærmere med en mikrofon i hånden, var ikke den man ville finde i slagmarken, men bag et skivebord, hvor taktikker og andet ville blive planlagt. 

       ”Kom,” hviskede Celine pludselig og greb om Valeries arm for at trække hende væk fra menneskemængden. De skyndte sig tilbage til butikken, hvor Edouard fór ud for at bære varende ind i bilen. Motoren blev hurtigt startet og Valerie klemte sig ind på bagsædet med Celine ved siden af sig.

”Jeg bliver her ikke for at høre på en forpulet tysker,” mumlede Edouard og vendte bilen for at køre væk så hurtigt som bilen kunne bære. Det var først da de var kommet ud af byen at Valerie mærkede de tårer, der trillede ned ad hendes kinder. Celine sad og holdte om hende imens hun så ud ad vinduerne, som om at hun nu selv var blevet en af de flygtende parisianere, der holdte øje med kampfly for oven.

”Vi bliver nødt til at advarer mama og papa,” sagde Edouard og drejede ind ad grusvejen, der førte op til det gule chateau. ”Vi er nødt til at…. Vi skal fjerne det som er af værdi!”.

Valerie kunne ikke andet end at nikke, imens hendes hånd lå for hjertet. Hun fik dog ikke lang tid til at sunde sig før de holdte foran chateauet, hvor de alle tre sprang ud af bilen. Dørene blev skubbet op og Edouard løb igennem hall’en for at finde Mme. og M. Dubois. Celine, der stadig holdte om Valerie, guidede dem begge oven på og ind på et af værelserne, hvor Valerie blev placeret på sengen.

”Jeg tager ud til Danette,” sagde Celine og greb om den frakke hun havde båret over armen det sidste stykke tid. ”Du bliver her, slap af og tag e dyb indånding. Der sker ikke mere, okay?”

Valerie nikkede kort og så til imens Celine forsvandt ud af døren. Hun rejste sig hurtigt og trådte over til vinduet, hvor hun fulgte Celine med blikket, der forsvandt hen over gårdspladsen inden hun igen gik tilbage for at sætte sig på sengen. Nedenunder kunne hun høre lyden af en oprørsk Mme. Dubois, der råbte og skreg om at ingen skulle røre hendes penge eller smykker for den sags skyld. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...