Dengang du var min

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2016
  • Opdateret: 27 nov. 2016
  • Status: Igang
Da en ny lærer begynder at undervise på Tessas skole, stopper hele hendes verden med at fungere normalt. Hun har nemlig set ham før, i sine drømme, hvor han efterlader et lille barn, der er tæt på døden. Læreren, Holden Treather, viser lidt efter lidt at at have en større interesse for Tessa end nogen af dem troede, og lidt efter lidt begynder drøm og virkelighed at blande sig sammen. Kan Tessa rede ud for hvad der er hvad før det er for sent?

3Likes
22Kommentarer
812Visninger
AA

7. Kapitel 6 - Drama i centret

"Jeg er så glad for at jeg så de støvler, mit liv er nu officielt fuldendt," proklamerer Katie mens hun sætter sig ned ved bordet. Vi sidder midt i centrets food court, og Katie har lige været oppe og købe hendes mad. Jeg har ikke rigtig bestemt mig til hvad jeg vil have endnu. 

"De er også lige din stil," siger jeg fraværende, mens mit blik glider hen over de mange restauranter. Mine tanker er dog et helt andet sted, Treathers ord fra i går bliver ved med at køre rundt i hovedet på mig. ´Hvis du overlevede er det et mirakel`. Hvad er det overhovedet for en ting at sige? Jeg kender jo knap nok fyren, eller manden er det vel nærmere. Jeg kan mærke mine kinder blive varme, og jeg prøver forlegent at gemme det, ved at hvile mit ansigt i hænderne. Men Katie kender mig for godt.

"Wauw, hvad tænker du på? Du ligner du har fået for meget sol." Jeg gemmer hele mit ansigt i hænderne.

"Vel gør jeg ej!" Katie tager sin telefon op.

"Jo du gør så! Kig lige op."

"Ja som om, og så dukker det her op på facebook til min fødselsdag!"

"Helt ærligt Tess, jeg har brug for skyts! Du er altid så perfekt på billeder, og din fødselsdag er kun lidt over en måned væk." Jeg ruller med øjnene, men gemmer stadig mit ansigt i mine hænder, indtil jeg kan mærke at rødmen fortager sig. Inden Katie når at stille mig flere spørgsmål, rejser jeg mig op, og går hen til sushi boden. Køen er lang, og da jeg endelig når tilbage, er Katie ikke længere alene ved bordet.

"Hey Andrew, hvad laver du her?" Spørger jeg mens jeg sætter mig ned.

"Joh, jeg tænkte jeg ville tage homo tingen til et nyt level, og få mine negle malet i en fin lyserød." Han vifter med sine fingre i øjenhøjde, hvis negle nok er de mindst manicurerede negle jeg nogensinde har set.

Jeg griner, og skæver ned til de poser han har sat ved sine fødder. Jeg genkender dem ikke. "Hvad og så var du også nød til at få en prinsessekjole der matchede eller hvad?"

Et stort smil breder sig ud over hans ansigt. "Ja, hvad ellers?" Vi griner begge. Katie holder sine hænder op.

"Okay, før jeg kan være i jeres vildt morsomme selskab, er jeg nødt til at smutte på toilettet først. Ellers tisser jeg jo i bukserne af grin." Det sidste bliver sagt med en rullen med øjnene. Katie og jeg er vildt forskellige en gang i mellem.

"Endelig alene," siger Andrew og vender sig mod mig, jeg griner med ham, men hans ansigt bliver pludseligt alvorligt. "Hvad skete der egentligt i historie i går?"

Jeg kigger hurtigt ned i gulvet, og møder så hans blik. "Er der ikke en lov om at man ikke må snakke om skolen i weekenderne?" Han smiler ikke engang af min joke. Der er et eller andet galt. "Hvad mener du?" Spørger jeg forvirret.

"Hvorfor sidder du ligepludseligt helt oppe ved tavlen? Jeg havde taget dig som en bagerste række type," han gransker mit ansigt, og jeg bliver nervøs for at han kan læse mine tanker. Det er som om min verden begynder at ryste, men da jeg kigger ned igen, opdager at det bare er mit ben. Jeg stemmer stædigt min hæl i jorden, og ser op på ham igen. 

