7 sekunder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2016
  • Opdateret: 28 maj 2016
  • Status: Igang
7 sekunder tilbage //vinder af 1. pladsen i Fangirlkonkurrencen

5Likes
5Kommentarer
686Visninger

4. 4

Alva havde altid været så misundelig på folk i eventyr. ’De levede lykkeligt til deres dages ende’ var om muligt det mest overnaturlige, der var i noget eventyr. For hvem levede lykkeligt? Hun ville gerne erkende, at der var øjeblikke, hvor hun følte sig lykkelig, men disse øjeblikke blev talt i sekunder. Prøvede eventyrsforfatterne helt seriøst at bilde dem ind, de aldrig nogensinde mødte modgang, prinsen og prinsessen skændtes aldrig, fordi prinsen ikke huskede at tage sine sko af indenfor? Prinsessen fik aldrig influenza og havde det så dårligt, hun var sikker på, at hun havde kastet tre universer op? Der var aldrig vinternætter, hvor sommerdagene virkede som et overstået kapitel? Alva måtte le.

Hun kunne i det hele taget ikke lide tanken om lykke. Hun troede ikke på den. Hun troede på forestillingen om den. At man kunne forestille sig, at lt var perfekt, men det var kun fordi, ens hjerne var klog nok til at kunne sortere de dårlige detaljer fra. Så når hun havde læst eventyr højt for sin lillesøster, havde hun altid nægtet at læse den sidste sætning op for hende. Alva ville ikke have, hun skulle vokse op i en verden, hvor hun tænkte, at eventyr var så meget bedre end virkeligheden – det ville hun lære af sig selv før eller siden.

Åh, hendes lillesøster. Alva ville ønske, at hun kunne være her hos dem lige nu – ikke så hun også kunne blive kørt over af en bus, men så hun fik en chance for at sige farvel. Ella var et år ældre, end hun havde været, da hun var blevet venner med Emil. Og nu skulle hun snart i skole og lære at 1+1 bare ikke må være andet end 2 og at b altid skulle komme efter a. Alva havde ondt af hende. Men også fordi hun ikke havde mødt sin Emil – endnu. Hun havde venner, men det var den slags venner, man kun havde for at have venner – og fordi børn ikke er særlig kritiske, nå det kommer til venskaber.

Det ville bare være dejligt at vide, der var en Emil til alle – en, som kunne få dig til at grine, når du burde græde og havde så meget personlighed, han havde nok til at dele ud til andre. Det ville bare være dejligt at vide, der var nogen til at udfylde det Alvaformede hul, der med alt sandsynlighed ville opstå i Ellas liv. Det ville bare være dejligt at vide, om bussen rent faktisk ville ramme dem. Det ville bare være dejligt at vide så mange ting, at hvis hun vidste det hele, ville hendes hjerne eksplodere.

Folk snakkede altid om, hvad de ville gøre, hvis de kun havde en dag tilbage at leve i – de lavede lister over alle de ting, de skulle nå. Men de snakkede aldrig om, hvad de ville gøre, hvis de kun havde få sekunder, da det trods alt var smertefuldt at tænke på. For Alva havde det dog altid stået klart, hvad der stod på hendes få sekunder-liste. Hvad hun ville gøre, hvis hun fik chancen og vidste, hun ikke ville få den igen.

Men for hende havde det altid været et af de her hvad nu hvis – scenarier, noget der aldrig ville ske uden for hendes tanker. Det der var ligeså usandsynligt som det, at hun blev bortført af rumvæsner – og det var jo ikke fordi, hun havde pakket en taske til det at leve i rummet, så hvorfor i alverden behøvede hun at forberede sig på det øjeblik hvor hendes liv ikke længere var talt i år, men sekunder.

Det var sjovt at tænke på præcis hvor mange sekunder, der var gået fra hun var blevet født. Så uendelig mange sekunder, der var ovre, før de begyndte. Snart havde hun ikke længere tid til at flytte sig; tid til at få mere tid. Alligevel havde Alva svært ved med at forholde sig til dette; det virkede som noget, der skete for en anden. Den rigtige hende sad i Eventyrland sammen med Emil og talte de stjerner, som himlen nu havde slugt.

Men hvis det ikke var hende der på vejen, ville det da være fuldkommen lige meget, hvad hun videre gjorde – Alva var i sikkerhed væk fra det her kaos, og hun skulle ikke tage skraldet for denne svage efterlignings handlinger. Alligevel kunne hun ikke få sig selv til det.

