7 sekunder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2016
  • Opdateret: 28 maj 2016
  • Status: Igang
7 sekunder tilbage //vinder af 1. pladsen i Fangirlkonkurrencen

5Likes
5Kommentarer
691Visninger

5. 5

Det var begyndt at regne. Eller måske havde det hele tiden regnet; det var bare først nu, Alva lagde mærke til. Men det var ikke som med normal regn hvor luften fyldtes med regndråber, nej her blev luften omkring dem erstattet med vand, som det fossede ned. Alting var vand på vej ned, og det var et mirakel, at de overhovedet stadig kunne trække vejret. Og som alting var på vej ned og hen mod dem, forblev Emil det eneste, der blev. Hun ville gå så vidt som til at sige, at hun klamrede sig til hans hånd, som hun stod der og undrede sig over, om regnen først ville drukne hende, eller bussen vil ramme hende før. Hun var ikke helt sikker på, hvad der var værst.

Men nu var hun i det mindste sikker på en ting: der var ingen vej ud. De havde ikke længere tid til at flytte sig; den chance havde de forspildt. Hun havde sine grunde, men havde han sine? Alva var dog stadig ikke specielt chokeret over dette faktum – i hvert fald ikke i forhold til, hvad hun burde være. Nej, faktisk var det første, der klarede sig gennem alle barrierene i hendes hoved – det første hun tænkte på, faktummet, at hun ikke ville blive færdig med sin nuværende roman.

Den ville aldrig blive længere end de 95,431 ord, den var nu, aldrig nå op på hendes mål på 100.000 ord. Hun ville aldrig få chancen for at sende den til et forlag, aldrig få chancen for at forfølge nogle af de drømme, hun mest holdt for sig selv. Hun ville aldrig få chancen for at fortælle sin familie, at hun forventede et afslag fra de første mange forlag, når hun i virkeligheden var sikker på at få et ja i første forsøg. Hendes karakterer sad fast som hende selv – og som om det ikke var nok, var hun ret sikker på, at sidste gang hun havde lukket dokumentet, havde hun ikke færdiggjort den seneste sætning.

Så det var det, Alva så for sit indre blik for de første mange millisekunder. Det punktum, hun aldrig ville få sat. Men måske havde hun endnu chancen for at nå det. At løbe hjem, skrive de sidste 5000 ord, sende det til det første og bedste forlag, trods hendes dokument stadig var fuld af røde og grønne streger, og så skynde sig tilbage i tide til at blive ramt af bussen (eller druknet af regnen). For så var forlaget da tvunget til at udgive det, for så kunne de fortælle historie om den 15-rige der tragisk… døde, mens de solgte hendes eksemplar til alle med øjne i hovedet.

Det ville være perfekt. Specielt hvis de på en eller måde kunne få flettet hendes åh så tragiske kærlighedshistorie med Emil ind. Den ville overgå Titanic, og deres lille lokale kirke ville eksplodere, fordi hele verdensbefolkningen prøvede at klemme sig ind for at mindes, hvor fantastiske de havde været. En stor kødrand af sort tøj og salte tårer.

Alva var ikke et sekund i tvivl om, at det var de præcis samme tanker, der gik gennem Emils hoved i det øjeblik. Mest af alt fordi hun ikke havde råd til at være et sekund i tvivl. Men også fordi at det beroligede hende at vide, de delte tanker, for hvis det var tilfældet, ville Emil måske finde ud af det helt af sig selv – uden at hun behøvede åbne munden.

Han ville vide, hvordan hun så den måde, hans hår krøllede i regnen, den måde hvorpå hun så hans tegninger, den måde hvorpå hun så hans lange fingre, der kunne holde om en pensel som ingen anden. Han ville vide præcis, hvor langt ude Alva inderst inde var.

Måske stod han også og spekulerede på, hvorfor der ikke var nogen, der gjorde noget. Hvorfor buschaufføren ikke hamrede bremsen i, hvorfor han ikke syntes at se dem, hvorfor de ikke FLYTTEDE SIG Buschaufføren var blot en mørk skikkelse, man kun netop kunne skimte bag regnen og den fedtede rude. Måske var han faldet i søvn bag rattet – det var jo trods alt natbusser det her, eller måske syntes han et par færre teenagere ikke gjorde nogen forskel. De burde måske skrige a deres lungers fulde kraft, at han skulle stoppe, men nej – de lod det alle sammen bare ske.

