Accept

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2016
  • Opdateret: 26 maj 2016
  • Status: Færdig
Mit bidrag til konkurrencen, mig før dig af Jojo Moyes Resumé: Livet kan ændres blot ved en celle der deler sig. Mit Navn er Lily Hall og jeg står overfor en kritisk situation, der volder mine nærmeste sorg. Mit liv og sind begynder at forandre sig, og tiden løber af sted. Kampen om at acceptere og forståelsen for livets gang er svært, når man blåt er en alder af 16 år. Men en ting er sikker, og det er, at jeg vil forlade min krop og flyve op mod himlen velviden af livets værdier og skrøbeligheder.

6Likes
11Kommentarer
254Visninger
AA

2. Accept og forståelse.

 

You never know how strong you are...

until being strong is the ONLY choice you have.

-Bob Marley

Jeg stod foran spejlet, klar til et forfriskende bad i det store hvide rum. Jeg trængte virkelig til det. Mit krøllede røde hår var uglet og fedtet, og var langt fra samarbejdsvillig. Mine øjnene havde aldrig set så indsunket ud, med mørke render, og mit blik lyste af en ukendt tomhed.

Mine kogende blege fødder var limet fast på den iskolde flisegulv. Alt herinde var så koldt og hvidt, som en institution. Op det fortsatte op langs væggen, der reflekteret sig til det skarpe lys, som var erstattet med vinduerne.

Jeg savnede at se ud i den smukke natur. Det var efterhånden to døgn siden, jeg havde været ude og få noget frisk luft. Selvom vejret var overskyet og regnfuldt, gjorde det ikke lystet mindre. Tværtimod. At fantaser om den fugtige luft og duften af skovbund, havde jeg aldrig prøvet før, siden jeg fik nyheden af vide. 

Efter den pludselige tragiske hændelse i skolens kantine, endte jeg her på syghuset uden anelse om, hvad der foregik. Jeg havde været så ør og utilpas i begyndelse af ugen, og det resulterede i et uventet kollaps foran hele skolens sultne elever. Der gik ikke længe, før mine veninder fik fat i en lærer, og jeg endte her.

Lægen havde fået undersøgt mig grundigt, så jeg ville komme hjem velviden om problemet. Og der gik ikke længe før mor og far dukkede op. Jeg regnede ikke med, at min lillesøster Zaria kom med, så jeg blev ret overrasket, da hun stod med min mor i hånden henne ved døråbning på syge-stuen.

”Hej Zaria” sagde jeg med en overraskende stemme og smilede svagt til hende. Hun blomstrede lige så stille op og slap min mors hånd, for at komme hen til mig, der lå i hospital sengen. Jeg krammede hende blidt, mens jeg havde blikket rettet mod mor og far, som sendte mig et bekymret blik.

Lægen Lola Jackson, en ældre hvidhåret dame, som havde undersøgt mig, kom frem i døråbningen bag min dem. Hun smilede svagt til mig. Jeg syntes, jeg kunne tyde et alvorligt blik, men lod det ligge.

Lola Jackson havde taget så godt imod mig da jeg kom, og beroligede mig, da jeg rullede hen over den lange gang, liggende ubevægelig på båren, susende forbi lysene, der flimrede oppe i loftet.

 

"Er i klar?” spurgte hun, og vi nikkede til hende, for derefter at følge med hende hen til hendes kontor.

Da hun var blevet færdig med at skrive noget ind på computeren, vendte hun blikket hen mod mig, som sad i midten med mor og far på hver sin side. Zaria insisterede på at komme med ind til samtalen, og fik plads på mors skød, mens hendes blik hvirvlede nysgerrig rundt i hele lokalet.

”Lily, jeg vil starte ud med at sige hvad der er på spil, og jeg bliver nødt at sikre mig om, at du bliver sidende efterfølgende, og lytte til detaljerne. Det er okay at græde, hvis du har behov for det” sagde hun med en rolig stemme, og kiggede påmindende på mine forældre.

