7 sekunder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2016
  • Opdateret: 28 maj 2016
  • Status: Igang
7 sekunder tilbage //vinder af 1. pladsen i Fangirlkonkurrencen

5Likes
5Kommentarer
689Visninger

3. 3

Grund nr. 4 var også grunden til, at de var endt på vejen.  Grund nr. 4 var det glimt, som hun havde set i Emils venstre øje. Og når Alva sagde glimt, mente hun det helt bogstaveligt. Da han lidt over midnat var kommet for at hente hende, havde hun sent en funklen i hans ene pupil, og det kunne godt være, at det bare var lyset, himlen, hendes hjerne eller verden selv, der spillede hende et puds, men det ændrede som sædvanlig ikke på hendes opfattelse.

Han havde banket på døren, som han plejede – tre korte bank, et langt. Hun havde åbnet den, som hun plejede.

”Vil du med?” havde han sagt

”Hvorhen?” havde hun spurgt.

”Til verdens ende” havde han svaret.

Og de havde begge to udstødt noget, der ikke kunne betegnes som andet end en blanding mellem et grin og et gab og var gået udenfor. De havde lukket døren efter sig så stille, så stille, så stille for ikke at vække hendes forældre og var gået afsted så stille, så stille, så stille for ikke at vække resten af verden.

Og alt i mens de gik i tavshed og stilhed på deres fødder og tåspidser, havde hun stirret på det glimt. Hun kunne ikke løsrive sit blik, da de gik op af hendes vej og heller ikke, da de drejede til venstre af en vej og til højre af den næste. Hun havde stirret på glimtet, der dansede derinde bag hans tykke øjenvipper og drillede hende så uendelig meget ved ikke at fortælle grunden til sin eksistens. Måske havde hans venstre øje slugt selveste solen. Eller måske ville han endelig fortælle hende… Nej, så var det første mere sandsynligt.

Alva havde alligevel ikke behøvet at holde øje med, hvor de gik. Det var sådan, det var at bo det samme sted hele sit liv – man kom til at kende stedet så godt, synssansen virkede ubruglig. Men dette havde så resulteret i, at hun ikke havde set bussen, før de var midt ude på vejen.

Og så længe Emil havde det glimt i øjet, kunne hun heller ikke flytte sig. For hvad nu hvis det her var en eller anden syg test – hun skulle bevise overfor ham, hvor meget han betød for hende ved at blive stående, indtil bussen gjorde det umuligt for hende.

Og hvis hun bestod, ville de fortsætte til deres oprindelige destination. Eventyrland. Med Eventyrland mente hun ikke et land fyldt med prinsesser, der var fuldkommen afhængige af alle andre end dem selv, og lykkelige slutninger, der fik hende til at kaste op indvendigt, da hendes krop ikke kunde holde til en så stor løgn som lykkelig slutninger.

Nej, hun mente den skov, der lå på den modsatte side af vejen. Eller skov kunne man knap kalde den. Det var nærmere en samling af ti bøgetræer, men alle, der boede i kvarteret, kaldte den for en skov. Hun og Emil kaldte den for Eventyrland. Det var deres børnehavesjeg, der havde navngivet den. Den allerførste gang Emil var hjemme hos Alva, var de nemlig løbet over i den på trods af hendes mors formaninger om hurtige biler og hendes fars advarsler om, at verden var ond. Og de havde fundet sig til rette under skyggen fra flere træer – til sammen dannede deres bladkroner og deres stammer næsten en hule, der værnede dem mod alt andet.

Og dengang var de fuldkommen sikre på, at det at gå ind mellem træerne var at gå gennem en portal til en anden verden, hvor magi fandtes, og alting var enhjørninger og regnbuer dagen lang. På et eller andet tidspunkt var det gået op for dem, at det ikke var tilfældet, men de fortsatte alligevel med at kalde det for Eventyrland, for hvad gjorde en løgn hist og her? Og selvom Alva brækkede sig ved tanken om kærlighed ved første blik, var hun ret sikker på, at det var kærlighed, der havde glimtet i 5-årige hendes øjne, da hun først så træerne.

Og de blev ved med at vende tilbage, som årene gik og både dem og træerne voksede sig større. Om sommeren slog de et picnictæppe ud og druknede sig selv i klistret limonade, om vinteren pakkede de sig ind i picnictæppet og 20 andre og frøs alligevel. De kom der så ofte, at Emil havde lagt en vandtæt pose med tegneredskaber og en tegneblok ved et træs fod, og Alva havde stakke af romaner gemt inde i et hult træ. Den virkelige grund til, at hun elskede stedet, var dog, hvor meget deres det var.

