Une Piéce de l'amour

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jun. 2016
  • Opdateret: 12 jul. 2016
  • Status: Igang
Valerie Laurent befinder sig ved middagsbordet da Tyskland invaderer Frankrig. Sammen med sin svigerfamilie sidder hun i sikkerhed i deres chateau udenfor Paris, hvor kampen går for blinde øjne. Valerie prøver at få sin hverdag til at fungere, men da Chateauet pludselig bliver et sted for tyske officerer og en britisk soldat dukker op bliver det hele vendt op og ned...

1Likes
0Kommentarer
264Visninger
AA

5. Amour Non Partagé

Amour Non Partagé

 

       Valerie sukkede for tredje gang, imens hun sad foran det store vindue i hendes værelse. Råbene og de høje stemmer havde varet for længe nu. Mme. Og M. Dubois havde diskuteret i uendeligheder nu. Mme. Dubois var kommet efter at hun ikke brød sig om Enzos tilstedeværelse og ville have "kræet aflivet i en fart". Valerie kunne dog lettet ånde op da M. Dubois forklarede hende, at aflive hunden bare ville skabe flere problemer end det ville gavne deres trægulv og møbler.

       Der skulle gå endnu 20 minutter før stilheden igen bredte sig over chateauet. Edouard og Mme. Dubois var forsvundet ud af huset, sikkert for at besøge noget venskab længere væk, hvilket efterlod Valerie og M. Dubois alene i det store chateau.

       Valerie fik hurtigt iført sig den babyblå kjole med hvide prikker, hun havde fået af sin moder, og bevægede sig nedenunder. Enzo sad ved foden af trappen og så logrende op på hende. Hun klappede den kort på hovedet inden hun greb om hatten samt en bog og åbnede døren. Det kom ikke som nogen overraskelse for hende, da hun så Enzo snige sig ud med hende - hunden havde fået en vane at følge med hende ud i haven eller bare generelt når hun bevægede sig udenfor. 

       Den vind, der havde plaget dem de sidste par dage havde endelig lagt sig og de kunne nu endnu engang sidde udenfor og nyde sommervejret. Efter den dag, hvor hun havde fulgtes hjem med løjtnanten havde vejret været gråt og trist - noget der langt fra mindede om sommer. 

       "Kom så," sagde hun ned til Enzo og satte i løb. Hun var nødt til at gribe om hatten, da hun prøvede at følge med Enzo, der allerede var nået ned i den anden ende af haven før hun knap nok selv var nået en meter. 

       Valerie skyndte sig ned mod bænken, der stod ved det store egetræ og satte sig ned. Forpustet blev hun enig med sig selv om, at hun virkelig var nødt til at gå noget mere for at kunne følge med Enzo. Hun holdt kort øje med Enzo, der gik med snuden i græsset sandsynligvis grundet et duftspor fra en ræv eller hjort, inden hun åbnede bogen. 

       Hun havde ikke siddet længe før en skygge kastede sig over hende og hun så op. Foran hende stod den høje skikkelse fra løjtnanten. Han var iført de grønne uniformsbukser samt en hvid skjorte, der hang løst omkring hans ellers brede brystkasse. Med hænderne stoppet ned i lommerne så han ned på hende.

       Endnu engang kunne hun mærke, hvordan hendes hjerte begyndte at hamre i brystet på hende. Hun havde lyst til at bande højlydt over den ubehagelige følelse, der bredte sig igennem hende.

       "Må jeg sætte mig?" Spurgte han med sin tyske accent.

       Valerie stirrede på ham for en stund. Hun kunne høre Mme. Dubois' stemme minde hende om at hun ikke skulle snakke med denne "pestilens som ikke ville andet end at spille 'Deutchland über alles'". 

       Løjtnanten løftede det ene øjenbryn, tydeligvis en smule utålmodig over hendes mangel på svar. Efter få minutter nikkede hun endelig og han trådte et skridt tilbage for at placere sig op ad træet bag hende. Hun fulgte ham kort med blikket, holdte øje med hvad han gjorde, indtil hun igen vendte opmærksomheden tilbage mod bloggen foran sig. Hun sank hurtigt den klump, der havde samlet sig i halsen på hende og åndede ud - hun havde ubevidst holdt vejret.

