Dengang du var min

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2016
  • Opdateret: 27 nov. 2016
  • Status: Igang
Da en ny lærer begynder at undervise på Tessas skole, stopper hele hendes verden med at fungere normalt. Hun har nemlig set ham før, i sine drømme, hvor han efterlader et lille barn, der er tæt på døden. Læreren, Holden Treather, viser lidt efter lidt at at have en større interesse for Tessa end nogen af dem troede, og lidt efter lidt begynder drøm og virkelighed at blande sig sammen. Kan Tessa rede ud for hvad der er hvad før det er for sent?

3Likes
22Kommentarer
796Visninger
AA

6. Kapitel 5 - Ekstraundervisning begynder med k?

Efter klokken ringer ud, pakker jeg sammen og venter på min stol. Det er meningen at jeg skal køre med Mr. Treather hjem til mig. Normalt forgik ekstraundervisning på skolen, men han havde insisteret på at gøre det hjemme ved mig. Et eller andet med at være i vante omgivelser. 

Jeg venter i næsten 20 minutter på at han snakker færdig med fem piger, der stadig ikke har givet op på ideen om ekstraundervisning. I mellemtiden trækker jeg min bog frem og læser, da jeg for et øjeblik kommer tilbage til omverdenen, mens jeg vender siden, lægger jeg mærke til at jeg ikke kan høre lyden af pigefnis mere. Faktisk er der slet ikke nogen lyd. Jeg kigger op mod Treather, og møder hans blik. En chokbølge af noget der føles som elektricitet går igennem mig, han sidder uroligt på sin stol, som om han også kan mærke det. 

"Sagde du noget?" Spørger jeg, i et forsøg på at fordrive stilheden.

"Næh," siger han, jeg forventer mere, men der kommer ikke noget.

"Øhm, okay? Skal vi så tage afsted?" Spørger jeg akavet. Jeg ville have tilføjet en kommentar om pigerne, men beslutter mig for at det er for langt ude.

"Jah, hvorfor ikke," han laver en lille trommehvirvel på bordet, inden han rejser sig op. Sjovt, det gjorde jeg også nogen gange. Faktisk er jeg lige ved at gøre det, men når at trække mine hænder ned langs siden. Jeg lader ham føre mig ud på parkeringspladsen, og kigger mig omkring. Jeg forventer at finde en rigtig lærerbil. En beskidt folkevogn, som lugter af kaffe. Så jeg bliver overrasket da han fører mig hen imod en skinnende rød bil. Jeg kaster et hurtigt blik på mærket, men jeg går ikke særligt meget op i biler, så jeg genkender det ikke. Jeg sætter mig ind i bilen, stadig forberedt på en besk lugt af gammel glemt kaffe. Men bliver i stedet mødt af en duft af pebermynte, med en behagelig undertone som jeg ikke lige kan sætte fingeren på, men den får mig til at føle mig tilpas.

"Ikke hvad du havde forventet?" Siger Treather med et grin i stemmen. Jeg kan ikke lade være med at smile.

"Jo da, selvfølgelig forventer jeg da at min historie lærer, af alle mennesker, kører i en lækker rød bil der lugter overraskende u-kaffe-agtig," siger jeg ironisk.

Han smiler. "U-kaffe-agtig?"

"U-kaffe-agtig," siger jeg og nikker alvorligt, før jeg trækker på skuldrene. "Hvis man ikke kan huske ordene, må man jo bare opfinde nogle nye." Det får ham til at grine højt, og jeg kan ikke lade være med at grine med. Han starter bilen, og bakker ud af båsen. Stemningen i bilen er slet ikke så akavet, som jeg havde frygtet. Radioen kører på en af de kanaler der udelukkende består af musik, og så de enkelte reklamer. Lige nu kører en countrysang om whisky, og jeg rækker hånden frem for at skifte, men Treather skubber den væk.

"Hey," siger jeg og stirrer surt på ham.