"Mr. Treather mente at det var bedst for mig at sidde der," siger jeg mens jeg vrider mine fingre. Hvorfor er jeg så nervøs? Det er jo ikke ligefrem fordi jeg har gjort noget galt. Andrews ansigt bliver mere alvorligt. 

"Pas på med ham, han er dårligt nyt. Han gjorde ikke noget mystisk til ekstra timen vel?"

"Nej," siger jeg hurtigt, men rødmen stiger igen op i mine kinder. Kæft hvor ville jeg ønske jorden kunne sluge mig!

"Hvad?" Spørger han, mens hans øjne bliver mørke, helt ærligt hvad foregår der?

"Han sagde noget i stil med at det var et mirakel at jeg overlevede," jeg ridser hurtigt op hvordan jeg blev opdaget som lille.

Han nikker, hans ansigt ligner en stormsky der skal til at springe i luften. Så ryster han på hovedet. "Vent, hvordan kom i lige ind på det emne?" 

"Han så en artikel der hang hjemme på køleskabet, det er faktisk ret pinligt at..." Andrew afbryder mig.

"I var hjemme ved dig?" Jeg rykker lidt tilbage på stolen, en anelse forskrækket over hans udbrud. Nogle piger kigger nysgerrigt over på på os. Men jeg kan ikke aflæse om det er fordi de kan høre os, eller på grund af Andrew.

"Ja?" siger jeg stille.

"Og lad mig gætte, han vidste hvor du bor, var rigtig gode venner med Bella, og virkede generelt unaturlig?" 

"Jeg ved nu ikke med den sidste... vent lige... hvorfra har du hørt noget om Bella?" Der er ingen grund til at han skulle vide jeg har en kat, og da slet ikke at hun hedder Bella? Nu er det hans tur til at kigge forlegent ned i gulvet.

"Du må have nævnt det på et eller andet tidspunkt."

Jeg tænker hurtigt tilbage over de samtaler, jeg har haft med ham. "Nej, jeg har ej?"

"Så må det have været Katie," han rejser sig brat op, så stolen kurer ud bag ham med en høj lyd. Denne gang er pigerne ikke de eneste der kigger vores vej. "Jeg er nødt til at gå, jeg skal hjælpe med... aftensmaden." Han vender sig om, og går i retningen af udgangen. Jeg skæver ned mod mit ur. Klokken er ikke engang to endnu. Lidt efter kommer Katie tilbage.

"Hvad har du gjort af Andrew?" Spørger hun.

Jeg trækker på skuldrene, mens jeg stadig kigger i den retning han gik. "Pligter," jeg kigger op mod hende. "Har du egentligt fortalt Andrew om Bella?"

"Nej, hvorfor skulle jeg have det?"

"Bare noget han sagde."

Hun sætter sig ned på stolen, med et ivrigt udtryk i ansigtet. "Nåh, skal du ikke høre, hvad der tog mig så lang tid?" Siger hun, og kaster sig så ud i en fortælling om, hvordan hun fik en fyrs nummer. Jeg lytter ikke rigtig, men prøver at nikke på de rigtige tidspunkter.

"Og ved du hvad, han har dine øjne!" Jeg vender mig om mod hende.

"Hvad sagde du?"

"Han har også lilla øjne, det var faktisk derfor jeg snakkede med ham til at begynde med. Jeg fortalte ham om, at du også havde den øjenfarve. Han virkede virkeligt interesseret, jeg tror måske endda det var derfor han gav mig sit nummer. I det mindste er der en af os der er heldige!" Jeg ryster på hovedet. Typisk Katie at tro nogen er ens soulmate, fordi de har den samme øjenfarve. Jeg tager en bid af min sushi, mens jeg priser mig lykkelig over at jeg ikke valgte noget varmt. Med den her mængde drama var det nok blevet koldt. Alt imens vender Katie opmærksomheden mod at lokke fødselsdagsønsker ud af mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...