7 sekunder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2016
  • Opdateret: 28 maj 2016
  • Status: Igang
7 sekunder tilbage //vinder af 1. pladsen i Fangirlkonkurrencen

5Likes
5Kommentarer
690Visninger

1. 1

Man kunne nå meget på et øjeblik. Folk undervurderede ofte dette, da de nu engang var vant til at have så meget tid, at et øjeblik virkede som det rene ingenting. Det vidste Alva udmærket godt, som hun stod der midt på vejen og stirrede på bussen. Alligevel udnyttede hun ikke tiden – tværtimod blev hun blot stående, som havde hun glemt, hvad det ville sige at bevæge sig – at gøre noget.  Måske var det fordi, at tiden syntes ikke længere at findes. Den var ikke frosset – den fandtes bare ikke længere. Den her vej var en ø i tiden og i verden, en ø hun nu var strandet på.

Hvor ville hun dog have givet meget for, at tiden ikke eksisterede alle de nætter, hvor hun havde ligget vågen og i ly af stilheden kunne høre sine negle gro, sit hår vokse og sine knogle skrabe mod hinanden i deres forsøg på at gøre hende høj nok til at kunne nå skytoppene.  Så ville hun være sluppet fra at vokse op. Men i det mindste – hvis hun virkelig skulle være strandet på en ø i tiden, var hun taknemmelig for at det var med ham.

Problemet var bare, at bussen insisterede på at fortsætte frem mod dem. Hvis Alva skulle gætte, ville hun have sagt, at den kørte med 345 kilometer i timen – næsten ligeså hurtigt, som hendes hjerte bankede. I virkeligheden kørte den sikkert kun omkring 55 – altså nok til, at de kunne nå at flytte sig. I virkeligheden var hun dog ikke den store tilhænger af virkeligheden og alt det fakta den bragte med sig, hvilket var grund nr. 1 til at hun ikke flyttede sig.

Grund nr. 2 var det faste greb Emil holdt hendes hånd i. Han stod så tæt på hende, at de delte de samme ind – og udåndinger i form af hvide skyer i natteluften. Derfor var det vel også naturligt, at deres hænder havde fundet hinanden, selvom hun ikke kunne fortælle præcis hvornår, dette var sket. Ikke at hun havde noget i mod det – bestemt ikke. Hun ligefrem nød, hvordan de var sammenvoksede ved fingrene også selvom, dette betød, at hun blev nødt til at blive, hvis han blev.

Der skulle ikke mere end et hurtigt blik på ham til for at erkende, at han også havde set bussen. Han knugede hendes hånd så hårdt, at blodomløbet for længst var stoppet hos dem begge to – og ikke fordi, at deres blid var frosset til is af skræk. Og hans øjne var ligeledes knebet sammen til smalle sprækker, og Alva var ret sikker på, at det var hans forsøg på at bekæmpe instinktet at lukke øjnene.

Og grund nr. 4 var… Nej, hun burde ikke bruge tid på at stå der og liste grunde, som havde hun også lige tid til at tage på verdensomsejling i en robåd eller tage et smut forbi Mars. Hun burde panikke, hun burde skrige ud i natten, hun burde rive Emil med sig, hun burde fortælle ham det. Der var så mange ting hun burde gøre, at hun var fristet til bare at løbe bussen i møde.

Alva havde altid været mere end sur på alle de personer i de bøger hun slugte råt, når de i situationer som denne brugte for meget tid på at tænke. Hun havde altid ment, at når verden var opløst i kaos, og alting skete på en gang, så var det sidste, man tænkte på at tænke. Nu indså hun, at hun havde taget grueligt fejl. Der var ikke engang gået et sekund siden bussen først runde hjørnet og hendes tanker var allerede vandret så langt væk hun ville falde om af udmattelse, inden hun kunne hente dem tilbage.

Og ikke nok med det – Alva var ret sikker på, at hendes sanser lige var blevet skærpet. Nattevinden, der slog med hendes ansigt og truede med at slide hendes hud af, virkede nu koldere, mens brølet fra bussens motor var så overdøvende, hun var ret så sikker på, at lydbølgerne før eller siden ville flå verden fra hinanden. Og hele hendes mund svømmede også over med en vis metallisk smag, der ikke kunne beskrives som andet end frygt.