"Driver picks the music, shotgun shuts his cakehole," siger han, og hæver det ene øjenbryn udfordrende. Jeg stirrer misundeligt på det, det har jeg altid gerne villet kunne gøre. Jeg hæver selv begge øjenbryn.

"Du ser supernatural?" Det var egentligt ment som som en konstatering, men det kom ud som et spørgsmål.

"Hvad, gør du ikke det? Jeg havde forventet mig mere af en der læser Percy Jackson." Han skæver til mig med et drillende smil. Jeg ryster smilende på hovedet. "Fair nok," siger jeg opgivende. Vi smiler til hinanden igen, som han drejer ind på min vej. 

"Hvorfra ved du egentlig hvor jeg bor?" Spørger jeg forundret. Jeg havde været forberedt på at skulle give anvisninger, fra da vi skulle ud af parkeringspladsen, men det havde der ikke været noget af.

"Jeg fik din adresse fra kontoret, jeg bor selv lige i nærheden, så jeg kunne genkende vejen," siger han, og trækker ligegyldigt på skuldrene.

"Jeg har da ikke set dig før," siger jeg undrende. Grundet mine forældres arbejde med kirken, kender jeg praktisk talt alle der bor i sognet.

"Jeg er også kun lige flyttet hertil."

"Hvor boede du da før?" Vi holder ind ved mit hus, jeg kan se på manglen af biler, at mine forældre ikke hjemme endnu.

"Lidt uden for Las Vegas," siger han med et mærkeligt udtryk i øjnene. Noget siger mig, at han ikke har gode minder derfra, så jeg lader være med at spørge videre, jeg mumler bare "okay," og stiger ud af bilen.

Vi går ind af døren. Bella kommer med en miaven lappende inde fra stuen, men trods hvad hun plejer, går hun direkte hen til Treather, og gnider sig kælent op af hans ben.

"Mærkeligt, hun er ellers meget sky over for fremmede," siger jeg undrende. Han trækker på skuldrene.

"Jeg er god til dyr, måske kan hun mærke det," siger han, og sætter sig på hug for at kæle med hende.

Jeg går hen til spisebordet, og han følger efter. Da jeg lægger min taske på bordet, kommer jeg pludseligt i tanke om mine manerer.

"Vil du egentlig have noget at drikke? Vand? Kaffe? Te?" Spørger jeg, mens han sætter sig ned overfor den stol jeg står bag ved.

"Jeg kunne faktisk godt bruge noget te, nu du siger det." Jeg nikker og sætter mod køkkenet. Jeg kan høre at han pusler med nogle ting, mens jeg går ud i køkkenet og tænder elkedelen.

"Hvilken slags?" Kalder jeg ude fra køkkenet, mens vandet varmer op.

"Hvad har i?" Svarer han, hans stemme kommer nærmere, og et øjeblik efter dukker han op i døren. Jeg gestikulerer mod skabet med de forskellige muligheder. Efter et øjeblik beslutter han sig for Earl Grey. Jeg finder nogle kopper frem, og lægger mærke til at han stadig står i køkkenet, og kigger på køleskabet. Jeg hælder det nu kogende vand op i to kopper, og putter Earl Grey i hans kop og pebermynte i min egen, og går hen til ham med dem. Han står og kigger på artiklen.

"Er det dig?" Siger han stille, og lader blidt sine fingerspidser glide over fotoet. 

"Jah, mine forældre kalder det lidt af et mirakel. Jeg tror bare jeg var usandsynligt heldig," jeg trækker på skuldrene. Han kigger forundret på mig, hans øjne fulde af et eller andet.

"Hvis du overlevede så er det et mirakel." Jeg kigger tilbage på ham, og forventer et grin eller i det mindste et smil, men han står bare og stirrer mig dybt i øjnene. Mit hjerte føles som om det skal til at slå ud af mit bryst, som man ser det på tegnefilm. Men samtidig er det eneste jeg kan tænke: Det sker bare ikke det her, jeg vil ikke forelske mig i min lærer! Men samtidig vidste jeg at det var for sent. Jeg vender mig abrupt væk.

"Nå, Skal vi komme igang?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...