       Stilheden lå sig endnu engang hen over dem. Det hændte i ny og næ at en uvelkommen vind dukkede op og rev i bladene over hovederne på dem, men den var der som regel kun for en kort stund. Enzo rendte stadig rundt omkring dem, i ny og næ fandt den ro ved siden af løjtnanten, der sad med lukkede øjne og så ud til at sove.  

       Valerie lagde forsigtigt bogen fra sig og drejede sig rundt på bænken. Hendes sko maste kort nogle enkelte blade samt en gren da hun vendte sig, men det var ikke nok til at vække løjtnanten. Hun kunne ikke lade være med at studere denne fremmede, der pludselig havde invaderet deres land samt hendes hjem. Når han sad der lænet op ad træet med lukkede øjne lignede han ikke den løjtnant der for få uger siden var ankommet til deres chateau. Han så næsten uskyldig ud som et barn, der endelig var faldet til ro. 

       Enzo lå ved siden af ham og stirrede rundt omkring. For hver en bevægelse eller lyd var hunden klar til at springe op for at finde ud af, hvad der foregik omkring den. Selv da Valerie rakte hånden ned mod den, rejste den sig for nysgerrigt at snuse til hendes fingre.

       "Han er godt partner at have med sig," lød en stemme pludselig, som fik Valerie til at trække hånden væk fra snuden. "Godt med selskab".

       Løjtnanten sad nu og stirrede direkte på hende med et sæt blå øjne, der så udmattet ud. Han havde sovet.

       Valerie svarede ikke, men stirrede kun tilbage. Hendes hjerte havde endnu en gang sat farten op og truede næsten med et springe ud af brystkassen på hende, da hun indså hvilken fejl hun havde lavet. Hun skulle ikke have ladet løjtnanten sætte sig. Hun skulle været gået indenfor i dét sekund han var dukket op.

       "Jeg fandt ham ved byen nord på," startede Løjtnanten og rejste sig pludselig. Den pludselige handling fik Valerie til at fare op fra bænken imens hun tog enkelte skridt tilbage. Løjtnanten fortsatte hen imod hende, hans blik rettet mod hende imens hans høje figur langsomt tårnede sig længere og længere ind over hende. 

        Valerie skulle til at springe flere meter bag ud, da løjtnanten pludselig stoppede op og satte sig på huk ved siden af Enzo. En halvkvalt, næsten lydløs lyd, undslap hendes læber og hun placerede en hånd hen over hendes hamrende hjerte. Hvor følte hun sig dog dum... det var Enzo.

       "Han rendte rundt for sig selv, udsultet," Løjtnanten begyndte at nusse hundens ører, imens den ihærdigt pressede sit hoved imod hans store hænder for at få mere at følelsen. "Jeg kunne ikke efterlade ham der tilbage, så jeg tog ham med og han har hængt ved lige siden".

       Løjtnanten så op mod Valerie med et forsigtigt smil.

       "Han har aldrig gjort nogen noget," sagde løjtnanten uden at tage blikket væk fra Valerie, der endnu engang var fanget i de blå øjne. "Han har aldrig angrebet nogle".

       Valerie kunne ikke andet end at nikke af løjtnantens kommentar. Hun kunne stadig mærke, hvordan hendes krop stadig ikke var faldet til ro, hvordan den adrenalin hun havde fået stadig pumpede rundt i hendes system. Efter et par enkelte vejrtrækninger, ind og ud, var hendes krop endelig ved at falde til ro og hun mærkede hvordan hendes skuldre sænkede sig - lige indtil at løjtnanten i ét rejste sig op.

       "Løjtnant Alexander Von Zoller," sagde han kort og rakte hånden ud imod hende.

       Valerie stirrede kort på den udstrakte hånd og så op til hans ansigt. Hun kunne mærke, hvordan konflikten byggede sig op i hende. Hun havde lyst til at følge Mme. Dubois' stemme, der skreg og råbte af hende om at hun skulle lade være og gå sin vej, men hendes egen opdragelse skreg til hende at hun skulle være høflig og acceptere den hånd, der var foran hende. 

       Hun havde ingen anelse om hvem denne løjtnant var eller hvad han havde gjort. Hun kendte ham ikke og ville sandsynligvis heller ikke komme til det. Der var ingen, der vidste hvor længe nogen af dem ville stå i denne verden.

