Dengang du var min

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2016
  • Opdateret: 27 nov. 2016
  • Status: Igang
Da en ny lærer begynder at undervise på Tessas skole, stopper hele hendes verden med at fungere normalt. Hun har nemlig set ham før, i sine drømme, hvor han efterlader et lille barn, der er tæt på døden. Læreren, Holden Treather, viser lidt efter lidt at at have en større interesse for Tessa end nogen af dem troede, og lidt efter lidt begynder drøm og virkelighed at blande sig sammen. Kan Tessa rede ud for hvad der er hvad før det er for sent?

3Likes
22Kommentarer
812Visninger
AA

11. Kapitel 10 - Hele historien

Jeg kommer gående ud fra køkkenet, med to dampende krus i mine hænder. Treather sidder ved spisebordet, og kæler med Bella, der snor sig kælent rundt om stolebenene. Jeg sætter det ene krus med Earl Grey foran ham, og mit eget, som er med jordbær, på pladsen overfor, og sætter mig ned.

"Okay, spyt ud," siger jeg mens jeg holder mit krus op til næsen, det dufter fantastisk, og får mig til at føle mig lidt bedre tilpas. 

"Hmm ja," siger han, og tager en slurk af sin te. "Lad mig starte ved at spørge dig om noget." Han kigger på mig med et forventende udtryk i øjnene. Jeg ved ikke hvordan han vil have mig til at reagere, så jeg nikker. "Har du haft mærkelige drømme? Nogle der virker så realistiske, så du ikke vidste hvad du skulle gøre da du vågnede?"

Jeg tænker straks på den drøm han var med i, men det kan da umuligt være den han snakker om. Lige meget hvad ville det være for pinligt at fortælle om. "Nej, ikke rigtig." Jeg tager selv en slurk af min te, og brænder mig på tungen. 

"Tessa, hvis det her skal fungere, skal vi være fuldstændigt ærlige," siger han, og kigger mig dybt i øjnene. Jeg tager en dyb indånding, for at holde på hvad der så end flakser rundt i min mave.

"Okay, jeg har haft en drøm. Den bliver ved med at komme igen. Du er med i den." Den sidste del hvisker jeg næsten, i et håb om at han ikke kan høre mig. Han flytter sin hånd hen mod min, men synes at ombestemme sig på halvvejen.

"Du behøver ikke være pinligt berørt. Hvor længe har du haft den her drøm?" Jeg kigger op på ham.

"I et års tid tror jeg. Det er ikke ligefrem fordi jeg har en drømme dagbog," siger jeg i et dårligt forsøg på en joke. Han smiler alligevel.

"Det havde jeg heller ikke regnet med, men du kan huske den her drøm, som om det var en virkelig hændelse?" 

"Tjoh, måske mere som en film jeg har set."

"I drømmen, ser du det så udefra, eller er du ligesom med i handlingen?" Han kigger mig stadig i øjnene, men det er ikke ubehageligt.

"Før så jeg det udefra, men nu er det anderledes. Det er svært at forklare. Den har ændret sig her på det sidste."

"Måske ville det gøre det nemmere hvis du fortalte mig om den?" Jeg kigger ned i bordet igen. "Jeg lover jeg ikke griner eller noget i den stil," siger han med et smil på læben, på trods af det han lige har sagt. Jeg tager en dyb indånding.

"Okay. I drømmen er jeg på en eng. Det er om natten, og der er folk der skyder. Du kommer løbende med en lille pige, der tydeligvis er blevet ramt. Hun siger til dig at du skal blive, men du får øje på en pistol i græsset, og løber din vej alligevel." Jeg kigger forsigtigt op på ham. Hans øjne er blevet mørke, og han kigger overrasket på mig. Han rømmer sig. 

"Er det før eller efter efter den ændrede sig?"

"Før."

"Hvad er det der har ændret sig?"

"Nu," jeg stopper for at klare halsen. "Nu, ser jeg det hele fra pigens synspunkt, og drømmen varer lidt længere. Jeg ser dig komme tilbage og... kysser mig på panden. Det slutter med at du begynder at sige noget, men jeg når aldrig at høre hvad det er før jeg vågner." Jeg kan mærke mit ansigt blive rødbederødt. 

"Hvornår ændrede den sig?"

"Den dag du begyndte at undervise på skolen." Der gik lidt tid inden han sagde noget igen. Da jeg endeligt kiggede op på ham igen, var det tydeligt at han valgte sine næste ord med omhu.

"Der er en meget naturlig forklaring på alt det her," siger han endeligt. "Du og jeg er det man kalder klenoister."

"Øhm hva?" Siger jeg. 

