(Ikke) Perfekt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 maj 2016
  • Opdateret: 29 maj 2016
  • Status: Igang
Christian er (ikke) perfekt. Han er populær, hans familie har det godt, hans kæreste er cheerleader og han er selv qarterback. Alligevel er der noget, der mangler. Da George flytter ind på den anden side af vejen, er der meget i Christians liv, der forandres.

0Likes
0Kommentarer
45Visninger
AA

4. Kapitel 4

Jeg vågner kun et par sekunder før George. Han ser helt forskrækket ud, da han vågner. Jeg smiler til ham, men han smiler bare hurtigt, inden han rejser sig.

  "Hvor er mit tøj?" spørger han.

  "Du brækkede dig ud over det, så det er blevet lagt i blød" siger jeg, og det ser næsten ud som om, at han bliver meget roligere. "Du kan nok ikke have den på, på vej hjem, så du kan bare låne en T-shirt af mig. Han nikker. "Vil du have morgenmad?" spørger jeg.

  "Nej jeg tror bare, jeg tager hjem" siger han. Jeg nikker. Det virker virkelig som om, der er noget helt galt. 

 

Da George går, tager jeg en hovedpinepille, og går så op på mit værelse. Fra mit værelse kan jeg se ned til Georges værelse. Jeg rynker panden, da jeg ser, at han kyler den T-shirt ned på sin seng. Han sætter sig på sengekanten med hovedet i hænderne. Lidt efter rejser han sig, og efter et stykke tid kommer han ud af sin hoveddør og går ned ad vejen. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg skynder mig ned, tager sko på og lister stille efter ham. 

 

Han tager åbenbart over på sin skole og går ind i basketballhallen. Lidt efter at han er gået ind, går jeg også ind. Han ser mig ikke. I stedet løber han med en bold og banker den hårdere ned i jorden, end han ellers plejer at gøre. Jeg skjuler mig på siden af tilskuerpladserne. Han sætter sig længere henne og holder igen hovedet i hænderne, og hvis ikke jeg tager meget fejl, hører jeg et hulk.

  "Jeg er ikke dum Christian" siger George "Jeg ved godt, du er her. Du kan lige så godt komme frem"

  Jeg tøver lidt, inden jeg går hen til ham "Undskyld jeg fulgte efter dig" siger jeg.

  Han fnyser "Hvorfor følger du efter mig? Tror du ikke, at jeg kan klare mig selv? Jeg er ikke en lille dreng!" råber han.

  Jeg nikker og går. 

 

***

 

Jeg fortryder virkelig, at jeg fulgte efter ham, da jeg kommer hjem. Hvorfor gjorde jeg det? Det var i hvert fald en pisse dum idé. Selvom vi er venner, bør jeg virkelig ikke blande mig i alt. Hold op hvor har jeg kvajet mig.

Det tager noget tid, før jeg vender mig til tanken om, hvor dum jeg har været. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg muligvis har ødelagt vores ellers nye venskab. 

  Jeg kigger hen på mit skrivebord, hvor jeg ser min matematikbog ligge. Det går op for mig, at jeg bliver nødt til at læse, så jeg kan tage med til London. Jeg må have en lektiehjælper, og jeg kender kun én, jeg ved vil kunne lære mig det, uden det bliver kedeligt. Jeg ringer til George. 

 

George kommer om aftenen dagen efter. Han smiler til mig, men jeg er ikke sikker på, hvordan han har det med mig efter i går. Jeg ved, det var dumt af mig, og det tror jeg, han ved. 

Han giver mig nogle ligninger og fortæller mig, hvordan jeg skal gøre. Efter han har hjulpet mig med de tre første, skal jeg selv lave de sidste til i morgen. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...