7 sekunder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2016
  • Opdateret: 28 maj 2016
  • Status: Igang
7 sekunder tilbage //vinder af 1. pladsen i Fangirlkonkurrencen

5Likes
5Kommentarer
686Visninger

6. 6

Alva havde fundet ud af noget; hun kunne bedst lide virkeligheden på indersiden af sin kranium. For i den blev u’et i umuligt stumt, og Emil ville trække hende væk i sidste sekund, så de ville ligge stønnende efter vejret i vejkanten, hvorefter han med sine magiske kræfter ville skrive ’Jeg er forelsket i dig’ med stjerner på himlen, og de ville kysse til deres læber smeltede sammen til et og ikke give slip på hinanden nogensinde igen. I hvert fald ikke før hendes forældre kom om morgenen og fortalte hvor meget deres nyfunde kærlighed glædede dem og bagte pandekager til morgenmad.

I hendes hoved kunne alt ske, uden at hun behøvede løfte en lillefinger. Hun kunne befolke denne virkelighed med folk ligesom dem – 7 milliarder mennesker, hun havde lyst til at blive venner med på Facebook og i virkeligheden. Derinde kunne hun opfinde sine egne ord, ja endda sit eget sprog, hvor alle ord havde dobbeltbetydninger. Hvor ’hej’ også betød ’jeg elsker dig’, så folk ikke skulle have så svært ved at sige netop de tre ord.

Alva havde dog aldrig haft svært ved at sige dem – ikke til sin familie i hvert fald. Hun havde aldrig været en stor tilhænger af ordet farvel – hun havde aldrig nogensinde sagt det til hverken sin lillesøster, far, mor eller Emil. Farvel var for endegyldigt for hendes smag, som om hun antydede, det her ville være sidste gang, de mødtes. Nej, i stedet sørgede hun for altid at sige vi ses. For de to ord var for hende et løfte om, at de vil ses igen, at hendes mor ikke ville være med i en bilulykke, mens hun var ude at købe ind, at hendes far ikke ville falde om fra en blodprop i hjernen, mens han var på arbejde.

Hun ville endda gå så vidt som til at sige, hun var blevet afhængig af disse to ord, da disse havde været nok til at sørge for, hun ikke gik helt ud af sit gode skind over alle de farer, verden gemte på. Måske var hun overbekymret som ind i helvedet og ud på den anden side, men nu havde denne overbekymring så også vist sig at være begrundet for se, hvor hun stod nu. Og hun havde ikke sagt vi ses til sin familie, før hun tog afsted. Ikke engang farvel som ellers ville være passende, for en gang skyld.

Hun var taget af sted uden at sige et ord, taget med Emil i hemmelighed, som hun altid gjorde. Hvis hun dog bare havde vækket hele huset og krammet dem ind til sig, indtil hun havde knækket alle deres ribben, og havde fortalt dem præcis hvor meget, hun elskede dem, ville… ja så var de kommet senere ud på vejen, og bussen ville for længst være kørt forbi. Hun plejede ellers også altid at sige ’jeg elsker dig’ hver gang hun tog afsked med sin familie, bare for at sikre sig dette ville blive de sidst ord de hørte fra hende, hvis en af dem nu skulle dø. Andre på hendes alder syntes måske det var ih så pinligt at vise ens familie rent faktisk var ens familie, men Alva var ligeglad. Hun ville være på den sikre side.

I aftes var hun gået i seng tidligt, og hendes sidste ord til hendes elskede familie var: ”Er min grønne kjole blevet vasket?” hvortil hendes mor havde nikket uden at flytte sine øjne fra fjernsynet, hvor de var i gang med at gense et afsnit ”Lost”. Det kunne ikke passe, at det efter alle de års omhyggelighed skulle være det sidste hun sagde til dem, at det ville være deres sidste minde af hende.

Og for første gang siden de var begyndt at gå over den dumme vej gik situationens alvor op for hende. Hun skulle dø. Hun skulle dø, og der var ikke noget hun kunne gøre ved det.

Alva begyndte at svede i regnen, mens hendes tanker løb løbsk, og begyndte at køre rundt i den spiral, hun forbandt med panik. Hun skulle dø, og hendes sidste ord til hendes familie ville være ’Er min grønne kjole blevet vasket’, og hendes sidste ord til Emil var ’Hvorhen’.

