Dengang du var min

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2016
  • Opdateret: 26 feb. 2017
  • Status: Igang
Da en ny lærer begynder at undervise på Tessas skole, stopper hele hendes verden med at fungere normalt. Hun har nemlig set ham før, i sine drømme, hvor han efterlader et lille barn, der er tæt på døden.
Læreren, Holden Treather, viser lidt efter lidt at at have en større interesse for Tessa end nogen af dem troede, og lidt efter lidt begynder drøm og virkelighed at blande sig sammen. Kan Tessa rede ud for hvad der er hvad før det er for sent?

4Likes
28Kommentarer
1762Visninger
AA

15. Kapitel 14 - The morning after

Da jeg slår øjnene op, glemmer jeg et øjeblik hvor jeg er. Jeg ved godt det lyder kliche, men der er altså fem sekunder, hvor jeg er overbevist om, at jeg er blevet kidnappet. Jeg sætter mig op i sengen, mens jeg kigger rundt i værelset, pludseligt vælter minderne fra i går ned over mig, og det rammer mig så hårdt at jeg er nødt til at lægge mig ned igen. Kan det virkeligt passe at det der bare skulle være en ubehagelig aften, blev til den mest... jeg ved ikke engang hvad jeg skal kalde det, for et eller andet sted dybt nede, er jeg faktisk ret glad for at være her. Jeg synes det er ubehageligt ikke at vide, hvornår jeg kan tage hjem, og jeg fik nok verdens største chock i går, men det er.... rart? nej ikke rart, men der er ikke rigtig et ord for den følelse der går igennem mit indre lige nu. For på trods af vilde biljagter og frygt for livet, så er jeg endeligt et sted, hvor jeg kan finde ud af hvad fanden der forgår, og et eller andet sted også hvem jeg egentlig er. Jeg ryster på hovedet og smiler af mig selv, dramatisk som jeg er, kører min indre monolog afsted. Jeg bestemmer mig for at stå op, og se hvad der er at spise i det her sted. Da jeg kigger på uret, ser jeg at den kun er syv. Det er ikke fordi jeg skal hives ud af sengen om morgenen, men jeg har ikke før prøvet at vågne af mig selv så tidligt før. Så kun for at kigge på klokken, og vende mig om for at sove videre. Det må vel være fordi jeg gik så tidligt i seng i går. 

Da jeg kommer ud i lejlighedens stue, sidder Treather... Holden? (Jeg skriver en mental note om at jeg skal finde ud af hvad jeg vil kalde ham) allerede i sofa arrangementet, der er placeret i stuedelen af køkkenalrummet. Han har en dampende kop foran sig, der efter farven og den svage duft at dømme er kaffe. Jeg går hen imod ham, og er så optaget af at stirrer, at jeg støder min lilletå ind i et af spisebordets ben. Jeg jamrer mig, og tager min fod op i hånden. Treather kigger op på mig og klukker let.

"Hvad laver du?" spørger han, og lægger den avis han sidder med ned. 

"Overvejer om jeg skal overgive mig til spisebordet, eller om jeg skal tage imod dets udfordring om krig," siger jeg. Jeg tror det ville have været meget sjovere, hvis det ikke blev sagt med en klynkende, lettere pivende, stemme, men Treather griner alligevel.

"Det er en farlig kamp, måske er det bedst bare at bakke stille og roligt væk... PAS PÅ!" Jeg springer hvad der føles som fem meter op i luften, jeg havde bakket væk som han sagde. Jeg vender mig rundt og forventer at finde et eller andet jeg kunne havet faldet over, men gulvet er tomt, og Treather er ved at dø af grin ovre på sofaerne.

"Du er vel nok sjov hva?" siger jeg småsurt og krydser armene. Treather nikke bare entusiastisk og sender mig et smil, der får ham til at se meget yngre ud. Eller ligner han bare en på hans egen alder? Det går op for mig at jeg ikke ved hvor gammel han egentlig er, men det er ikke noget jeg spørger ind til. I stedet spørger jeg. "Jeg troede du var en te person?" Jeg gestikulerer mod koppen.

"Jeg er lidt af en begge dele person," svarer han, og tager koppen op for at tage en slurk, som om han vil understrege at han godt kan drikke det.

"Kan man overhovedet være det?" siger jeg. Det er meningen det skal være en joke, men det kommer ud som et reelt spørgsmål.

"Selvfølgelig kan man det. Du drikker altså ikke kaffe?" Jeg rynker på næsen.

"Nej, enten smager det bittert eller brændt, og hvis man er heldig begge dele." Nu er det hans tur til at rynke på næsen.

"Uf, jeg tror jeg er nødt til at finde mig en ny amare så," siger han, mens han blinker til mig med det ene øje. Jeg ruller med mine. Hans legesyge smil giver ham igen det yngre udtryk, og jeg kommer til at tænke på hans alder igen. Men før jeg når at samle mig mod til at spørge, går døren op, og Katie og Ethan kommer gående ind. Mit blik kører ledende over Katie, for at se efter tegn på hendes panikanfald fra i går, men hun ser ud som hun plejer. Dog kender jeg hende godt nok til at vide at det måske kun er en facade. 

"Jeg håber ikke i har spist, for vi har mad med," siger Ethan og holder en pose med de der flamingokasser til mad, som man får ved en restaurant hvis man vil have rester med hjem. Duften rammer mig, og det går op for mig hvor sulten jeg egentlig er, min mave knurrer også, og jeg kan se på de andre at de kunne høre det.

"Det tager jeg som et nej tag plads," siger Ethan, og trækker en stol ud for mig, som om det er ham der bor her. Jeg kigger på Treather, som ryster smilende på hovedet, og går hen for at finde tallerkener frem. Jeg ved ikke hvad der vil ske, men hvis min fornemmelse er rigtig, så kan det umuligt være lige så ubehageligt som det der førte os hertil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...