Hendes ord gav mig en voldsom kvalme, da det hentyde til, at der virkelig var noget galt med mig. En klump begyndte at sætte sig fast i min hals. Den blev ved med at vokse, jo mere jeg prøvede at synke det væk. Jeg havde virkelig ikke lyst til at høre mere, men jeg gav et nik fra mig, og kiggede væk fra Lolas bestemte udtryk.

”Nu skal du høre, da vi scannede dig, og tog nogle blodprøver kunne vi se nogle tegn på kronisk lymfatisk leukæmi…” hun stoppede med at tale for at se vores reaktion. Min mor begyndte at græde uden lyd, og min far hamrede i bordet, med rettet mod gulvet.

Min søster så forvirret på deres reaktion og knugede sig tættere ind til mors favn, for at trøste hende. Og jeg sad i et minuts tid, helt tom for tanker. Min krop begyndte at skælve og mine øjne pressede små saltede tåre frem, som trillede ned ad mine kolde og blege hud. Mine læber skiltes, men den eneste lyd der kom, var et dirrede suk.

Lola rakte sin hånd frem og lukkede dem om mine, inden hun fortsatte. Hun havde udelukkende fokus på mig, ”Lily, ved du hvad kronisk lymfatisk leukæmi vil sige?”

”Je- jeg er ikke helt sikker” svarede jeg og fumlede over ordene.

”Kronisk lymfatisk leukæmi er en form for blod- og knoglemarvskæft”

”Det kan ikke passe, der må have sket en fejl ved scannigen!” råbte min far frustreret, så hans mørke hæse stemme rummede i hele lokalet.

”Flere læger har tjekket Lilys prøver igennem” henvendte Lola sig til min far som svar på hans benægtelse. Hun virkede rolig, men hun havde højst sandsynlig været ude for noget lignende før. 

”Hvad er udsigterne, hvad skal det betyde?” endelig blandede min mor sig. Hun snøftede en enkel gang og sukkede.

”Lily er heldig at hendes tilstand ikke er akut, men hun er stadig kritisk ” sagde hun og henvendte sig til mig, ” vi vil gerne have dig et døgn herinde endnu, så du kan få gang i kemobehandlingen, og så vi kan observere symptomerne. Vi vil give videre besked, når i har sundet jer en smule”

En skærende lyd lød hen af gulvet, da min far rykkede med stolen for at komme op at stå. Uden et ord forlod han lokalet med knyttede næver og sænket hoved. Det gjorde mig ondt at se min far var så påvirket, og nægtede lægens ord. Jeg tog det overraskende roligt, end hvad jeg havde forventet.

Zaria var efterhånden også blevet påvirket af stemningen, og tog en snak med lægen, om hvad det var, så hun kunne forså situationen. Mor havde fulgt mig ind på min stue, og sad henne på min seng med mig, for at give alt den trøst hun kunne. Og der overvældede følelserne mig. Jeg hulkede og snøftede. Min krop rystede, og inden længe lå jeg tæt op af min mor.

”Du er en stærk pige Lily ”var det eneste mor sagde. Hun blev ved min side hele natten, mens far og Zaria tog hjem, da skole og arbejde ventede næste dag. Jeg kunne dog forstille mig, at de tog en slapper og lod tankerne få frit løb.

 Ud af vinduet fik jeg øje på en fugl, der lå i en rede . Fuglen arbejdede i døgndrift på at brødføde sine unger, så de kunne vokse sig store og stærke og flyve fra reden og gentage livets gang. Vi var ikke så meget anderledes end dem, end at de forstod hvad livet handlede om, og handlede ud fra sine instinkter. Vi mennesker handlede med den menneskelige hjerne.

Vi kunne beskrives med de syv dødssynder, som vi alle før eller siden ville overtræde: Hovmod, griskhed, utugt, misundelse, frådseri, vrede og dovenskab. Dødssynderne tolkes som menneskets principielle oprør mod Gud, sagde min historielærer altid.

