Une Piéce de l'amour

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jun. 2016
  • Opdateret: 12 jul. 2016
  • Status: Igang
Valerie Laurent befinder sig ved middagsbordet da Tyskland invaderer Frankrig. Sammen med sin svigerfamilie sidder hun i sikkerhed i deres chateau udenfor Paris, hvor kampen går for blinde øjne. Valerie prøver at få sin hverdag til at fungere, men da Chateauet pludselig bliver et sted for tyske officerer og en britisk soldat dukker op bliver det hele vendt op og ned...

1Likes
0Kommentarer
263Visninger
AA

3. L'avenir Incertain

L'avenir Incertain

       Atmosfæren var tung. Valerie sad nede i stuen med Céline ved sin side imens radioen kørte i baggrunden. Nyhederne var på. Tyske tropper var i Frankrig, og Paris og Lyon var nu ikke længere et sikkert sted at være hvis man var jøde eller anden race, som tyskerne ikke brød sig om. Nyhedsbrevene om de tyske regler hang allerede rundt omkring i byen og blev delt ud på landet. Urene var stillet om og alt virkede pludselig usikkert. Det var nu tre dage siden tyskerne var ankommet og klumpen sad stadig i halsen på de fleste franske indbyggere.

       Huset var lagt hen i stilhed. M. Dubois og Edouard var taget ind til byen, eftersom at de tyske soldater havde gjort indkaldelse af alle registrerede skydevåben. Dette var bare endnu en måde at få dem alle til at føle sig usikre på, så den sikkerhed de havde haft over deres hjem pludselig forsvandt. Tropperne havde kun ét formål, nemlig at fortælle dem, at dette, der før havde været deres var nu belejret af andre, af fremmede.

       Céline sukkede højlydt og kastede et blik ud af vinduet. Efter at hun var vendt hjem fra Paris havde hun fået bosat sig på en gård længere væk, dog i nærheden af Danettes gård så hun altid kunne besøge dem, hvis noget hændte.

       Ude i køkkenet kunne de begge høre Margaret trave rundt. Tallerknerne og gryderne klirrede imod hinanden, imens den stakkels kvinde arbejdede løs, sandsynligvis frustreret over arbejdet samt tankerne om en søn eller ægtemand som i dette øjeblik var et ukendt sted i verden.

       ”Jeg ved ikke hvad vi skal stille op,” sagde Céline og så endelig over mod Valerie, som ligeledes så op da hun blev tiltalt. Céline sad på bænken til pianoet imens hendes arm hvilede i vindueskarmen.

       Valerie kunne ikke andet end at trække på skuldrene, imens hun ligeledes fulgte Célines blik ud gennem vinduet. Efter en kort stund med stilhed skulle Valerie til at åbne munden for at bryde den tunge stemning, da en cykel kom trillende ind. De farede begge op da de genkendte personen og løb ud i hall’en, hvor døren blev revet op. Danette stod forpustet på dørtrappen med et frustreret blik i øjnene, imens hun foroverbøjet prøvede at få vejret ordentligt ned i lungerne igen.

       ”Har i hørt?” hvæsede hun af forpustelse.

       Céline og Valerie trådte hurtigt til side så Danette kunne træde indenfor. De skyndte dem alle tre op ad trapperne, indtil de alle befandt dem inde i Valeries kølige soveværelse. De placerede dem hvor de kunne og holdet alle øjenkontakt, imens Danette begyndte at fortælle.

       ”Det er forfærdeligt,” startede hun ud imens hendes øjne flakkede rundt. ”Tyske soldater bliver indkvarteret i vores hjem! De fortalte om det i dag på markedet, officerer og soldater sendes her ud i løbet af dagen! Hvad skal jeg stille op med Florence og David? Hvad vil de ikke gøre ved dem?!”

       Panikken kunne ikke skjules. De kunne alle mærke måden hvorpå deres hjerter begyndte at hamre og sved begyndte at samle sig ubehagelige steder. Valerie og Céline så hurtigt på hinanden, inden et tungt suk undslap dem begge. De vidste begge, at der ikke var meget de kunne gøre.