Frygt for, hvad der videre ville komme. Frygt for, hvad der ikke ville nå komme. Bare den generelle frygt, der tilsyneladende havde fundet sig til rette i hendes mundhuller. Alva ville gerne berolige sig selv, men for en gang skyld anede hun ikke hvordan. Hun plejede ellers altid blot at fortælle sig selv, at tingene havde tid til at blive bedre, og når fornuften spurgte hvornår, forblev fantasien bare tavs, da selv ikke den kunne drømme om, hvornår dette tidspunkt ville være. Og nu var det så for sent.

Alva gav Emils hånd et klem. Hun prøvede at ligge alt det usagte i klem – at lade ordene vokse fra hendes fingrespidser og ind i hans håndflade. Men hvis hun skulle nå at sige alt det, hun havde brug for, ville hun have brug for at give så mange klem, at hans hånd ville blive et stort blåt mærke. Faktisk var der allerede en lille blå plet på hans pegefinger, men det var nu ikke hende, der havde lavet den, da den sikkert stammede fra noget blåt maling – den dag Emil holdt op med at have mallingspletter ville være den dag han døde. Hvilket meget vel kunne være i dag så.

Denne tanke forstærkede den metalliske smag i hendes mund så meget, hun var ret sikker på, hendes tunge snart blev skåret af. Ikke tanken om, at der måske ikke var nogen i morgen, men tanken om at han aldrig ville komme til at male igen. Det var tæt på, at hun åbnede munden for at kommandere ham væk, men for hende var det at være tæt på ensbetydende med, at det aldrig skete. Det var Emil, der var den handlende og hende, der var den tilbageholdende. Sådan havde det været siden den dag i børnehaven, hvor han var gået hen til hende, givet hende en tegning, og spurgt om de skulle være venner.

Alva havde først sagt nej, fordi hendes far lige havde lært hende betydningen af ordet ’kostbar’ men så fik hun kigget på tegningen, og hendes øjne rullede ud af deres huler, landede på gulvet   og trillede ud til kanten af verden, hvor de blev liggende, fordi de ikke syntes, de var gode nok til at kigge på den tegning. Den forestillede, Alva med de to rottehaller, hun altid havde sit hår i dengang, der med bredte arme svævede rundt på en stjernehimmel. Hun havde en gul kjole på, der matchede de 24 stjerner bag hende, mens hende øjne var sorte prikker.

 Hun havde stadig tegningen hængende på sin væg i dag.

 Og her stod de så – stadig venner - på den månebeskinnede vej, mens Alva lo som om, at bussens forlygter var dens øjne, og at hun turde stirre ind i dem. Og da hun måtte blinke, lod hun også som om, at det kun var fordi lyset var for skarpt. Hun begræd alle de gange, folk havde fortalt hende, at hun nu, hvor hun stod med det ene ben ude af niende klasse, havde hun fremtiden foran sig. For det eneste hun havde foran sig var bussen, og disse folk var her ikke nu – den eneste ved hendes side var Emil.

Eller det var nu ikke sandt. Den lille skov var stadig på hendes ene side, mens den grimme boligblok var på hendes anden. Der var også de blinkende lygtepæle, og det fortov hun burde stå på, og den hjemløse kat, der løb rundt i kvarteret som hun i fællesskab med Emil havde navngivet Skævben. Og hendes forældre lå og sov hundredevis af meter til den ene side og skolen var også kun 1 kilometer væk. Alva havde hele universet ved sin side, men Emil var den ubetydelige prik i dette univers, der betød mest.

Men han vil ikke være det eneste, hun ville komme til at savne. Nej, tværtimod. Hun ville savne at spise morgenmad til aftensmad sammen med sin familie, hun ville savne kun at have en øreprop i, når hun hørte musik, så hun ikke gik glip af resten af verdens lyde, hun vil savne at have strandsand mellem tæerne og saltvand i håret.

Hun vil også savne de nætter, hvor hun blev oppe sammen med Emil, og han sad og tegnede, og hun lod som, hun læste i en af sine tykke paperbacks, der for længst var faldet fra hinanden. I virkeligheden betragtede hun den koncentrede lille panderynke han fik, når han tegnede, indtil hun til sidst ville starte en samtale om, hvordan de fleste ville se sig som de færreste. Og de ville tale indtil deres stemmebånd var blevet slidt ned, og deres øjenlåg var faldet i uden, at de havde lagt mærke til det.

Alva blev revet tilbage til virkeligheden med en sådan kraft, hun var ved at snuble. De burde komme væk, gik det op for hende. De burde komme væk, da det var den normale reaktion. Det kunne godt være at de havde glemt definitionen på normal, men de burde stadig ikke stå der og teste enhver grænse, der måtte findes.

De burde komme væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...