7 sekunder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2016
  • Opdateret: 28 maj 2016
  • Status: Igang
7 sekunder tilbage //vinder af 1. pladsen i Fangirlkonkurrencen

5Likes
5Kommentarer
688Visninger

2. 2

Grund nr 4. til, at Alva ikke flyttede sig, var det rodnet, der havde bredt sig fra hendes tåspidser. Det fortsatte ned gennem den asfalterede vej og helt ind til Jordens kerne – diverse videnskabsmænd kunne så få til opgave at spekulere på, hvordan det var muligt. Hun havde slået rod i øjeblikket, og der var ikke nogen til at rive hende fri.

For hvis man så bort fra bussen, var dette øjeblik så perfekt, som noget kunne blive uden, at det gled over i overnaturligt. For en gangs skyld var hun fuldkommen ligeglad med om, alle stjernerne på himlen smilede til hende, og hendes trang til at skrige til tyngdekraften, at den skulle give slip på hende var næsten forduftet ud i natten. Og ikke nok med det – på trods af den frygt, der havde erstattet blodet i hendes årer, følte hun sig tryg med sin hånd i Emils. Det kunne godt være, at de ikke kunne holde sammen på sig selv, men de kunne i hvert fald holde sammen på hinanden.

Og selvom Alva sagtens kunne se, at det ikke var den mest belejlige følelse i en situation som denne, kunne hun ikke gøre for det. Det var kun en lille del af hende, der var i fuld gang med at regne ud, hvor mange sekunder hun havde tilbage, før det rent faktisk var for sent. Og denne lille del var den samme, som havde travlt med at vokse op, så den var ikke til at stole på. Desuden havde hun stadig tid til at flytte sig og bussen tid til at bremse, og hun følte ikke det store behov for at regne ud hvor meget tid, der var tale om. Hun havde tid, og det var nok.

Og så alligevel ikke. Alva kunne nok ikke nå hele vejen over i den lille skov, som de ellers havde planlagt. Hun kunne heller ikke nå at se det blive sommerferie eller at blive færdig med niende eller at sætte sit hår op i den rodede knold, det lige var faldet ud af. Og bogen der lå på hendes natbord ville nok heller ikke blive færdiggjort – måske ville bogmærket bare blive siddende mellem side 239 og 240, indtil verden gik under.

Med en kraftanstrengelse fik hun skubbet disse tanker ud af hovedet, indtil de landede på asfalten med et højt brag. Men som de så ofte var med hendes hoved så så snart, der opstod et tomrum, blev det igen fyldt op af noget nyt. Men denne gang var det minder, der fandt sig til rette – minder, som hun ikke helt vidste, hun besad. Når frygt og tryghed blev blandet, bragte det åbenbart det mærkeligste frem i en.

Mindet om sommerferien sidste år, hvor de skulle i sommerhus i udkanten af udkanten af udkanten af Nordjylland, og hun havde tigget, bedt, forlangt, plaget om at få Emil med, indtil hendes forældre til sidst havde givet op og indset, at hun ikke kunne leve uden ham i så meget som to uger. De havde delt et værelse med en køjeseng – han havde sovet i den øverste. Og hun kunne huske lyden af hans sovende åndedrag, der var selve definitionen på rolig – hvordan hun hver nat var faldet i søvn til den lyd, der af en eller anden grund virkede så magisk, hun var overrasket over, at stjernerne ikke skiftede plads, hver gang han pustede op.

Eller de gange hvor de havde været nede ved stranden, og de begge to var svømmet langt ud, trods hendes forældres advarsler om, at det var Vesterhavet, og at Vesterhavet ikke var venligt. Og så var de begge to dykket under, og de blev kastet rundt af bølger og understrømme sammen med hvad, der virkede som om alt den sand der var i denne verden og alle de andre verdener, der måtte være. Alva genkaldte sig fornemmelsen af at have øjnene vidt opspærrede under dykkerbrillerne og kigge på Emil, på hans øjne og undre sig over, hvorfor folk konstant druknede i havet, når de bare kunne drukne i hans øjne. Og hun havde sagt alt det til ham, som hun ikke turde sige over vandoverfladen, det hele. Men det kom dog ikke ud i ord, men i bobler.