       Danette kørte frustreret hånden igennem sit hår, inden hun pludselig stod op og begyndte at trave frem og tilbage i rummet.

       ”Er det sikkert at i har fået en ind i jeres hjem?” Spurgte Valerie og studerede sin veninde nøje. Danette nikkede inden hun stoppede op.

       ”Heldigvis er det bare en soldat,” stammede hun som skulle tårerne til at trille ned hvert øjeblik det skulle være. ”Officererne indtager chateauerne”.

       Valerie kunne mærke en klump samle sig i halsen på hende da hendes hånd fandt vej op foran hendes mund. En officer i deres hjem. For en kort stund var hun lykkelig over at Edouard og M. Dubois ikke var draget i krig. Rygterne om tyskernes opførsel havde nået Paris og deres chateau om, hvordan de ødelagde hjem og lå i det med kvinderne. Edouard og M. Dubois’ tilstedeværelse måtte være et tydeligt nok tegn på at denne tyske officer samt muligvis flere der skulle betræde deres egn, ville holde afstand til hende. Kuldegysningerne spredte sig ned langs hendes ryg og bare arme som hun hurtigt slog omkring sig.

       Danette havde sat sig ned i stolen igen, imens hun fortvivlet hvilede hagen mod sin knyttede næve. Hun skælvede kort, da Céline lagde en hånd mod hendes knæ. Sikkerheden for Florence og David blev langsomt sikret og Danette begyndte at slappe mere af. De var kun børn, hvad skulle der kunne ske? Ingen ville være lede nok til at lægge en hånd på børn, der knap nok forstod hvad der skete omkring dem.

       De sad for en kort stund og prøvede at absorbere de nyheder de havde fået, da døren pludselig åbnede og Edouard stod i døren. Hans hånd knugede om dørhåndtaget imens han så fra ansigt til ansigt indtil det landede på Valerie, der hurtigt rejste sig.

       ”Ikke var at være ubehøvlet,” startede han og slap endelig håndtaget. ”Men jeg bliver nødt til at bede dem, Mme. Fleurville og Mme. Becotte, om at vende hjem”.

       Valerie skulle til at svare igen, men da Céline og Danette allerede havde rejst sig, ville hendes protest ikke have gjort nogen forskel alligevel. Afskeder blev sagt og inden Valerie vidste af det fandt hun sig selv siddende nede i stuen med en hånd krampagtigt om sin skulder, en fortvivlet M. Dubois og en Mme. Dubois, der sad og stirrede direkte ind i hendes øjne. Mme. Dubois’ hænder knugede omkring kjolens sorte stof, imens hun intenst stirrede på Valerie, der nu havde lagt en hånd hen over Edouards. Hun havde lyst til at ryste den af sig for at få smerten til at gå væk.

        ”Jeg vil ikke have ham her,” hvæsede Edouard imens han så fra Mme. Dubois’ ansigt til M. Dubois’. ”Han har ingen grund til at sætte sin fod her!”.

       ”Det er ikke vores beslutning,” svarede M. Dubois, der nu satte sig ned ved spisebordet, hvor en kop kaffe allerede stod som skulle den var den afgørende faktorer for at et større skænderi ikke skulle udbrede sig. ”Hvis vi gør modstand vil vi sikkert ende med at blive skudt i offentligheden”.

        Valerie kunne endnu en gang mærke Edouards hånd stramme sig omkring hendes skulder.

       ”Hvornår vil han ankomme?” Spurgte Edouard og trådte endelig væk fra hende for at spadserer over til vinduet, hvor han kunne få udsyn ud over gårdspladsen. Der var ingen biler på vej mod deres hus. De var i sikkerhed indtil videre.

