Dengang du var min

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2016
  • Opdateret: 27 nov. 2016
  • Status: Igang
Da en ny lærer begynder at undervise på Tessas skole, stopper hele hendes verden med at fungere normalt. Hun har nemlig set ham før, i sine drømme, hvor han efterlader et lille barn, der er tæt på døden. Læreren, Holden Treather, viser lidt efter lidt at at have en større interesse for Tessa end nogen af dem troede, og lidt efter lidt begynder drøm og virkelighed at blande sig sammen. Kan Tessa rede ud for hvad der er hvad før det er for sent?

3Likes
22Kommentarer
799Visninger
AA

3. Kapitel 2 - Drømmen 2.0

Jeg går ind af døren derhjemme, og bliver hilst velkommen af min skovkat Bella, som gnider sig dovent op af mine ben. Jeg går forbi stuen og ind i køkkenet, hvor jeg tager mig et glas vand, mens jeg kigger på køleskabet, hvor der hænger minder fra min barndom. Diplomer, billeder, tegninger, og allerøverst hænger der en gulnet artikel, som snart er fjorten år gammel, med overskriften 'Næsten død 4-årig pige fundet på engen', med et stort billede nedenunder af mine forældre, med en forslået lille pige med lilla øjne ved siden af sig.

Fordi jeg var så gammel da det skete har jeg altid vidst at jeg er adopteret. Jeg kan dog ikke huske noget fra før jeg fyldte seks, men min psykolog dengang sagde, det var meget normalt for børn med traumer, og at hvis jeg kunne håndtere det en dag, ville minderne måske komme tilbage.

Ifølge mine forældre blev jeg fundet på engen lige før morgengry, med et skudsår i brystet. Kuglen havde lige præcis misset mit hjerte med et par millimeter. Den lå faktisk så tæt på hjertet, at de ikke turde operere før jeg var ti. Så indtil da havde jeg levet mit liv som pakket ind i vat, fordi man var bange for at kuglen skulle bevæge sig tættere på hjertet.

Mine forældre, som er meget religiøse, havde aldrig været i stand til at få børn, da min far havde kræft som ung, og måtte undergå en operation der også gjorde ham steril. Derfor har de taget det som et tegn fra Gud, at jeg blev fundet af deres nære ven fra kirken af. Ikke at de har behandlet mig som et curlingbarn, men de vil nok altid være lidt ekstra beskyttende over for mig.

Jeg lader blikket glide ned til det næste foto, som er mit seneste skolefoto. Det var den dag hvor mit skulderlange blonde hår rent faktisk artede sig, og mit tøj passede sammen. Til gengæld var de gået lidt amok med effekterne omkring mine øjne, men det er højst sandsynligt første gang, fotografen arbejdede med øjne som mine, så jeg har aldrig sagt noget til det. Men den lilla farve clasher med min blege hud på en måde, jeg stadig ikke rigtig ved om jeg syntes om.

Jeg vender mig væk fra køkkenet, og går ind i stuen, som egentligt praktisk talt er den anden halv del af det samme rum som køkkenet, og slår mig ned i sofaen, og finder Percy frem igen. Mine forældre kommer ikke hjem før klokken fem, og når de gør er de begge meget trætte, så da jeg blev gammel nok begyndte jeg at tage mig af at lave mad til os alle. Min mor holder stædigt fast i at vi skal spise aftensmad sammen, for det er det eneste tidspunkt på dagen, hvor vi med garanti kan være sammen som en familie.

"Hvordan var det så i skolen i dag?" Spørger min far, med et blik over sine briller. Han har egentlig ikke brug for dem til daglig, men han glemmer at tage dem af. 

"Vi har fået en ny lære i historie," siger jeg, jeg nævner ikke det faktum at jeg blev holdt tilbage efter min første time.

"Ja det hørte jeg godt fra Stella, ifølge Katie skulle han være lige til at spise," siger min mor, Stella er Katies mor. 

"Nåh så må vi vel håbe at han er dygtig til sit arbejde, så vores lille pige stadig får lavet noget," siger min far med et grin.

"Robert!" Udbryder min mor, dog også smilende.

"Far, du ved godt at det ikke er noget jeg går op i, det er Katies afdeling. Desuden skal vi til at have om borgerkrigen...  igen, så han er vel lige så dygtig som alle de andre lærere tydeligvis," siger jeg opgivende. Når min far siger, jeg skal tage skolen seriøs på den måde, så er det kun halvt for sjov. Jeg ved godt at han bare vil mig det bedste, men nogle gange ved jeg ikke hvis forventninger jeg skal leve op til. Min fars eller mine egne.

Efter aftensmaden sætter mine forældre sig i sofaerne, mens jeg går ind på mit værelse for at lave lektier. Jeg har en analyseopgave jeg skal lave til engelsk, og en aflevering i matematik. Jeg flyver først igennem matematikken, jeg lavede det meste i skolen, det er også det jeg har nemmest ved, sammen med fysik. Men da jeg sætter mig med analysen bliver jeg pludseligt rigtig træt,og sætter mig hen på sengen. Inden jeg tænker mig om lægger jeg mig ned, og falder i søvn oven på dynen med alt mit tøj på.

I drømmen flyver kuglerne rundt om ørerne på mig. Jeg ligger på noget vådt græs, og der er en skarp sten der prikker mig i ryggen, det er dog ingenting mod den brændende fornemmelse jeg har i brystet. Jeg åbner øjnene og ser lige op i Mr. Treathers ansigt. Jeg vil råbe op til ham at han skal slukke ilden... slukke ilden og blive hos mig. Men jeg kan ikke, min mund vil ikke bevæge sig. 

"Nej, nej, nej," siger han, og giver slip på mit hoved, som jeg nu opdager, han havde støttet i sin hånd. En tåre triller ned af kinden på ham, og jeg får en mærkelig lyst til at række op og tørre den væk, men selv hvis jeg havde gjort det, var min arm lige så ubrugelig som min mund.

Månen kommer frem i samme sekund, og noget fanger hans opmærksomhed. Jeg kan ikke vende hovedet og se hvad det er, men da han samler det op og holder det i mit synsfelt har jeg lyst til at skrige. I hånden holder han en pistol, en af den slags der ikke er en sikring på, og af en eller anden grund ved jeg, han ikke har affyret en pistol før. Han rejser sig, og begynder at bevæge sig i retningen som vi kom fra, jeg forventer at blive hevet tilbage fra drømmen, men scenen bliver ved med at spille. Han vender sig om nogle meter væk, så jeg kun lige kan se hans hoved i mit begrænsede synsfelt, han kigger på mig, og går hen imod mig igen, hvor han bøjer sig ned og kysser mig på panden.

"Jeg..." når han at hviske før jeg bliver revet tilbage fra drømmen.

Jeg sætter mig op i sengen, og kigger instinktivt på mit vækkeur, der viser 2:30 AM. Det var noget nyt. Jeg havde drømt den drøm mange gange, men aldrig fra pigens perspektiv. Men alligevel føltes det som om jeg havde oplevet det hele før. Men det kunne jeg jo ikke have gjort, for Mr. Treather ligner jo sig selv, og pigen er fire.

Da jeg gik til psykolog slog hun ofte mine forklaringer om mine drømme hen, som en måde min hjerne prøver at kompensere for hukommelsestabet, ved at finde på historier der kunne forklare hvad der var sket. Men hvordan kan det så være at jeg drømmer om Mr. Treather? for da drømmene startede kendte jeg ham ikke, og han ser ikke yngre ud i drømmen. Måske skulle jeg smutte forbi min gamle psykolog på vej hjem fra skole i morgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...