"Okay, du ved ligesom med katte, så er der en fælles betegnelse for dem. Men der er også forskellige slags kat, forskellige racer?" Han kigger ned på Bella, der har lagt sig ved hans fødder. 

"Ja?" Jeg er ved at være lidt bekymret, han skal vel ikke til at fortælle mig at jeg er vampyr eller noget vel?

"På samme måde er der også forskellige slags mennesker. Klenoister er en af dem. Vi lever afsides, spørg mig ikke hvorfor, jeg har aldrig selv forstået det. Men det har noget at gøre med heksejagterne."

"Okay, hvad er det der gør jer så specielle da?" Please lad nu være med at sige vi drikker blod... Det undrer mig ikke, at jeg ikke tvivler på det han siger. Det føles bare... rigtigt.

"For det første stopper vores aldring ved 25, vi lever længere end normale mennesker, men ikke for evigt, alle har et eller andet som man ikke ser ved andre mennesker, som dine øjne," siger han. Igen undrer jeg mig ikke over, at han også inkluderer mig i termet.

"Hvad er din særhed så?" Spøger jeg, og kigger undersøgende på ham. 

Han griner. "Jeg har lyseblåt hår, jeg farver det normalt." Jeg kigger op på hans hår, og ganske rigtigt kan jeg skimte noget blåt ved hans hovedbund.

"Huh..." Er det eneste jeg kan komme i tanke om at sige. Jeg kæmper for at samle mine tanker. "Hvad er en amarne så?"

"En amare," siger han smilende, og ligger tryk på ordet, for at rette min fejl. "Er et andet ord for soulmate. Det er en anden ting som gør klenoister anderledes. Drengebørn bliver opdraget af deres forældre, ligesom normale mennesker. Men pigebørn bliver matchet med en soulmate, og bliver opdraget af ham. Når pigen så fylder 25, bliver de to gift på en måde."

Mine øjenbryn skyder i vejret. "Det lyder alt sammen meget... incest-agtigt." Treather griner.

"Ja, det kan jeg godt se, at det lyder sådan, men det er meget naturligt for klenoister."

"Men hvad så hvis man ikke kan lide sin amare?"

"Det har jeg aldrig hørt om før, det kan man bare."

"Hvordan ved du det," spørger jeg, og tager en slurk af min te, den er lige under hvad der er behageligt i temperatur. Pludseligt tager han min hånd. Det er ikke det at han gør det der forskrækker mig. Det er den følelse af glæde og kærlighed der bobler op inden i mig som latter, da han gør det.

"Sådan her," siger han, og kigger mig i øjnene. Det er tydeligt at han oplever de samme følelser som mig. Han giver slip igen, og med det forsvinder følelsen af lykke også men en lille rest bliver tilbage, og blafrer rundt i min mave. Han kigger på sit ur, og rejser sig. "Din veninde kan være her når som helst. Det er nok bedst at jeg smutter nu. Men før jeg går, er du nødt til at love mig noget. Tre ting faktisk." Vi bevæger od hen mod døren. "For det første må du ikke sige noget til nogen, om os og om hvad vi er."

"Selv hvis jeg gjorde er der nok ikke noget der vil tro mig."

"Sandt, men jeg ville bare være sikker. For det andet vil jeg gerne have dig til at tage imod dine drømme. De drømme er din underbevidsthed der prøver på at give dig dine minder igen." Han kigger væk fra mig, med det samme mærkelige ansigtsudtryk han havde haft tidligere. Jeg nikker.

"Og det tredje?"

"Du må love mig at du aldrig går alene ud, og at du ringer til mig hvis du er alene hjemme. Der er folk som er ude efter os, og efter at det røvhul gættede hvad vi er, så er du ikke sikker."

"Hvad Andrew?" Jeg kommer til at tænke på den samtale/slåskamp jeg overværede mellem dem i går. Det forklarer en hel del. "Øhm det lover jeg, men hvordan skal jeg ringe til dig? Jeg har ikke dit nummer."

Han rækker ned i min lomme, og tænder igen for den fantastiske følelse i to sekunder. Så taster han sit nummer ind, og sender en besked til sig selv. "Sådan der." Han rækker mig telefonen, hvor hans nummer står under navnet Amare. Jeg kan ikke lade være med at smile fjollet. Jeg kigger op på ham, og møder hans øjne. Et øjeblik tror jeg han vil kysse mig, men han lader bare sin hånd glide over min kind, og skubber mit hår bag mit øre. Uden et ord åbner han døren, og træder udenfor. Jeg går ind i køkkenet, og kigger efter hans bil, som den forsvinder ned af gaden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...