Une Piéce de l'amour

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jun. 2016
  • Opdateret: 12 jul. 2016
  • Status: Igang
Valerie Laurent befinder sig ved middagsbordet da Tyskland invaderer Frankrig. Sammen med sin svigerfamilie sidder hun i sikkerhed i deres chateau udenfor Paris, hvor kampen går for blinde øjne. Valerie prøver at få sin hverdag til at fungere, men da Chateauet pludselig bliver et sted for tyske officerer og en britisk soldat dukker op bliver det hele vendt op og ned...

1Likes
0Kommentarer
266Visninger
AA

1. La Guerre Frappe

La Guerre Frappe

1940

      

      Man kunne høre lyden af de tunge brag længere væk. Lyden af jord, der blev sprunget i stumper og stykker samt lyden af skrig fra flygtende persianere, der flygtede lands landevejene der nåede dem.

      Chateauet lå hen i stilhed, set bort fra den svage mumlen, der bredte sig afsted i spisesalen. Alle sad omkring det rektangelformede spisebord, imens hænder holdt i hænder. Bønder blev bedt, maden blev kold og vinen blev mattere for hvert sekund. Det tog ikke mere end to minutter før alt endnu engang lå hen i stilhed igen. Hænder slap hinanden og landede på bordkanten, hvor dugen langsomt krøllede sammen under vægten, der rev den i hver side. Vin skvulpede svagt i krystalglassene og den klump, der havde samlet sig i folks halse blev sunket.

      ”Lad os spise,” løs monsieur Dubois’ stemme fra den anden side af bordet inden bestik blev løftet op og klingede imod de hvide tallerkener, hvor der nu mad af al slags.

      Selvom at den hverdagsagtige handling brød med det, der foregik længere væk, var der stadig en anspændt stemning i lokalet. Der var ingen, der turde indrømme det, specielt ikke Madame Dubois, der stift sad og tyggede på en kartoffel som var den en pestilens, der skulle fjernes fra hendes åsyn.

       Valerie Laurent kunne ikke lade være med at skule omkring på de mange velkendte ansigter, som udgjorde hendes kommende familie, eller hvert fald dem hun havde ved sig nu. Edouard Dubois sad ved hendes side, imens han skovlede med i sig som var han midt ude i ingenmandsland, midt i krigens hede.

       ”Er du ikke sulten, Valerie?” Spurgte Edouard og så på hende med, for første gang, et bekymret blik.

       Valerie nikkede kort og greb om sit eget bestik foran sig. Hun havde svært ved at nyde den man hun havde fået serveret foran sig, specielt med tanken i baghovedet om de parisianere, der i dette øjeblik flygtede for deres liv med håb om at få skjul et sted, hvor de aldrig ville kunne få den hjælp de så desperat søgte.

       De sad fortsat i stilhed og spise. Det var dog indtil at M. Dubois pludselig brød ud om hans interesse for krigen. Han fortalte altid hver aften om sit brændende ønske om at kunne deltage i krigen og kæmpe for ”det elskede Frankrig”, desværre døjede han med dårlige knæ og var derfor ikke blevet erklæret kampdygtig. Det samme gjaldt for Edouard, som ligesom sin fader, ønskede at tage deltagelse i krigen, dog havde han arvet sin faders dårlige knæ samt en dårlig ryg feter en ulykke på en af chateauets heste. Valerie kunne ikke lade være med at lave et himmelvendt blik, imens kvinderne omkring bordet begejstret lyttede til de andre mænd, der enigt måtte nikke med hænderne om ideen om deltagelse i krigen. Valerie vidste allerede, hvordan stakkels Edouard ville reagere, hvis han kom ud i Ingenmandsland… Det var simpelt, manden hun havde ægtet ville sende brev hjem med det samme med en ide om, at han skulle hjem hurtigst muligt igen. Hun havde kendt ham i årevis. Edouard var ikke en mand, man sendte i krig, han var ikke en mand som kunne slå egne medmennesker ihjel.