Alva havde aldrig nogensinde fortalt nogen om stedet, og hun kunne turde også sværge på, at Emil ligeledes havde holdt mund. Ingen vidste, hvor de forsvandt hen af flere timer af gangen, hvorfor hun havde permanente sorte skygger under øjnene, og hvorfor hendes nattesyn var bedre end hendes dagsyn fra de mange timer, hun havde brugt på at læse i det svage, svage skær fra en lommelygte og en stjernehimmel.

Det var sjovt at tænke på, hvor mange personer der rent faktisk passerede den lille skov hver dag uden at vide, hvor specielt netop dette sted var for to hormonfyldte teenagere.  Og det var der, de var på vej hen som sædvanlig, de skulle bare over den forbandede vej. Så kunne hun finde ud af, om dette bare blev en normal nat i Eventyrland eller der noget mere bag det glimt.

Nej. Alva var for dårlig til at håndtere håb til at tænke på det. I stedet afledte hun sine tanker med et mindre fra i sommers af dem under det største bøgetræ.

Hun havde ligget på maven på græsset med bare tæer og en bog mellem hænderne. Han havde siddet lænet op af træet med en blyant i hånden og en skitseblok på knæene. De eneste lyde var den knitren af papir hver gang hun vendte en side, og blyanten, der fløj rundt på papiret med en sådan intensitet, hun ville have troet, at han prøvede at flå tegningen fra hinanden. Og selvfølgelig også trafikstøjen fra vejen, men den virkede så fjern, så fjern,

”Hvorfor læser du egentlig?” havde han pludselig spurgt uden at kigge op fra sin tegning.

”Hvorfor tegner du?” havde Alva svaret. Han smilede blot, velvidende hun blot prøvede at købe sig tid til at formulere et svar.

”Jeg læser fordi… - for at slippe væk fra virkeligheden. Ikke fordi min virkelighed stinker eller noget – jeg har dig, min familie og chokolade. Men nogle gange kan man vel blive lidt træt af netop denne virkelighed og begyndtes at længes efter, at der sjal være mere end det. Og når man bliver træt af verden, behøver man blot åbne en bog og vupti – så slipper man ind i en anden virkelighed – kun lavet af ord. Du burde prøve det”.

Emil bed sig eftertænksomt i underlæben. ”Når jeg tegner, er det for at stoppe tiden. For jeg ved altid at netop det øjeblik noget, jeg vælger at fange vil for altid være der – om det så er noget jeg forestiller mig, eller noget jeg har taget ud af virkeligheden. Lige meget hvad ville det forblive uforandret. Og i modsætning til fotos viser mine tegninger ikke blot, hvad alle ser, men hvad jeg lige præcis jeg ser. ”

”Så du siger altså at alt, hvad jeg ser er tændstiksmænd?”

”Jeg er da sikker på, du ser mig som en utrolig flot tændstiksmand.” Og de havde grinet langt mere, end de behøvede, men de var høje på lykke, og solen ville ikke lade dem stoppe. Og eftersom Alva ikke kunne tegne, havde hun gjort alt for at lagre mindet i det specielle sted i hendes bevidsthed kaldet langtidshukommelsen. Så nu kunne hun tænkte tilbage på dem der – to tændstiksmænd, der var faret vild blandt græsstrå, der havde vokset dem over hovedet, alt i mens de var godt i gang med at blive mere og mere dem selv.

Alva åndede tungt ud i vinterluften. Hendes ånde var en hvid sky i luften, der mødte Emils åndesky i et enkelt øjeblik, før vinden rev dem fra hinanden igen. Hvis man dog bare kunne bebrejde vinden, alt hvad der var galt i denne verden.

Eller endnu bedre: tiden. Det var trods alt den, der havde dem tvunget il at glemme deres fregnede børnehavejeg et sted i farten, og hvad fik de nu som tak? Nogle få sekunder, hvor hun var middelhavet, og tiden var solen, der langsomt fik hende til at fordampe.

I det mindste burde himlen stadig være sit smukke væld af stjerner, der altid virkede centimeter væk – og ikke lysår. Men nej -  en sort sky var gledet for himlen og havde slugt stjernerne hver og en. Alva var sikker på, at himlen troede, det var dommedag, så dyster den så ud. Eller måske ville dommedag være en fejringsdag for himlen, fordi den nu endelig slap for bare at hænge der og lytte til alle de tåbelige bekymringer fra menneskeracen, der fik universet til at hænge sammen. Som f.eks. det at de to tændstiksmænd ikke magtede at flytte sig. Under alle omstændigheder ville hun ikke komme til at opleve dommedag, så kunne hun ikke være fuldkommen ligeglad? Der var alligevel ikke noget, der betød noget længere.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...