Alle i klassen syntes han var en underlig gammel mand der havde skøre tanker, men nu hvor jeg kom til at spekulere over det, var han mere end bare en historielærer. Han havde virkelig forstået livets værdier. Han troede på gud, fordi det var vigtigt for mennesket at have noget man kunne se hen på, end alt det uforklarlige ved vores eksistens.

 

Der var nu gået en uge siden sidst jeg fik konstateret kræft, og startet på kemobehandling. Jeg havde en time i skolen hver dag, for stadig at holde kontakten med klassekammeraterne. De var i chok over min tilstand, da jeg mødte op mandag morgen med et tørklæde bundet om omkring mit hoved, da jeg havde tabt alt mit hår. Jeg var blevet så ked af det, men jeg vidste det ville ske. Lola forberedte mig så godt hun kunne på alt det svære ved behandlingen. Hun besvarede alle mine spørgsmål med ærlighed.

Vi havde haft en lang samtale om selve sygdommens kræfter. Hun havde også fortalt, at min kræft på nuværende tidspunkt stod til, ikke at kunne helbredes. Det de ville gøre, var at bringe sygdommen i et roligt stadium, hvor cellerne er til stede uden at give systemer.

Hvis de kan se, det er ved at gå ned ad bakke, ville forløbet foregå i dagshospital i stedet for ambulant. Jeg ville have muligheden for at gøre mine daglige rutiner, i den strækning jeg kunne holde ud. Men hun advarede mig, at der ville være en vis risiko for infektioner, både grundet behandlingen og grundet selve sygdommen, som kan kræve indlæggelse under dele af behandlingsforløbet. Hvis jeg var heldig, kunne sygedommen holdes nede i et par måneder, og bare tanken fik mig til at skælve.

 

 

For tiden gik det godt med de daglige gøremål, jeg prøvede at lave de fleste afleveringer, men jeg satte ikke alt min energi på det, da jeg inders inde godt vidste, at det ikke ville være til verdens nytte, i min stand. Min klasse tog godt i mod mig, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at alt var ved det gamle. Faktisk blev min status i skolen mindre god.

 Jeg blev ikke længere set, som den person jeg var, og ville være. Den populære smukke pige, med det flotte lange røde hår, som altid satte gang i festerne uden fra skoletiden. Nej, nu var jeg den svage syge pige, som langsom gik døden i møde.

Min bedste ven Linea, også kaldt Lia, havde svært ved at overskue mig. Eller retter sagt, svært ved at finde ud af, hvordan hun skulle takle mig. Hun nikkede akavet til mig, som et hej, hvor hun førhen kom løbene for at kramme mig. Og hele vores ’klike’ holde en vis afstand fra mig, som om de var bange for min reaktion.

 Ingen havde endnu kommet over og nævn noget om min situation, eller noget. Kun et hej hist og her, og nogle gange enkelte samtaler der omhandlede lektier og alt der tilhørte skolen. Og der var der, det gik op for mig, hvor bange folk egentlig var for døden.

Vi levede alle i drømmen om at være uovervindelig. Det gjorde jeg i hvert fald. Alt handlede om at få den lækreste fyr på fodboldholdet, eller få den bedste karakter, og ikke mindst have det bedste udseende, og vise man havde styr på alt.

Og her kom jeg og ødelagde deres syn på alting, fordi jeg var det de frygtede. Folk var bange for det uforklarlige og smertefulde her i livet. Det er sandelig heller ikke en sjov velkomst, men man lærte noget nyt om sig selv, og livet.

Der var gået en hel måned, ind og ud af hospitalet, da mit helbred en dag ikke så helt så lovende ud. Kemoterapierne gjorde mig træt og gav mig andre symptomer. De sagde det var en normal ting i mit tilfælde, men alligevel beholdte de mig for en sikkerhed skyld et par dage.

