Alfabetiske noveller

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2016
  • Opdateret: 24 maj 2016
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
60Visninger

1. Alex

De gule og røde blade falder omkring hende, som var det regn. Det er efterår. Alex går og sparker til bladene og ser på hendes hund, der prøver at gribe dem.
”Du er så fjollet, Lui,” siger hun til hunden, som ruller rundt i de mange farver. Hun griner til, falder ned på knæene og klør Lui på maven. Han er en god hund. Han har altid været en god hund. Lui er Alex’ bedsteven. Det har han altid været. Hun kan stadig huske den juleaften for to år siden, hvor hun fik ham;
Det var mørkt udenfor og huset duftede af and og julegodter. Træet var smukt pyntet fra top til tå. Alex’ far havde løftet hende op, så hun kunne sætte stjernen på. Der lå mange gaver under træet, store som små. Hun havde set en stor gave med hendes navn på. Det var faktisk den største gave der var. Så hun glædede sig. Hun kunne ikke vente. Alex skyndte sig at spise hendes mad, for hun vidste, at efter maden ville de pakke gaver op. Hun satte sig ned foran det store juletræ og kiggede på gaven. Bag hende blev der hvisket og fniset en del.
”Alex, vil du ikke have noget mere mad?” havde hendes mor spurgt sødt. Alex rystede på hovedet. Hendes far grinte, men Alex var ligeglad. Hun skulle have den gave lige nu.
Så hun ventede hvad der føltes som en halv time. Hendes familie kunne bare ikke blive færdig med at snakke. Men da de så endelig blev færdige og satte sig ned i sofaen ved juletræet, så kunne Alex næsten ikke holde det ud mere.
”Må jeg ikke nok åbne den?” spurgte hun høfligt. Hendes forældre udvekslede blikke, men nikkede så. Et smil bredte sig over hendes tynde læber, og hun tog fat i gaven. Hun rev det røde gavepapir med rensdyr af. Det var en stor brun kasse. Hun nåede ikke at studere den nærmere før hun flåede den op, som et vildt dyr. En bamse, som lignede en hund.
”Lui,” læste Alex højt fra plysdyrets navneskilt. Hun smilte endnu mere. Åh, den var så nuttet at kigge på. Hendes forældre smilte mindst lige så meget, for de vidste hvad der ville ske lige om lidt.
”Vi ved godt, at der stod en hundehvalp på din ønskeliste,” sagde de med en skuffet stemme.
”Det er okay, jeg kan godt lide Lui,” sagde Alex og krammede bamsen rigtig hårdt. Hendes forældre udvekslede blikke igen. Hendes far rejste sig.
”Jeg kommer lige om lidt,” han skyndte sig ud ad døren. Hendes mor skubbede glasskålen med slik tættere på Alex. Alex tog en vingummi til sig selv og en til bamsen. Hendes mor smilte.
”Åh, Alex! Kom og se!” råbte hendes far. Alex skyndte sig op. Hun tænkte, at det sikkert var julemanden og alle hans rensdyr, men nej;
Da hun kom udenfor og kiggede ned i den kolde, hvide sne, så hun en lille hundehvalp. En pitbull, for at være helt præcis. Den var så lillebitte og den rystede. Alex smed sig ned på sneen og skyndte sig at samle den op.
”Hvad laver den herude?” spurgte Alex højt, mens hun prøvede at varme og tørre den med hendes sweater.
”Det er din,” sagde hendes mor og satte sig ned ved siden af hende. Alex kiggede overrasket på dem begge. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige.
”Og du må kalde ham lige hvad du vil,” fik hun fortalt, og med det samme tænkte hun Lui. Hun kiggede på ham. Lui. Det passede bare så godt til sådan en lille lysebrun hvalp med hvide poter.
Gennem deres to år sammen er han blevet en stor del af hendes liv. Hver dag, når Alex kommer hjem fra skole, så skal de lige ud at gå en tur. Hun køber lækkert hundemad til ham og han har en stor hundeseng inde på hendes værelse. Lui har endda et tæppe, for hun vil ikke have, at han fryser, ligesom han gjorde juleaften.
Alex samler en tennisbold op fra bladene og kaster den. Hun ser hvordan han løber i fuld fart efter den neonfarvede bold. Lui kommer tilbage med bolden, ligger den foran hende. Den er fyldt med savl, men Alex er ligeglad; det stopper ikke deres leg. Hun samler den op og kaster den igen. Sådan forsætter det indtil de næste er hjemme ved det røde hus på hjørnet. Lui kigger på Alex med hans kære lyseblå øjne. Alex kan se hendes mor stå i vinduet og vinke dem ind. Hun nikker bare og skynder sig over vejen med Lui lige i hælene.
Da de kommer indenfor står Alex’ mor og kigger uroligt på dem.
”Hvor har I dog været?” spørger hun med angst i stemmen. Hendes øjne er store og armene er krydset over hendes bryst. Lui lægger sig tilfreds på tæppet ved indgangen.
