(Ikke) Perfekt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 maj 2016
  • Opdateret: 29 maj 2016
  • Status: Igang
Christian er (ikke) perfekt. Han er populær, hans familie har det godt, hans kæreste er cheerleader og han er selv qarterback. Alligevel er der noget, der mangler. Da George flytter ind på den anden side af vejen, er der meget i Christians liv, der forandres.

0Likes
0Kommentarer
42Visninger
AA

2. Kapitel 2

 mødes med George klokken ni udenfor hans hus. Det kan være, at jeg for en gangs skyld vil komme i skole til tiden. Vi følges til skole. Elly tog afsted for et kvarter siden, fordi hun altid skal mødes med hendes veninder, inden det ringer ind til time. 

George og jeg snakker hele vejen til skole om, at han bør melde sig til basketball på hans nye skole. Vi går åbenbart begge på andet år i high school. Han er kun en måned yngre end mig. Det virker som om, jeg har kendt ham hele mit liv. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er sikker på, at vi vil blive virkelig gode venner.

 

 

Jeg følger ham hele vejen hen til hans skole, for han ved endnu ikke, hvor hans klasse ligger. Faktisk ved jeg mere om hans skole, end han selv før, for jeg har en del venner her, så jeg kende skolen pænt godt. Der er fem minutter til klokken ringer, og jeg har pludselig ikke så meget tid, som jeg ellers troede. 

Gangene er fyldt med mennesker, og jeg tager fat om  Georges håndled og fører ham frem til hans lokale, hvor han skal have matematik. Klokken ringer, og det vil sige, at den også ringer henne på min skole. Jeg siger hurtigt farvel til George, inden jeg løber hen over græsplænen hen til min egen skole. 

Da jeg kommer ind i min klasse, sidder alle der endnu. Jeg har spansk, og min lærer ser surt på mig, mens jeg sætter mig på min plads. Jeg tager min laptop op af min taske og går på Facebook. Eva der sidder ved siden af mig kigger irriteret på mig. 

 "Du laver aldrig noget" siger hun. Jeg griner og trækker på skuldrene. Det er så komisk, at hun overhovedet blander sig i det. Det er jo ligesom ikke hendes problem, at jeg ikke laver noget. Jeg gør hende faktisk en tjeneste: jeg lader hende shine, mens jeg sidder og holder alt min klogskab inde. Okay, klog er jeg måske ikke, og jeg ved ikke helt, hvad jeg skulle sige, hvis jeg bliver spurgt om noget. 

 

I spisefrikvarteret siger jeg hurtigt hej til Carmen, inden jeg skynder mig over på Canyon Heights High School. Jeg møder George i kantinen der henne. Han sidder sammen med nogen, han lige har mødt, men jeg kan se, at han ikke virker så godt tilpas. Jeg sætter mig ved siden af ham

 "Hvad laver du her?" spørger han og klarer lidt op.

 "Jeg ville bare se, hvordan du havde det" siger jeg og smiler. Han smiler også. Jeg går op til kantinedamen og spørger, om jeg for én gangs skyld må få en potion. Hun smiler til mig og øser op. Jeg takker hende og går tilbage til George. 

 "Hvordan er det at gå på en skole i Utah?" spørger jeg og blinker.

 "Ligesom i New York" siger han. De andre der sidder ved bordet vender deres opmærksomhed mod os. Sådan! Det var lige sådan jeg ville have det. Nu ved folk, at han er en cool person. De andre begynder at snakke med.

*** 

 

Efter flere kedelige lektioner tager jeg hen og henter George. 

 "Vil du have noget imod at gå i et kvarter?" spørger jeg. Han ryster på hovedet. "Godt, så går vi. Vi skal hen til det bedste spisested i hele Utah" siger jeg, og vi begynder at gå. 

Vi snakker om en hel masse ting. Han fortæller mig, at han endnu ikke har meldt sig til basketball, fordi han er nervøs for, at han er dårligere end de andre. Jeg siger selvfølgelig til ham, at det skal han ikke være. Helt seriøst så må han være skide god til det, nu hvor han har været playmaker på sin gamle skole.

Efterhånden som vi får snakket, synes jeg, han er en federe og federe person. Han er lidt ligesom mig: aktiv, glad, sjov og så meget mere. Det eneste der virkelig er en modsætning, er, at han kan lide at gå i skole, og det kan jeg bestemt ikke.

 

Vi kommer til TacoTime. Jeg kan allerede dufte maden. Vi går ind, og jeg ved med det samme, at jeg skal have en taco. George skal bare have en burger. 

  "Må jeg låne penge af dig? Jeg har ikke nogen med" siger han.

 Jeg ryster på hovedet "Nej, jeg skal nok betale for dig" siger jeg. 

 Vi får vores mad, og jeg begynder at spise. Det smager så godt. George ser virkelig også ud til at kunne lide sin.

 "Du bliver altså nødt til at smage denne her" siger jeg. Jeg giver ham den, og han tager en bid. Han sukker af nydelse. Jeg bliver helt glad over, at han kan lide det. Så er der endnu en ting vi har tilfælles. 

 

Min telefon ringer, da vi er ved at være færdige med at spise. Det er Carmen "Må jeg komme over?" spørger hun.

  "Det er ikke så godt lige nu" siger jeg "Jeg er ude at spise"

  "Med hvem?" spørger hun.

  Hvorfor er hun altid så nysgerrig? Hvorfor stoler hun ikke bare på mig? "Sammen med George, der lige er flyttet ind ovre på den anden side af vejen" siger jeg.

  "Så kan jeg komme og hente jer?" siger hun.

  "Nej, vi kan godt gå selv, ellers tak" siger jeg. Jeg ville ønske, at jeg havde en bil, men min mor vil ikke lade mig få kørekort, før jeg bliver sytten. "Vi er hjemme om en halv time" siger jeg til hende. Det aftaler vi, og jeg lægger på.

  "Hvem var det?" spørger George mig. 

  "Carmen, min kæreste. Hun vil gerne hjem til mig" siger jeg.

  "Jeg skal nok bare tage hjem" siger han.

  Jeg ryster på hovedet "Nej, vær sød at blive" siger jeg, og da han ser underligt på mig siger jeg "Jeg orker bare ikke at være alene med hende" 

 "Hvorfor er du så sammen med hende?" spørger han. Jeg aner faktisk ikke, hvad jeg skal svare, så jeg lades som om, jeg ikke hører det og kalder efter regningen. 

 

***

Jeg kan virkerlig mærke på Carmen, at hun ikke kan lide George, og jeg har ingen idé om, hvorfor. Hun siger dårligt nok hej til ham. Jeg har en idé om, at det er fordi, han ikke kigger på hende, som alle andre drenge gør. Hvorfor kan jeg ikke helt finde ud af. Måske er hun ikke hans type. 

"Jeg tænker, at jeg bare vil tage hjem" siger hun "Jeg er virkelig træt" 

 "Det var hyggeligt at møde dig" siger George. Hun giver ham elevatorblikket, inden hun går. Jeg følger med hende ud til døren. 

  "Hvorfor kan du ikke lide ham?" spørger jeg hende. Hun ser på mig med at smørret smil og går uden at sige noget. Det er sjældent, at hun ignorerer mig, men det gør hun altså. 

  "Hun kan ikke lide mig, vel?" siger George, da jeg kommer ind på mit værelse.

  Jeg ryster på hovedet "Åbenbart ikke" siger jeg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...