Lola insisterede på at være en del af mit behandlingforløb, og det takkede jeg hende for, da hun havde været der hele vejen igennem.

Som jeg lå der på den samme stue omgivet af hvide vægge, følte jeg mig af og til hjemme. Her var så fredfuldt, og jeg var så heldig at jeg havde udsigt over skov og hav, og huse som stak op over træerne hist og her.

Far havde efterhånden indset det hele, og så altid så opgivende ud, når han endelig kom for at besøge mig. Han havde svært ved at se mig i øjnene, og hans sorg og smerte lyste ud af ham.

 

 

En eftermiddag vågnede jeg til nogle ophidsende stemmer. Stemmerne var velkendte og uventet. Min mor og far stod på hospitalets gang og gjorde ikke mine til at dæmpe sig, når nogle smuttede forbi med rynkeende pande og stirrende blikke. Mens jeg stod og smug kiggede henne ved døren, som stod på klem, brød min mor ud i raseri, mens hun pegede med fingeren mod min fars bryst.

”Jeg sagde du skulle hente Zaria ved skolen, men det gjorde du ikke. Lærerne var nødt til at ringe til mig for at fortælle, at der stod en grædende pige ude ved skolegården, som ventede på, at nogen kom og hentede hende som aftalt”

”Rolig nu Bethany, tingene går ikke helt som planlagt, og vi har begge meget at se til” min far lød vred, og det gjorde mig ondt, at se dem sådan overfor hinanden. Det var kun sket en enkelt gang før, dengang jeg uden at have spurgt dem, drak mig fuld til en privat fest arrangeret af Lia.

”Jeg har brug for, at bare noget går godt. Nogle gange føler jeg, at jeg er ene om alt det her” hendes stemme sænkede sig en smule, men slet ikke nok til, ikke at få alt opmærksomheden fra de forbigående.

De blev ved med at diskutere i at stykke tid, indtil jeg åbnede døren og kom til syne. De blev tavse så snart de så mig, og gik ind til mig, stadig tavse, og satte sig på hver sin side af min seng på gæstestolene

”Hvor lang tid er det stået på” spurgte jeg lavmælt, og kiggede irriteret på dem, da det ikke lige var det jeg havde allermest brug for, at vågne op til. Min mor rømmede på sig inden hun svarede.

”Skat, far og jeg er meget påvirket af din tilstand, og det ved du også godt. Vi har svært ved at få tingene til at køre rundt, men du må ikke beskylde dig selv for alt det her” Far nikkede til mors forklaring. Endelig var de enige om noget. Jeg slog mig ned ved sengekanten og kiggede ned på mine håndflader, som var blevet helt fugtige nu.

”Vil i ikke nok prøve at få den gamle hverdag til at fungere igen, for Zarias skyld. Jeg vil ikke have at hun skal huske vores familie på den her måde, så længe jeg er her. Jeg vil have hun skal huske mig som en glad person, og det samme med jer. Prøv at elske- og værdsætte hinanden. Det kan være svært, livet er ikke altid lige let, eller som man regner med. ”

”Åh skat… ”

”Nej lyt. ” afbrød jeg min mor, ”Jeg havde ikke i min vildeste fantasy regnet med, at jeg endte her som 16 årig velviden at døde er nær. Det er barskt, men skæbnen har talt. Livet går sin gang. Nogle flyver fra reden og falder, og andre spreder vingerne og flyver afsted med nogle få forhindringer. Når jeg ikke længere er her, er Zaria der stadig, og hun skal kunne flyve, og det kan hun ikke uden jeres hjælp” min stemme dirrede. Fuglen jeg så fra vinduet, efter jeg havde fået konstateret kræft, havde virkelig fået sat tankerne i gang.