”Mor, jeg var ude at gå tur med Lui,” siger Alex og tager jakken af: ”Det gør jeg jo hver dag,”
Der er tavshed. Hendes mor siger ikke noget. Alex forsætter bare med at tage overtøjet af; huer, vanter, støvler. Hun bukker sig ned og tager Luis snor af. Alex klapper ham på ryggen.
”God dreng,” siger hun og giver ham en af hans yndlings godbidder; dem med kyllingesmag. Hendes mor har endnu det forvirrede og ubehagelige blik i øjnene. Alex forstår ikke hvad der er galt, og hun er for bange til at spørge. Hendes mor krammer hende bare, og går ind i køkkenet.
”Vil du have noget varm kakao?” spørger hun højt og uroligt.
”Det vil jeg meget gerne, tak,” svarer hun og tegner til Lui, at de skal op på værelset, men da hun begynder at gå op ad trappen, så er hendes mor der igen.
”Kan I ikke blive hernede?” spørger hun. Hun smiler, men hendes mundvige ryster og hun har tårer i øjnene. Alex nikker, men hun forstår ikke hvad der sker. Så hun går ind i værelset og tænder for tv’et, så hende og Lui kan se tegnefilm, som de nu plejer. Det kan godt være, at Alex går i ottende klasse, men Lui elsker tegnefilm, så det er det de ser. Hendes mor kommer gående med små skridt mod dem. Mellem hænderne har hun koppen med varm kakao. Alex smiler og siger tak, men hendes mor vender sig bare og går. Alex får en ubehagelig følelse i kroppen. Hun ved overhovedet ikke hvad der foregår. Hun klapper på pladsen ved siden af hende i sofaen, og Lui hopper op, som han plejer.
”Der sker et eller andet mystisk lige nu, Lui,” siger Alex og sipper til hendes kakao. Lui kigger forvirret på hende og ligger derefter hovedet i hendes skød.
Det er blevet aften. Alex og Lui ser stadig fjernsyn, men nu ser de bare Comedy Central i stedet. Alex griner og Lui logrer med halen. Hun ved godt, at han sikkert ikke forstår hvad der sker, og at han sikkert bare logrer med halen, fordi hun er glad, men det er tanken der tæller. Hendes mor står i døråbningen til stuen og kigger på dem.
”Er der mad?” spørger Alex. Hendes mor ryster på hovedet.
”Alex,” stemmen har ændret sig. Den er mere seriøs nu. Alex kigger på hendes mor og ser, at hendes øjne er røde og der er størknede tårer på hendes kinder.
”Hvad er der galt?” spørger Alex lavt. I lidt tid bliver der ikke sagt noget. Hun kan se på hendes mor, at hun prøver, men hun ved bare ikke hvad hun skal sige.
”Din far og jeg,” siger hun, tager en lille pause og forsætter: ”Ja, vi skal skilles.”
Og i det øjeblik mærker Alex hvordan hendes verden bryder sammen. Hun kan ikke røre sig, hun kan ikke snakke. Alex sidder bare og kigger ud i rummet uden at blinke med øjnene. Hendes mor begynder at gå hen mod hende, men Lui kan godt mærke, at der er noget galt. Han rejser sig og går truende hen mod hende. Hendes mor bakker tilbage.
”Alex, få styr på Lui,” siger hendes mor, men Alex siger ikke noget. Det er som om, at hun ikke kan sige noget. Som om, at nogen holder hende for munden. Lui sætter sig foran Alex og kigger ondt på moderen. Alex begynder at ryste. Hun rejser sig og går mod døren.
”Kom her, Lui,” hun fløjter efter ham og klapper ham hen til sig. Hun giver ham snor på og tager selv overtøj på.
”Alex,” siger hendes mor, der endnu har tårer i øjnene: ”Alex, søde pige, hvad laver du?”
Men Alex svarer ikke. Hun skal bare væk. Væk fra det ødelagte hjem hun befinder sig i. Det er ikke sådan her tingene skal være, tænker hun. De var jo så glade, lykkelige. Alex bukker sig ned for at snøre hendes støvler. Hendes mor protesterer ikke; hun står bare og ser på. Alex havde heller ikke forventet andet i sådan en hæslig situation.
Hun åbner hoveddøren, lukker Lui ud først, men lukker den ikke igen. Hun går bare. Hun går, men hun ved ikke hvor hun går hen. Hun skal bare væk.
Så hun går i hvad der føles som timer, men i virkeligheden nok bare er minutter. En bil kører op ved siden af hende, dytter.
”Skal du med?” spørger personen. Hun kan ikke kende stemmen, men hun vender sig alligevel. Det er hendes far. Han sidder inde i deres røde familiebil. Hun kan se, at hans ting ligger pakket på bagsædet, og at Luis hundeseng er der. Alex nikker. Hun åbner en dør, så Lui kan komme ind på sengen. Så sætter hun sig om foran til hendes far. Han smiler stort til hende.
”Det er okay,” siger han beroligende: ”Nu er det bare dig og mig,”
Han krammer hende fra siden, og hun føler en smule glæde igen. Alex skruer lidt højere op for radioen og læner sig tilbage, som de kører ud i mørket. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...