       Aftenen gik med at M. Dubois og Edouard berette om hvilken indsats de begge ville udrette hvis de havde deltaget i krigen. Det var ikke et interessant emne at høre om i mere end 30 minutter, hvilet var grunden til at Valerie fandt sig selv siddende ude i den store have, der spredte sig ud bag Chateauet. Det grænsede lige op til de store kornmarker og træerne, som skilte husgrund og mark af. Store syrener stod op omringet af forskellige blomster, samt stenveje, der snoede sig afsted igennem haven. Næsten alt i haven var grønt takket være sommeren, der lige var kommet frem. Selvom solen allerede var ved at sætte kursen mod vest var alle blomsterne stadig åbne og forvandlede have til et mørkende paradis. 

       Hun kunne høre latteren fra familien bag sig. De store franske døre stod åbne og lod musik og latter vandre ud mod hende. Den aften, som før havde været et mareridt, var nu forvandlet til et øjeblik i stilhed. Valerie sukkede højlydt inden hun rejste sig og begyndte at gå ned ad de få trin, der førte videre ud i haven. Med en tynd frakke over sig og et par støvler trådte hun hen over det våde græs og ind imellem de høje træer. Hun skulle ikke langt før hun nåede den første vej, som var flankeret af grønne egetræer og grøfter som var prydet af højt græs og blomster. Længere væk kunne hun spotte gården som så ofte havde besøgt, når livet på Chateauet blev for meget. Hun stak hænderne i lommen og fortsatte sin kurs mod gården, hvor hun stadig kunne se tegn på liv.

       ”Bonsoir, Danette,” hilste hun kort da hun nåede gården. Hendes barndomsveninde Danette Bocette boede på gården sammen med sin ægtemand Raimond, hvor de sammen prøvede at få hverdagen til at fungere. De stod begge i en stram situation i forhold til penge, men på deres egen måde formåede de at leve et liv i en lykkelig tilstand – selv efter at krigen brød ud.

       ”Bonsoir, Valerie”, Danette rettede sig op efter at have stået over baljen med vand, hvor tøj hang hen over kanterne og næsten rørte den mudrede jord. Danette var en lille kvinde med et kort blondt hår, der altid var sat stramt tilbage, hun var spinkelt bygget og virkede ikke som den kvinde man ville se knokle ude på landet. ”Har krigen nået jer endnu?”

       Valerie rystede kort på hovedet og trådte tættere på, imens hun forsigtigt undgik mudder og vand. Hun vidste allerede nu, hvordan Mme. Dubois ville reagere, hvis hun fandt ud af at hun havde besøgt Dantte. Mme. Dubois var en stram kvinde, for at sige det mildt, hun var en kvinde som værdsatte status og penge og hadede alt landligt.

       ”Heldigvis ikke… Men det er vel bare et spørgsmål om tid,” sagde Valerie og kastede et blik over mod gården. Hun kunne se Raimond sidde i en hår træstol med hovedet tiltet tilbage imens han sov. Et tæppe var blevet smidt over ham, imens hans mund stod åben. ”Krigen tager længere tid med at komme ud på landet end Paris”. 

       ”Det er frygteligt,” Danette stoppede alt arbejde og vendte sig nu helt mod Valerie. ”Tænk, at de kan få dem til at gøre sådanne noget. De siger i byen, at det bare er et spørgsmål om tid før de kommer her”.

       Frygten skinnede igennem Danette imens hun så sig omkring, som lå der tyskere i hvert hjørne af gården og ventede på, at hun sagde noget forkert. Den anspændte stemning havde luret i krogende i lang tid nu. De fleste var bevidste om hvad der foregik i de større byer som Paris og Lyon, men der var stadig enkelt som nægtede at se krigens ankommelse. Mee. Dubois og de andre Chateau-ejere levede stadig i en verden hvor alle stadig havde penge og mad stadig frit kunne købet i byen og på markederne. Ingen af dem havde indset, hvordan indbyggerne begyndte at samle pengene sammen i madrasser og skabe, end ikke hvordan mad langsomt forsvandt fra hylderne for at blive lageret op i kamre.