 

Eller måske tænkte han på alle de ting, der nu aldrig ville ske. De ville aldrig få det til at regne med karameller over hele verden, aldrig begynde på gymnasiet, aldrig kunne skrive februar i kalenderen igen, aldrig bruge endnu en Valentines dag på at skære knuste hjerter ind i stammen på et træ, aldrig blive seksten, aldrig opleve i morgen.

Men det ville alle andre. De ville bare fortsætte med deres liv, fortsætte, som bussen fortsatte. Det kunne godt være, at de ville gøre det svært for deres familier, men de ville alligevel fortsætte. De var helt alene, havde kun hinanden, var en del af hinandens dybe elendighed i det øjeblik, og tænkte sikkert stadig på alle de ting, de vil komme til at savne.

Men i hendes tilfælde var det ikke ting – personer – som hendes forældre og lillesøster. Det var alle de bittesmå ting, som tidlige lørdag morgener, hvor hun hentede rundstykker nede ved bageren sammen med sin far, og de alle sammen spiste dem med morgenhår, i klædt tøjet fra i går, mens de pustede de sidste rester af gårsdagens luft op fra deres lunger.

Alva indså, at hun blev nødt til at distrahere sig selv.

Hun frøs, ja, det var det, hun gjorde ikke andet end det. Hun frøs, hendes tænder klaprede, kuldegysninger løb maraton op og ned af hendes rygrad, regnen havde fået hendes hår til at klæbe sig til hendes ansigt. Ikke at man kunne bebrejde hende – hun havde ikke andet end nattøj på bestående af en Harry Potter T-shirt og hendes yndlings pyjamas bukser med elefanter og bananer på. Det eneste varme, der var tilbage i denne verden, var det, der stammede fra Emils hånd – den var kun omkring 30 grader varmere end hende, da han altid havde været varmblodet – hun koldblodet.

Det virkede ikke så længe, for hendes tanker vandrede alt for hurtigt tilbage på endnu et minde, kun et hurtigt glimt, der var nok til at få hende til at længtes efter alle de øjeblikke i hendes liv, der ikke var brugt foran en bus.

Det var sidste efterår, og bladende havde forrådt alle træerne omkring dem til fordel for vissenheden. De have alle fem siddet presset inde i den sorte Ford Focus, selvom hun ikke kunne huske, hvor de var på vej hen. Og selvom det var efterår, havde de rullet alle fire vinduer ned, til de var blevet blæst ud af deres tanker, og hendes lillesøster havde insisteret på, at de skulle høre Kaj og Andrea, så der havde de ellers kørt med børnesange strømmende ud af højtaleren, som de alle sang med på.

Måske kunne Alva lade som om, hun stadig sad i den bil. Hvis hun bare lukkede øjnene, kunne hun sikkert stadig mærke, hvordan det var at sidde mellem Emil og sin lillesøster, med hans ben presset helt op af hendes eget. Hun kunne sikkert stadig høre, hvordan det var at høre Kaj synge om, hvor meget han elskede popcorn, og hvordan hun var ret sikker på, at vinden havde revet alt hendes hår af.

Men hvis hun lukkede øjnene, ville hun gå glip af de sidste par sekunder. Det var fristende, så fristende, da Alva nu engang var blevet så god til at lade som om. Hun havde ladet som om for Emil i to år, hun havde ladet som om, hun ikke nogen gange følte sig lidt ensom, hun havde ladet som om, de havde i sinde at flytte sig, hun havde ladet som om så længe, hun ikke kendte til andet. Alva var dog blevet træt af at lade som om, så måske hun skulle til at fokusere mere på virkeligheden.

Men alle lod vel som om engang i mellem: lod som om, at alt var okay. Hun havde dog aldrig kunne lide at gøre som alle de andre, da hun ikke var sikker på, om hun så på sig selv som helt igennem menneskelig længere.

 

Et menneske ville have lyttet til sine instinkter, et menneske ville have trukket sig væk, et menneske ville ikke blive stående pga. et glimt, på grund af løftet om at Emil måske, måske, måske ville fortælle hende, at han følte det samme for hende.

Det sagde måske noget om hvor langt ude hun var, men i det øjeblik kunne Alva ikke lade være med at samle en Emil med en sæbeboble. Da hun var lille havde hun altid elsket at springe sæbebobler ved at kysse dem, så så snart hendes læber rørte den, sprang den, og hun ville stå alene tilbage med smagen af sæbe i munden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...