Min far rejste sig fra stolen, og gav mig et blidt kram. Han var ikke typen der viste medfølelse, og slet ikke fysisk.  Men jeg var ikke bange for at indrømme, at det var lige det jeg havde brug for, fra ham. Han kyssede mig på panden og satte sig ned igen, så mor kunne komme til, med hendes sædvanlige kram.

 

 

Det var som om min samtale med mor og far ikke var forgæves. Efterhånden blev de bedre til at håndtere hvordan tingene så ud nu, og Zaria var begyndt i skole igen, efter at have haft en måneds pause, hjemmegående sammen med mor og jeg. Når jeg ikke var på sygehuset et par gange om ugen. Tingene så nemlig ikke alt for godt ud.

Min søster og jeg havde en dag tilbragt vores tid sammen med en tur i Zoo, i den periode hvor jeg begyndte ar få energien tilbage. Vi havde reserveret en trækvogn jeg kunne sidde i, sammen med min søster, da far insisterede på det. Han mente, at det ville tage alt for meget af min energi, hvis jeg bevægede mig rundt. Egentlig var det okay, for selvom jeg følte mig frisk, kunne jeg ikke udelukke, at jeg stadig var alt for sløv.

Da vi sad i den lille trækvogn, som rullede hen ad asfalten trukket af min far, spurgte min søster mig pludselig om noget, jeg ikke havde forventet, ville komme ud af hendes mund.

”Skal du så dø? ” spurgte hun hviskende ind i mit øre, og så helt forvirret ud. Ingen havde snakket om døden foran hende, men selvfølgelig havde hun regnet det ud. Af en alder af ni år, var hun meget observerende og forstående om de ting, der skete omkring hende. Mon hun havde hørt mor og fars uenigheder, som jeg selv havde?

”Lily, vil du ikke nok sige det” spurgte hun bedende, og kiggede på mig. Hun lignede mig ufattelig meget, ud over hendes olivengrønne øjne. Hun havde samme hår struktur og farve som jeg selv havde haft, og ved at se på hende, mindes jeg om mig selv, da jeg var på hendes alder; uvidende om hvor skrøbeligt alting var.

”Ved du godt, at du ligner mig, da jeg var på din alder?"

”Ja, det har mor sagt mange gange. Men du svarede på mit spørgsmål” sagde hun mut, mens hendes blik flakkede rundt på de forskellige dyr vi kom omkring. Far havde standset og stod henne ved hegnet, hvor nogle vildsvin var. Mor omfavnede ham, mens de havde en snak kørerne.

Jeg ville ønske de snart ville komme herover, så jeg ikke behøvede at forklare Zaria noget, men jeg indså, at det skulle gøres. Måske var det også bedst at høre det fra mig, nu hvor jeg havde kræfter og muligheden til at forklare hende det. Hun skulle jo også høre hvordan den virkelig verden hang sammen, så hun i en tidelig alder lærte at sætte pris på de rette ting, og finde det værdifulde ved livet; noget som jeg havde svært ved, inden jeg blev syg

”Før eller siden ville vi alle forlade jorden, og flyve op mod himlen som taknemmelige engle. Vi alle her på jorden har været så heldig at få den her gave, nemlig livet. Nogle har gaven ved sig i længere tid end andre… ”

”Ligesom hvis mit legetøj går i stykker, og Lunas stadig virker? ” afbrød min søster. Jeg kunne godt lide hendes vinkel på det.

”Ja lidt ligesom det, udover at man bare kan få et nyt stykke legetøj. Men her har vi kun et liv, og det er meget skrøbelig. Kan du huske da vi besøgte bedstemor på hospitalet. Hun sagde farvel til os, og at vi ses på den anden side? ”

”Ja” Zaria så meget koncentreret ud, og det virkede til, at hun syntes min måde at forklare det hele på, lød spændende. 