Kunne det virkelig passe? At hendes sidste ord var ’hvorhen’?. At det ville være de sidste to stavelser, der kom til at hvile på hendes læber? Der var pludselig så mange ting som ville være det sidste hun nogensinde ville gøre; der var så mange ’sidste’, at det ikke var til at bære. Ingen første, men kun alle de forbandede sidste gange, som hun ikke havde sat nok pris på – fordi hun ikke vidste, at det var sidste gang.  

Hendes hjerte begyndte at slå hurtigere og hurtigere, og hun var ret sikker på, det prøvede at slå så mange slag, det kunne tælle for en hel lang livstid. Eller også prøvede det bare at smadre hendes ribben, så det kunne springe ud af hendes bryst og nå at omfavne hende verden. Hun burde nok fortælle det, at det ikke nyttede noget.  

Men den ting, der gik hende mest på i netop det sekund var dog, at hun aldrig ville få det sagt til Emil. Alva havde måske nok brug for flere dage, hvis hun skulle have chancen for at fortælle Emil, præcis hvor meget hun elskede ham. Nu var verden dog så smart indrettet, det kunne kortes ned til tre ord.

Det gik op for hende, hun aldrig havde sagt til ham, at hun elskede ham, hvilket fik hende til at forbande alle de tidligere versioner af sig selv, langt, langt væk. Hun elskede ham på den ubetinget måde, man elskede sin familie, hun elskede ham på den måde, man elsker en person for, hvem de er og ikke mere end det, hun elskede hans krøller, hans tegninger, hans uforklarlige fobi for mariehøns. Normalt når man elsker en person, er det ikke alle sider af denne person, man elsker, men sådan havde det aldrig været med Emil; hun elskede hele ham; fra tåspidser til hårtopper.

Alva burde sige, hun burde skrige det, inden bussen ramte dem. Den var nu så tæt på, at hun kunne skelne de små steder, hvor den gule maling var afskallet. Nu ville buschaufføren ikke kunne nå at bremse, og alting faldt fra hinanden, ja det var endda lige, før hun kunne høre brudstykke efter brudstykke af ’alting’ ramme ingenting, fordi at ingenting var det eneste, der gav mening, og hun havde ikke lyst til at ende denne tankerække, for det var begrænset, hvor mange tankrækker, der kunne nå at passere gennem hendes hoved nu, men på den anden side, hvis hun ikke snart satte et mentalt punktum, ville dette blive hendes sidste tankerække og det var den alt for langt ude til.

Langsomt drejede hun hovedet og stirrede over på Emil og blev chokeret over hvor rolig, han så ud. Midt i dette kaos var han orden selv. Det var på en måde beroligende. Han stirrede bare direkte på bussen og i modsætning til hende, så han ud til at have accepteret, hvad der videre ville komme – eller ikke komme. Men gnisten var forsvundet fra hans øjne, og nu hang de bare der-  livsløse i deres huller, og hvis hun ikke havde vist bedre, ville hun have troet, at hun holdt i hånd med et lig.

Han fornemmede åbenbart hendes stirren, for snart drejede han hovedet og stirrede tilbage. Alva stod tavs og fortabt, men det var rart igen at kunne kigge ind i de gyldenbrune øjne, hvor der var plads til historien om 10 års venskab. Hun kunne også se sit eget forvrængede spejlbillede i dem, og lagde mærke til, hvordan man end ikke kunne se hendes egen øjenfarve – så udvidet var hendes pupiller i hendes desperate forsøg på at rumme hele verden i sine to øjne, før det var for sent.

Det blev nok ikke så svært, da verden i det øjeblik ikke bestod af andet end en dreng en pige og en bus. Og måske også hendes familie, der uvidende lå og sov og i morgen ville vågne op og finde hendes seng tom – hvilket den ville forblive. Åh, hendes seng ville hun godt nok også savne.

Der var faktisk ikke noget, hun ikke ville savne. Selv alle de ting og personer hun hadede, selv fornemmelsen af at kaste op, og kl 3. om eftermiddagen, hvor man skulle have tysk i endnu en time.

Alva blev nødt til at sige det. Hun var ret sikker på, at det ikke engang var hende, der tog beslutningen, men noget så meget større end hende. Hun blev nødt til at sige det, og før hun vidste af det, havde hendes uadskillelige læber adskilt sig selv, og før hun vidste af det havde hendes ubevægelige tunge bevæget sig.

 

Ordene snublede over hendes underlæbe på vej ud og var knap nok tre ord. De nærmere smeltede sammen til en stavelse i alt hendes hast, men alligevel var hun sikker på, at han havde hørt det – for gnisten i hans øjne var vendt tilbage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...