       Hun sank den klump, der endnu engang havde fundet vej op til hendes hals og greb om hans hånd. Hun var lige ved at knække over, da hun opdagede forskellen i deres hænder. Hans omfavnede, slugte, næsten hendes.

       "Valerie Sin-Claire Laurent," sagde hun med en svag rystende stemme, inden hun igen trak hånden til sig.

       Løjtnanten så på hende med et skævt smil, tydeligvis tilfreds med den reaktion han havde fået.

       "En glæde at møde Dem," sagde han og slap endelig hendes hånd. Han så kort ned på hende, fraværende, som fløj der tusinde af tanker rundt igennem hans hoved. "Jeg beklager, den måde jeg har trukket mig på i Deres hjem. Det har tildeles ikke været for at skabe problemer eller være til ulejlighed".

        "D-det er ikke mit hjem," stammede Valerie kort uden at tage blikket væk fra hans. "Det burde være Mme. Dubois' De gik til hvis De ønskede at takke hende for hendes venlighed".

       Alexander så på hende kort, inden han endelig slap hendes hånd. Det blik, der før havde hvilet hen over hans øjne, forsvandt pludselig da han tog et par skridt tilbage. 

       "Enzo!" sagde han i en hård kommanderende tone som straks fik hunden til at lystre. Valerie skulle lige til at spørge ham om, hvor han var på vej hen, revet med at sin nysgerrighed, da en hånd pludselig landede på hendes skulder. Hun farerede rundt, for at se Edouard stå bag hende, med et truende blik rettet mod Alexander, der nu var på vej væk.

       "Gjorde han dig noget?" Spurgte Edouard straks og greb om hendes anden skulder for at vende hende rundt. Hans blik var hårdt som forventede han det værste fra hende.

       "Nej, Edouard," sagde Valerie kort og så ned.

       "Talte du til ham?"

       Valerie tøvede for en stund, inden hun besluttede sig: "Nej, Edouard... Han sad bare udenfor, han var næsten usynlig".

       Edouard nikkede tilfreds med svaret, inden hans hænder gled fra hendes skuldre for at den ene skulle lukke sig om hendes hånd. Valerie tog sig selv i at studerede deres sammenflettede hænder. Denne gang var hendes ikke slugt, nej, den omfavnede en lige så stor hånd som hendes egen. Edouard var ikke som løjtnanten. Edouard var lille, spinkel og langt fra en mand. 

       Valerie rystede hurtigt på hovedet. Nej, hun skulle sammenligne den mand hun havde ved sin side med et tysk soldat. Edouard var charmerende, han var dejlig og ikke mindst tilstedeværende. Han var hendes forlovede og hun var hans. 

       Da de nåede op til terrassen foran de franske døre stoppede Edouard op. Endnu engang stod de ansigt til ansigt imens Edouards hænder hvilede på hovedet skuldre. Han så ned på hende med et lille smil over sine rødlige læber, inden han pludselig bukkede sig forover at kyssede hendes pande.

       "Jeg siger ikke noget til maman," sagde han og trak sig væk for svagt at kærtegne hendes kind. "Det lover jeg".

       Det kom næsten som et chok for hende, da han lænede sig forover og pressede sine læber mod hendes. Det var længe siden at han overhovedet at vist hende nogen form for intimitet, det var længe siden han havde omfavnet hende på denne måde.

       "Je t'aime, Valerie," mumlede han kort inden han trådte indenfor og efterlod hendes tilbage udenfor. 

       Valerie sukkede højlydt og pressede en hånd imod sin varme pande. Hun kunne mærke hendes kinder blusse imens hun lod sin hånd vandre hende over hendes kinder og ned på hendes hals. Åh, Edouard. Det var næsten underligt, fremmede for hende at have Edouard sige at han elskede hende, specielt når han aldrig gav hende chancen for at gengælde. De få gange han havde tilstået til hende var han altid faret væk lige så hurtigt som ordene havde forladt hans mund. Hun stod altid tilbage med en tom følelse inden i. Kunne hun overhovedet stadig gengælde de følelser eller havde krigen ødelagt det for længe siden?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...