”Hun er i himlen nu, og venter på os, det var det hun mente med, vi ses. Og med hensyn til dit spørgsmål, så vil jeg mere bruge ordet ’rejse væk’. Min sjæl vil forlade min krop i en tidelig alder, og mødes med bedstemor på den anden side. ”

”Det lyder så smukt. Hvad er der på den anden side? ”

”Hvis man har været en artig pige, og sætter pris på de vigtige ting i livet, vil gud lukke en ind til alt det rare. Det siges at være et lyst sted med venlige sjæle. Men man kommer kun derop, når ens gave ikke længere dur. ”

”Hvad er meningen med livet egentlig? ” spurgte hun, som om tanken havde strejfet hende før. Hendes ord gjorde mig en anelse overrasket.

”Det kan jeg ikke fortælle dig Zaria. Man skal selv finde meningen. Hvad er værdifuld for dig? Din familie, dine venner, at skabe familie. Hvad kan du lide her i livet? ” mit spørgsmål var en stor ting at forholde sig til, for selv dem på mine egen alder vidste det ikke engang. Og som en kendt forfatter, søren kirkegård sagde engang: Livet leves forlæns, men forstås baglæns.

”Jeg kan godt lide at lege, og tegne, og være sammen med dig, mor og far. ”

”Det er nogle super gode valg. Kærlighed er noget af det stærkeste man kan skabe i livet. På et tidspunkt bliver du teenager, og så ville værdierne pludselige forandre sig ”

”Hvordan? ”

”Inden jeg blev syg elskede jeg at fest, og gik kun op i hvordan jeg så ud. Men det er typisk i min alder, når man stille prøver at finde sig selv. Det er meget normalt. Du skal bare huske hvilke værdier du har, og ikke hvad andre vil have du har”

”Jeg er glad for, at du er min storesøster” vi smilede til hinanden

 

 

Tiden blev fortid, og vi nærmede os fremtiden der blev til nutid, gik tingene pludselig stærkt. Lola havde stoppet min behandling, da det ikke længere havde nogen effekt. Der var gået et par måneder, og situationen blev til en almindelig hverdag ud og ind af hospitalet. Mit hår var så småt dukket frem igen i små røde totter der krøllede. Det mærkes som babyhår: blødt og tyndt. Jeg var glad for, at jeg ville nå at opleve, at have hår på hovedet igen, og ikke mindst øjenbryn. Jeg så så bleg og syg ud uden, og det gjorde ikke mit humør bedre.

Jeg lå i hospital sengen i en anden stue, der lignede stue 402, hvor jeg var vant til at være. Jeg nød at se min søsters udvikling. Hun havde fortalt om vores samtale til hele skolen, så min historie lærer var en dag dukkede op, og snakkede med mig. Han elskede min livsanskuelse, men det var også en nødvendighed.

Sidste dag i skolen, inden det gik helt galt, var jeg gået over til Lia af frustration, da hun havde undgået mig i et par måneder nu. Hun havde ikke besøgt mig på hospitalet, og det undrede mig en del. Jeg betød nok slet ikke noget, men det var dejligt, at jeg  havde set sandheden i øjnene, end at leve i en løgn.

”Lia hvorfor undgår du mig?” spurgte jeg hende direkte, da hun sad klar inde til timen. Nogle få havde taget plads i lokalet, og de lod som om, de havde travlt med alt andet, i håb om ikke at blive en del af vores samtale.

”Nej” sagde hun stille, og slet ikke overbevisende.

”Hvorfor, hvad har jeg gjort forkert, udover at være uhelbredelig syg?” sagde jeg frustreret med hævet stemme. 

”Lily, lad..”

”Nej fortæl mig sandheden, jeg har ret til at vide den.” sagde jeg med en bestemt stemme, noget jeg aldrig havde gjort overfor Lia før. Og det så ud til at overraske hende en del. Hun rejste sig og fortsatte ud i lokalet, med mig i hælene. Vi gik hen i et lokale, hvor der ikke var nogle tilstede. Selvsikre Lia var for første gang hjælpeløs.

