(Ikke) Perfekt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 maj 2016
  • Opdateret: 29 maj 2016
  • Status: Igang
Christian er (ikke) perfekt. Han er populær, hans familie har det godt, hans kæreste er cheerleader og han er selv qarterback. Alligevel er der noget, der mangler. Da George flytter ind på den anden side af vejen, er der meget i Christians liv, der forandres.

0Likes
0Kommentarer
44Visninger
AA

1. Kapitel 1

Mit hoved gør pænt ondt, da jeg vågner. Jeg er træt, og jeg vil egentlig bare sove videre. Min mor er ved at lave morgenmad, og min far er igang med at støvsuge. Fedt... Det er altid rart at have tømmermænd, når ens forældre er ligeglade. De siger, at det er mit eget problem, men det er det vel egentlig også. Det er heldigvis søndag, så jeg har lige i dag til at komme mig over festen.

 

***

 

Mandag morgen tager jeg i skole. Jeg har matematik i første time. Min lærer plaprer løs om alt mulig med ligninger, og jeg fatter ikke en brik af, hvad hun siger. Jeg må indrømme, at jeg heller ikke hører vildt meget efter. 

Min tvillingesøster Elly sidder og tager noter af, hvad vores lærer siger. Ind i mellem spørger vores lærer os om noget, og Elly rækker hånden op hver gang. 

Jeg sidder med min computer og lades som om, at jeg tager noter. I stedet sidder jeg på Facebook og ser på billeder fra i lørdags. Jeg fik godt nok meget at drikke. På de fleste billeder står jeg midt på gulvet og danser, på nogen af de andre kysser jeg med min kæreste Carmen. Jeg kan dårligt nok huske noget fra i lørdags. 

 

I frikvarteret sidder jeg sammen med Carmen. Hun virker til at være i dårlig humør. Igen. Nogen gange kan hun bare blive sur og fornærmet over alt! Det kan nogen gange blive lidt for meget. Jeg har slet ikke lyst til at spørge, hvad der er galt, for hun er så irriteret, at hun ikke engang giver mig et kys. Hun er ellers altid den slags kæreste, der ikke kan få nok kys. Lige nu er jeg en smule bange for hende. Den mindste kommentar kan få hende helt op og ringe. 

 

Tiden går så forfærdelig langsomt, og endelig ringer det til sidste time, hvor jeg skal spille. Jeg elsker at spille Amerikansk fodbold. Lige siden middle school har jeg elsket det. Efter jeg er startet i high school, er jeg blevet quaterback for mit hold. Det er så fedt. Sidste sæson vandt vi alle kampene vi spillede mod andre skoler. 

  "Vinderen af dette års sæson er Davis High School" blev der sagt, og jeg kan stadig ikke glemme, hvordan vi alle sprang op. Jeg kan dårligt blive meget gladere. 

  Efter vi har spillet en time, holder vi ti minutters pause. Carmen kommer løbende hen til mig. Hun har sin cheerleaderuniform på. Både hende og Elly er cheerleaders. "Hvad så, cheerleader" siger jeg og svinger hende rundt. Hun hviner, så det skærer i mine ører. 

 "Jeg ville bare lige sige hej" siger hun og kysser mig på kinden. Hun og jeg er det mest populære par på hele skolen. Vi er begge to ret populære, eftersom vi er quaterback og cheerleader kaptajn.

 

 

Da jeg kommer hjem, ser jeg at huset på den anden side af vejen, ikke længere her et "til salg" skilt. Jeg overvejer et øjeblik, hvem der mon er flyttet ind, men går så inden for. Da jeg lige er kommet op på mit værelse, kommer min mor hvinende ind ad døren.   

 "Har du set, at der er flyttet nogen ind på den anden side af vejen?" spørger hun med sin britiske accent og hviner endnu højere.

 "Ih, nej" siger jeg ironisk. 

 Hun virker ikke til at lægge mærke til det "Nå, men jeg var på vej ud med skraldet, da en kvinde kommer ud af huset på den anden side. Og ved du hvad? Det er min gamle veninde fra high school" siger min mor.

 "Hvor er du bare heldig" siger jeg endnu engang ironisk.

  Endnu engang lægger hun ikke mærke til det "Jeg inviterede hende og hendes familie på aftensmad" siger hun. Typisk min mor. Hun skal altid planlægge alt muligt, uden hun først lige overvejer det. Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg ikke engang, vi har mad nok herhjemme. "Jeg må lige ud og købe ind" siger hun på vej ud af min dør. Jeg vidste det. 

 

 

Min mor står og laver mad nogen timer efter. For en gangs skyld laver hun noget, der ikke er friturestegt. Jeg stiller mig ved siden af hende for at tage et stykke af den agurk, hun lige har skåret. 

 "Har du ikke været i bad endnu?" spørger hun "Du stinker. Nu må du lige tage dig sammen. Når du kommer hjem fra fodbold, skal du altså gå i bad" 

 Jeg nikker og går i bad. Tanken om at skulle i bad er frygtelig, for så tænker du på, hvor meget tid, du kan bruge på noget andet. Men så snart du kommer ind i badet, så er det næsten svært at komme ud igen. Vandet er så dejlig varmt, og jeg elsker et langt bad.

 

Der bliver ringet på døren. Det er min mor, der åbner. Hun hviner, da hun ser gæsterne, der består af en mand, en dame og en dreng. Drengen må være lige så gammen som mig. Jeg hilser på dem alle sammen. Manden hedder Jimmy, men han siger, at vi bare skal kalde ham Jim. Kvinden hedder Eva, og hun har det samme lysebrune hår og samme havblå øjne som drengen, George. Da jeg siger hej til George giver vi hurtigt hånd, men vores blikke holdes i lidt længere tid. 

  Hele huset dufter af mad. Jeg glæder mig til at spise. Vi sætter os ned, og min mor og Eva er i fuld gang med en samtale. Elly, George og jeg sidder i en boble af akavet tavshed. Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige, og det virker til at de heller ikke ved det. Min far og Jim har åbenbart lige fundet ud af, at de arbejder i det samme firma, og jeg lades som om, jeg lytter med, bare for ikke at se akavet ud. 

 

"Christian" siger min mor "Kan du ikke vise George dit værelse?" 

Jeg har lyst til at sige nej, men det gør jeg selvfølgelig ikke. Hvor er det bare typisk min mor. Hun tror simpelthen ikke på, at jeg selv kan sige noget. Heldigvis synes George, at det er lige så pinligt, som jeg synes det er, for så kan vi i det mindste have det tilfælles. 

  "Spiller du fodbold?" spørger George, da vi kommer ind på mit værelse, og han ser den amerikanske fodbold, jeg har liggende på mit skrivebord.

 "Ja, jeg er quaterback for mit hold" siger jeg. 

  "Cool" siger han "På min skole i New York var jeg playmaker på mit baskethold" siger han.

  "Waw, playmaker. Ikke dårligt. Og du siger, du kommer fra New York? Hvorfor flytte til Utah, når man bor så fedt et sted som New York?"

  "Det er en smule indviklet at fortælle" siger han, og hvis ikke jeg tager meget fejl, lyver han, så han ikke behøver at fortælle sandheden, men jeg spørger ikke. Hvis det var mig, der havde noget, jeg ikke ville snakke om, så ville jeg hade, at nogen spurgte om det. 

  "Hvor skal du gå i skole?" spørger jeg. 

  "’Canyon Heights High School’" siger han.

  "Det er jo lige ved siden af min. Vi kan jo eventuelt følges til skole i morgen" siger jeg, og det bliver vi enige om.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...