       ”Jeg ville nødig skulle tilbyde dem Chateauet," sukkede Valerie og kastede et blik op mod himlen som stadig havde enkelte blå farver tilbage.

       "Der er fordelen ved det negative – vi får sandsynligvis ingen her ud" sagde Danette og placerede hænderne ved hofterne. "Har du hørt mere fra Céline? Hun var i Paris da de blev drevet bort".

       Valerie kunne ikke andet end at ryste på hovedet. Hun havde ikke hørt meget til sin veninde, andet end at hun havde overlevet hændelsen i Paris og var på vej tilbage. Hun havde dog ikke fået noget at vide om ankommelse eller om de på Chateauet skulle forvente hende inden for de næste par dage.

       "Céline klarer sig," smilede Valerie kort og kastede et blik over mod vejen. "Du må endelig sige til hvis du mangler noget. Mme. Dubois har et lager af rationer hvis det bliver nødvendigt".

       Valerie begyndte langsomt at vende sig om for at sætte kursen hjem ad igen, hvor der forhåbentligt var kommet mere stilhed. Dog vidste hun allerede nu at stilhed var noget hun ikke ville få noget af de kommende uger. En hånd greb pludselig om hendes skulder og hun vendte sig om for at se Danette stå direkte op ad hende.

       "Jeg sætter pris på din hjælp, Valerie," sagde hun og stirrede direkte ind i Valeries øjne. "Jeg kan ikke takke dig nok, specielt ikke når vi har Martine".

       Valerie nikkede kort inden hun stak sin veninde et smil og fortsatte ned ad vejen. Hun trådte hurtigere afsted denne gang, velvidende om at nogle allerede ville have bemærket hendes fravær. Hendes kommende undskyldning ville være at hun havde brug for noget luft og at en spadseretur havde gavnet hende godt, dog vidste hun at hun ville få svært ved at forklarer den brune bund hendes ellers hvide kjole havde fået.

      Da hun kom igennem træerne og fandt sig selv gående op mod Chateauet så hun Mme. Dubois stå i dørene med armene krydset over sig.

       "Hvor var du henne?" Spurgte hun med en skinger stemme, der var præget af vinen, der sikkert var gået på runde mere end en gang.

       "Jeg havde brug for at gå en tur," svarede Valerie kort inden hun skubbede sig forbi Mme. Dubois og satte kursen direkte mod trappen, der ledte op til hendes værelse. Hun ignorerede Edouards tilnærmelse og fik ham kort skubbet væk, inden hun så hurtigt som hun kunne løb op ad trapperne og lukkede sig inde på sit værelse.

       Det var ikke et stort værelse, det var ikke ligesom M. og Mme. Dubois' værelse eller Edouards' for den sags skyld. Hendes værelse havde plads nok til en seng, samt en reol fyldt med bøger hun havde fået foræret gennem tiden, et skrivebord, et piano samt det store skab, der var skubbet hen til vinduet. Væggene var dekoreret med blomstret tapet imens alt omkring hende var i lyst træ. Det store vindue stod på klem og lod den tætte luft suse ind på hendes værelse, imens de hvide tynde gardiner flagrede i vinden.

       Efter at have låst døren og lukket vinduet, satte Valerie sig foran spejlet. De fletninger, der havde holdt hendes hår samlet hang nu løst omkring hendes skuldre, imens hun stirrede på sig selv i spejlet. Hendes runde ansigt var omringet af et tykt mørkt hår imens et par trætte, lige så brune øjne, stirrede igen. Hun sukkede kort og greb om børsten ved siden af sig.

       Det hele var bare et spørgsmål om tid, før hendes hverdag ville ændre sig. Den ville ikke bare ændre sig lidt, men markant. Det var noget som hun allerede var bevidst om, specielt efter det Danette fortalte om de kommende soldater.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...