”Lily, du vil altid være i mine tanker. Jeg elsker dig, og det jeg altid gjort. Men du skræmmer mig. Alt det der er sket med dig skræmmer mig.” hun fik tåre i øjnene og rystede på hovedet, eller nærmere i hele kroppen.

”Men hvorfor taler du så ikke til mig, jeg er stadig mig.” jeg ville have sagt noget mere, men jeg blev pludselig tom for ord.

”De andre er meget påvirket af alt det her” svarede hun, og viftede med hænderne, som tegn til hvad ’alt det her’ var, ”jeg er bange for at gøre dig ked af det, og jeg ved ikke hvordan jeg skal kunne hjælpe”

”Lia, du kan ikke gøre mig ked af det. Der ville ikke være noget bedre, hvis nogle rent faktisk kom over og gav mig en krammer og fortalte at alt nok skulle gå.”

”Så det er altså rigtig, at du… altså skal” hun stoppede brat med at tale, men hun behøvede ikke at sige et ord mere, da jeg allerede vidste hvad hun hentydede til.

”Ja” jeg blev overvældet af ukontrollerede tåre der trillede ned ad mine kinder. Mine røde var allerede hævede i forvejen, da jeg ikke havde fortaget mig andet, end at græde i går aftes.

 Hun lagde uventet armene om mig og gav ikke slip. Min krop stivnede, men slappede mere af, da jeg opdagede hvad hun foretog sig.

”Tak, det var lige det jeg havde brug for”

”Jeg vil gerne gøre det godt igen”

Og som hun lovede, kom hun og besøgte mig nogle få gange om ugen. Hun fik endda noget fra klassen med. Jeg glædede mig over, at de ikke længere holdt sig væk.

Det varede dog ikke længe før jeg blev indlagt akut på hospitalet, efter et voldsomt anfald derhjemme. Lola var meget ked af at skulle se mig sådan, og hun havde det med at blive siddende og snakke med mig, selvom hun havde fri. Hun var som en ekstra mor, når mor ikke kunne være ved mig, fordi hun skulle være der for Zaria og far, når de kom hjem fra skole og arbejde. 

 

***

Jeg kunne ikke ønske mere, at dem omkring mig stille accepterede det hele, og kom videre, selvfølgelig med en sorg, som med tiden ville blive til savn. Zaria nærmede sig min alder, og som forudset, var hun et meget fornuftigt ungt menneske. Mor og far forblev sammen, selvom tabet af mig havde taget hårdt på deres forhold. De huskede på, at det var det rette for familien, at forblive sammen, og især for Zarias skyld. Hun lignede mig mere og mere, men var stadig sin helt egen.

Lia var så småt ved at komme videre med uddannelse, og det glædede mig at se.

Det var ikke let, at være adskilt fra dem, men hver dag så jeg ned på dem, for at sikre det gik godt. Efter min begravelse, havde de lavet et mindevæg inde på mit daværende værelse, hvor de hilste på mig et par gange om dagen.

Min søster elskede at sidde alene på mit værelse, med et stearinlys tændt ved siden af mit skolebillede, taget i starten af niende klasse. Hun fortalte hvordan hendes dag havde været, og hvordan hun havde klaret de svære udfordringer hun stødte på dagligt. Hun havde virkelig taget mine råd til sig, som jeg havde fortalt hende, igennem hele mit sygdoms forløb. Hun vidste jeg var der. Hun vidste jeg var den engel jeg beskrev, og hun vidste jeg ville være ved hendes sidde, som en rigtig skytsengel.

Og med hensyn til hvordan det var at være på den anden side, så var her helt anderledes. Alting blomstrede af glæde og farver. Ens sjæl hvilede i fred, men var stadig levende. Gud bevarede vores godhed, som havde givet os en plads i himlen. Og det var dér jeg vidste, at jeg havde levet det liv jeg havde fået, fuldt ud, selvom det var ganske kort. 

Jeg havde forresten ret med hensyn til bedstemor, hun var her hos mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...