       ”En gang i dag,” sukkede M. Dubois. Stilhed væltede endnu engang ind over stuen, hvor alle sad og ventede på noget der måske ikke ville ske før om flere timer. Uret tikke i baggrunden og i ny og næ kunne man høre M. Dubois tage en tår af sin kaffe for at skylle klumpen i halsen væk.

       Valerie overvejede flere gange om hun skulle rejse sig for at forsvinde op på sit værelse igen. Hun var endnu engang mindet om hvordan hun ikke brød sig om at være sammen med den familie, der nu sad foran hende. Hun sukkede højt og skulle lige til at rejse sig for at forlade dem alle, da Edouard pludselig sprang væk fra vinduet og vaklede tilbage, indtil hans ryg kolliderede med ryggen af sofaen Mme. Dubois havde indtaget. Alle rettede deres opmærksomhed mod Edouard, der nu stod med en hånd for sit bankende hjerte som prøvede han at få det til at slappe af.

       ”De er her!” kvækkede han og så tilbage på M. Dubois, der sprang op fra sin stol for at gå hen til vinduet. Gardinerne blev trukket til side så de nu havde fuld udsyn ud til gårdspladsen. Valerie var hurtig til at rejse sig og stille sig ved siden af de jakkesætsklædte mand. Udenfor holdte der en vogn, hvor to soldater pludselig steg ud af. Valerie genkendte uniformen som af højere rank. De fik en officer eller en løjtnant, en af højere rank som Danette havde fortalt. Tunge tasker blev løftet ud og en hund farede ud af døren og begyndte straks at snuse rundt omkring sig.

       Valerie nåede knap nok at få et glimt af løjtnanten, før en hånd greb om hendes arm og rev hende tilbage. Mme. Dubois’ greb om hendes arm var stramt, da hun blev placeret i sofaen og beordret til ikke at se op når de trådte ind ad døren.

       Det bankede på.

       Valerie kunne endnu engang mærke sit hjerte hamre afsted da hun så M. Dubois rette på sin jakke, inden hun trådte ud i den lille hall. Edouard trådte over bag dem og placerede endnu engang sin hånd på Valeries skulder, som et tegn på at hun var urørlig for andre end ham. De var stillet op som den perfekte familie der skulle fotograferes, hvis man så bort fra deres alvorlige ansigtsudtryk.

       Stemmerne ude fra hall’en nåede dem inde i stuen, da M. Dubois havde åbnet døren. Hunden som Valerie havde set udenfor farede ind og fortsatte med at undersøge de nye omgivelser den nu befandt sig i. Dens hale logrede ivrigt imens den hist og her stoppede op for at tage de nye lugte til sig. Mme. Dubois udstødte et grynt da hendes øjne fulgte hunden.

       ”De sagde ikke noget om en hund,” mumlede hun kort, inden hun rettede på stoffet af sin kjole.

       Ude i hall’en kunne Valerie se de grønne uniformer bevæge sig rundt. Løjtnanten havde tydeligvis ikke lagt mærke til deres tilstedeværelse endnu, indtil Edouard rømmede sig og han vendte sig om. Valerie mærkede straks klumpen vende tilbage i halsen på hende samt blodet forsvinde fra hendes kinder. Hvis ikke det var fordi hun allerede sad ned, ville hun have tumlet tilbage. Løjtnanten, der nu stod fuldt vendt imod dem, iført sin grønne uniform, var større end hun havde regnet med. Denne løjtnant lignede en som kunne tackle både M. Dubois og Edouard på samme tid med sine brede skuldrer og høje bygning. Hans ansigt var markeret med alvorlige træk, dog skilte hans blå øjne, der nu scannede de tre ansigter, ud.

       ”Bonjour, madamme, monsieur, mademoiselle” hilste han på fransk, imens han kort gjorde et vip med hatten. Han vendte igen sin opmærksomhed mod M. Dubois, inden han åbnede munden og udvekslede et par uforståelige ord med soldaten, der havde fuldt ham afsted.

       En hånd placerede sig pludselig på Valeries skød og hun så op for at møde Mme. Dubois’ blik.