For ikke at nævne dengang sidste nytår, hvor Emil og hele hans familie var kommet, og de havde brugt hele aftenen på at holde hendes lillesøster vågen til midnat, og da kl. var 1 minut i 12 stillede Alva sig op sammen med sin lillesøster og Emil på en i for vejen vakkelvorn stol for at hoppe ind i det nye år, men stolen kollapsede under dem, inden det blev 2016. Og så havde de ellers ligget der blandt resterne af stolen og grinet alt i mens himlen eksploderede i farver udenfor – også kaldet fyrværkeri.

Og dengang, hvor hendes far havde insisteret på at male taget, men var endt med at træde i mallingbøtten, dengang de gik på skovtur i haven, dengang hun havde set Titanic sammen med Emil og sin familie, og de alle fire begyndte at kaste popcorn mod Emil, fordi han ikke græd, dengang hun var blevet færdig med sin første roman. Dengang, dengang, dengang – ikke nu.

Alva havde en gang spurgt sin mor, om der mon engang ville findes et kamera, der ikke blot tog billeder af, hvad man så, men også, hvad man hørte, smagte, lugtede, følte – og endda tænkte. Og hun havde svaret, at et sådant kamera, da allerede fandtes – det var minder. Men det troede Alva ikke på. Minder falmede, blev hullet, forvrænget, og efter et øjeblik var slut, så var det slut for alting. Man kunne aldrig genopleve den glæde, den kærlighed, man følte netop der, og siden da havde det været hendes mission at opfinde et sådant kamera.

Til sidst måtte hun dog erkende, at intet kunne efterligne virkeligheden.

Dette forhindrede dog ikke Alva at prøve at finde denne efterligning. Hun havde ikke tal på hvor mange gange hun havde diskuteret muligheden for andre verdener sammen med Emil, om der derude bag endeløse galakser var en verden, hvor mennesker havde vinger og horn, og himlen var orange døgnet rundt. Og om beboerne af denne verden også ville beklage sig om, at der ikke var mere mellem himmel og jord – fordi de kun kendte på deres himmel og jord. Eller det behøvede ikke engang være udenfor dette univers grænser, hun ville tage til takke med en anden planet, da hende og Emil for længst var blevet enige om, at det var andet intelligent liv i rummet – med et univers så stort, ville det være direkte skam, hvis der ikke var andre end den forbandede menneskerace til at nyde det.

Alva var faktisk ret så sikker på, at de havde diskuteret alt, hvad der nogensinde ville være at diskutere. Når man så hinanden så tit som de gjorde, blev det på et tidspunkt trættende kun at tale om deres egen hverdag – specielt fordi, at de var en så stor del af hinandens liv. Men det at de snakkede så meget havde også medvirket i, at de ikke kunne snakke nok. Der var altid flere ord for dem.

Dette resulterede i at de stort set aldrig fik de 8 timers søvn, de havde brug for, da natten var sådan et perfekt tidspunkt at snakke, når resten af verden – eller i hvert fald deres tidszone - var stille. Og i skolen brugte de timerne på at sende sedler frem og tilbage mellem hinanden med hastigt nedkradsede tanker skrevet med kragetæer. Og da lærerne begyndte at fange dem i det, lærte de blot tegnsprog og talte i al hemmelighed under bordene.

Måske var dette grunden til, at ingen af dem havde andre venner – med mindre man talte fiktive personer med. Men Alva var ret sikker på, at der kun var fire menneskeformede huller i hendes liv, til Emil, hendes forældre og hendes lillesøster. Hun følte ingen trang til at blive venner med dem på hendes alder – da alder netop var den eneste, som de havde tilfælles. For hende havde de altid været ’de andre’.

’De andre’, dem som havde så travlt med at passe ind i det fælleskab, de ikke kunne definere. Det var dem, som gemte sig bag lag efter lag af makeup og vage facebookstatusser og var overbeviste om, at de var midtpunktet i hele verden. Hvordan de alle sammen kunne være et midtpunkt på samme tid, var så deres opgave at finde ud af det.

Det havde været hende og Emil mod de andre. Men Alva ar ikke tvivl om, at hvis en 3. verdenskrig skulle bryde ud mellem dem og de andre, så ville hun og Emil stå tilbage som sejrherrerne.

Nej, overfor en horde af hormonforstyrrede teenagere var de urørlige, fordi de var deres læsende og malende selv. Men overfor en enkelt bus? Så havde de ikke en chance. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...