Det var ikke engang så svært. Hun behøvede blot at dreje hovedet lidt, kigge op på Emil og fortælle ham det. Bevæge læberne hurtigere, end hun nogensinde havde bevæget dem før og få sagt det. Men hvordan kunne hun det, når hun ikke engang kunne tænke det højt. Alva plejede ellers at kunne tænke alting højt, skrige alting, sige alting så længe det var på indersiden af hendes kranium.

 

Det var begyndt for nogle år siden, da Emil havde tegnet et selvportræt. Som alt andet han lavede var det… der fandtes ikke engang et ord til at beskrive alt den kreativitet, der gemte sig i den dreng. Der fandtes i det hele taget ikke ord nok i det danske sprog til at beskrive ham – derfor var det også godt, at det var tegning han gik op i. Hun havde stirret som hypnotiseret på papiret og stammende spurgt, om hun måtte få den. Han havde grinende svaret ja og hun havde hængt den op på sin væg ved siden af stjernebilledet af hende. Og hver aften havde hun ligget i sin seng og kigget op på ham, der på hendes væg og på et eller andet tidspunkt i løbet af de mange søvnløse nætter, var det gået op for hende.

Hun var… forelsket i ham. Hun var forelsket i ham, som hun ellers kun var forelsket i fiktive personer. Hun var forelsket i den måde, han altid tyggede på sin lillefingernegl når han var glad og sin tommelfingernegl, når han var nervøs, hun var forelsket i den måde, han om efteråret samlede visne blade op fra jorden og med en halvt udtørret limstift forsøgt at lime den tilbage på grenene igen. Hun var forelsket i den måde han talte sarkasme flydende. Hun var forelsket i den måde, han træk vejret.

Alva var så forelsket, hun næsten, næsten ikke havde noget i mod at bruge alle de klicheer, verden måtte gemme på, når hun talte om ham. Hun var så forelsket i ham, hun ville blive kørt over af en bus for ham. Men trods dette var hun alligevel ikke i stand til at fortælle ham det.

Dette havde hun også en mental liste over grunde for selvfølgelig havde hun det. Hun havde grunde til alting.

Den første var frygten for det ukendte, Alvas største frygt. For hvis hun engang åbnende munden og talte, hvad ville der så ske? Ville han rive hendes hjerte – nej ikke hendes hjerte, så kliche var hun heller ikke – hendes HJERNE i småstykker og grine af hende? Eller ville de leve lykkeligt til deres dages ende i Eventyrland? Ville han stikke hende ned med en smørkniv, fordi det kun var ’de andre’, der blev så håbløst forelsket, som hun blev.  Det ville blive andeledes og ikke anderledes på den gode måde, men anderledes på den måde, der fik ende til at tænke på alle de tusindvis af betydninger, der gemte sig bag ordet anderledes.

Grund nr. 2 var hendes familie. Ikke fordi Alva ikke troede, de ville være støttende, da hendes familie nu engang altid var støttende, om så hun ville flytte hjemmefra og bo under havoverfladen.  Nej, men hvad nu hvis Emil blev skræmt, og deres venskab blev ødelagt? For Emil var så meget en del af hendes familie, hun burde være bange for indavl. Det var ham, som hendes mor ringede til på en snefyldt søndag for at invitere ham til at brygge varm kakao. Det var ham, der hjalp hendes far med at forstå manualen til vaskemaskinen, ham, hendes lillesøster kaldte på, når hun ikke kunne finde en brik til et puslespil. Hun ville ikke kun tage ham væk fra hende selv, men også fra sin familie.

Og nu havde hun holdt det for sig selv i to år, så hvad gjorde nogle sekunder til? Eller det var nu ikke helt sandt.

Alva havde på et tidspunkt sagt det til sin lillesøster for hvem var mere uskyldig end en seksårig?  Hun havde ment, at de skulle blive gift, og Alva hade grinet, alt, alt for højt for at skjule over det billede af hende i en hvid kjole med Emil ved sin side, der netop var dukket op i hendes hoved. Nej, hvis hun blev gift med Emil, skulle hendes kjole ikke være kedelig hvid, men gul, og fuld af mallingklatter, som hun havde bedt ham om ar spilde på den. Hendes buket skulle bestå af orange tulipaner.

Hvis hun nogensinde sagde det til ham, skulle det være nu. Hvis, hvis, hvis, hvis, hvis, hvis. Ikke sikkert, aldrig sikkert.

Aldrig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...