       ”Du hverken ser eller taler til ham,” sagde hun alvorligt og rejste sig endelig fra sofaen for at bevæge sig længere ind i huset. Valerie så sig tilbage for at se op på Edouard, der stadig stod med blikket fæstet på løjtnanten, der nu blev vist oven på af M. Dubois.

       ”Lyt til maman,” sagde Edouard, da han opdagedes hendes øjne på ham. ”Du ved hvad han er i stand til, så hvis ingen af os er hjemme, hverken mig eller papa, så bliv på dit værelse eller ude i haven. Bare hold dig ude fra hans synsfelt”.

       Valerie kunne ikke andet end at nikke. Hvis hun skulle være ærlig omkring sine følelse, havde hun flere gange prøvet at se de tyske soldater som mennesker, som sig selv, men da hun så løjtnanten blev hun mindet om at han faktisk var en soldat der havde slået ihjel. Den overvældende skikkelse som nu pludselig befandt sig under deres tag, var ikke bare en lille spinkel dreng med lyst hår, når det var et voksent mandfolk de havde fået med sig. En som sandsynligvis havde slået ihjel mere end en gang.

       ”Må jeg gå nu?” Spurgte Valerie efter at være godt træt af situationen hun befandt sig i. ”Eller vil du eskortere mig rundt?”

       Edouard kom med et kort misfornøjet lyd, inden han nikkede og trådte til side. Valerie skyndte sig op fra sofaen og traskede mod hall’en, hvor hun greb om sin jakke og åbnede døren. I det sekund dørhåndtaget blev trukket ned hørte hun skridt ned ad trappen. Til hendes overraskelse var det ikke løjtnanten, der kom ned men hans schæfer hund, der kom farende direkte mod hende.

       Hun kom med et kort udbrud af chok, da hunden sprang forbi hendes ben og skyndte sig ud i haven. Hun skulede hurtigt omkring sig inden hun fulgte efter den ud i haven. Med hænderne i lommerne trådte hun hen over de mange sten, øjnene hele tiden rettet mod schæferen der sprang omkring sig som var den kommet i himlen.

       For hvert et skridt hun tog fulgte den efter og hvis hun kom for langt væk fra den skyndte den sig at indhente hende. Hun kunne ikke lade være med at grine, hver gang den spænede forbi hende så den næsten var ved at tackle hende med sin fart. Bare ved at se på den kunne hun gætte at det bare var en stor hvalp løjtnanten havde haft med sig.

       Efter at hun var kommet et godt stykke ind i haven og længere væk fra huset stoppede hun op og så sig omkring. Det var kun dem fra øverste etage i huset der ville kunne se ende. Hun bukkede sig langsomt ned og samlede pinden op hun havde spottet og viftede den for at få hundens opmærksomhed, hvilket var lettere end hun havde forudset.

       Pludselig sprang den op omkring hende i et forsøg på at få fat i pinden inden hun overhovedet havde smidt den.

       ”Kom så, kom så!” sagde hun kort, hvorved hun overraskede sig selv. Hun kastede pinden fra sig da hunden spænede efter den så græs og jord stod op efter dens poter. Det tog den ikke længe at finde pinden, der var forsvundet ind mellem de store buske af lilla rododendroner. Da den endelig kom ud fra buskene løb den ikke hen imod hende, men fandt sig et sted længere væk, hvor den begyndte at gnave i pinden imens den holdte øje med hende.

       Med et suk trådte Valerie tættere på den bare for at se den løbe længere væk og logre med halen. Den gjorde nar ad hende.

       Med et smil tog hun endnu et skridt hen imod den for at den skulle gentage samme proces, da et glimt fangede hendes blik. Et af vinduerne oven på var blevet åbnet, og der midt i det, stod løjtnanten og så ned på dem.

       Det smil hun før havde haft på sine læber forsvandt hurtigt og hun skyndte sig at vade indenfor igen. Det var naivt af hende at glemme, hvad der skete omkring hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...