Frosset hjerte


0Likes
0Kommentarer
82Visninger
AA

3. Kapitel 3

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg gik. Mine hænder var kolde og røde. Jeg prøvede at varme dem. Intet hjalp. Jeg havde næsten ingen kropsvarme tilbage. Jeg skulle have været blevet. Jeg skulle have været blevet hos Krista. Jeg begravede mine hænder i mine armhuler, da det er et af de varmeste steder på kroppen. Jeg skulle have været blevet hos Krista. Mine tænder klaprede. Det eneste, som lyste den smalle gade op, var de få lygtepæle der var. Der var lys i de fleste af husene, så det kunne ikke være så sent igen. Jeg havde ingen idé om, hvor jeg var endt op henne. Der var ingen gadeskilte. Jeg skulle have været blevet hos Krista. Det kørte rundt i mit hoved hele tiden. Jeg skulle have været blevet, jeg skulle have været blevet. En bil kørte forbi. Første bil jeg havde set i lang tid. Hver gang, jeg åndede ud, kom der en sky af damp, som kun blev mindre for hver gang. Er det sådan her alt slutter? Mine ben kollapsede under mig.
”Hjælp,” hviskede jeg hæst, altvidende om at ingen kunne høre mig. Altvidende om, at der ingen var omkring mig. Så jeg lagde mig. Det her er slutningen på min bog. Mit liv. Sophies liv. Jeg frøs, men jeg rystede ikke mere. Lige så stille blev alting sort.
Blinkende lys. Blå, stop, blå, stop. En masse sorte skikkelser omkring mig.
”Ej, er hun okay?”
”Hvad er der sket?”
”Hvem er hun? Jeg har aldrig set hende før” – jeg prøvede at sige noget, men jeg kunne ikke. Sort. Alt gik så hurtigt. Jeg blev rullet gennem de lange hvide gange, som om jeg ikke vejede noget. Jeg prøvede at åbne mine øjne mere, så jeg kunne se hvad der skete omkring mig. Men jeg kunne ikke. Jeg følte mig så træt. Jeg følte mig så svag. Sort.
Hvide vægge. Hvide lagner. Et drop i min arm. Jeg hader hospitaler. Jeg hader lugten. Jeg hader at være her. Jeg kiggede rundt. Alene. Helt alene. Der er ingen omkring mig. Ingen bekendte. Ingen venner. Ingen familie. Ingen Krista. Ingen. Jeg havde aldrig følt mig så tom før. Så ensom. Jeg trykkede på knappen ved siden af mig. Forhåbentlig tilkaldte den magiske knap en hårdtarbejdende sygeplejerske, som kunne opfylde mine ønsker.
”Hej,” en sygeplejerske med blond hår kom gående i hurtige skridt ind af døren. Jeg nikkede bare. Hun tog min journal og læste. Hun nikkede nogle gange.
”Hej Sophie,” sagde hun og smilte. Du har allerede sagt hej. Jeg smilte bare. Hun havde et skilt på, men jeg kunne ikke læse hvad der stod.
”Mangler du noget? Vand? Mad? Er du sulten?” spørgsmålene væltede ind. Jeg kunne ikke overskue det.
”Øh, papir, hvis du kan finde sådan noget,” sagde jeg svagt. Hun nikkede, smilte, og skyndte sig ud af døren. ”Og en blyant!” råbte jeg efter hende. Alene igen. Tavshed. Den eneste lyd, som var i rummet, kom fra droppet jeg havde i min arm. Den konstante dryppen fra den halvtomme pose fyldt med et eller andet stads. Det føltes som evigheder før den blonde sygeplejerske kom tilbage med mine længeventede ting. Jeg smilte. ”Tak,” mumlede jeg. Hun lagde tingene på et lille bord ved siden af mig.
”Er der nogen, som jeg kan ringe til?” hun kiggede på mig, holdte det forfærdeligt falske smil. Tavshed. Den eneste, som jeg kunne komme i tanke om, var Krista. Men jeg havde ikke hendes nummer. Så jeg rystede på hovedet. Jeg rystede bare på hovedet.
Det føltes som om, at jeg har skrevet i timevis. Jeg var ikke engang sikker på hvad jeg havde skrevet, og lysten til at læse det igennem var ikke særlig stor. Det kriblede og prikkede i mine hænder. Jeg kiggede ud af vinduet. Det var begyndt at sne. Det lagde fint og tyndt på den kolde jord. Det prikkede op langs mine tynde, blege arme. Jeg savnede Krista. Rigtig meget. Jeg savnede Krista rigtig meget, og jeg kunne ikke gøre noget ved det. Helt alene. Jeg er helt alene. I dette øjeblik har jeg ikke nogen.
Bevidstløs. Jeg var bevidstløs. Mine arme og ben. Jeg prøvede at bevæge dem, det føltes som om, at jeg bevægede dem, men det gjorde jeg ikke. Jeg var bevidstløs. På internettet havde jeg læst, at det sidste man mister, før man dør, er ens hørelse. Så jeg lagde her, helt bevidstløs, og lyttede til de få lyde, som var i det her værelse. Vandhanen, der dryppede. Træk gennem døren. De meget svage dryp fra droppet. Jeg følte mig så lille. Jeg følte mig nytteløs. Jeg følte mig tom.
”Sikker på, at der ikke er nogen at ringe til? Ingen der vil sige farvel?” hørte jeg den blonde sygeplejerske sige med en bekymret tone.
”Giselle, jeg synes bare, vi skal lade pigebarnet få ro nu,” hørte jeg en mandestemme sige. Hvorfor ringede de ikke til min mor? Min far? Hvorfor ringede de ikke til Krista? Krista. Jeg manglede Krista ved min side. Krista. Hvor er du Krista? Hendes krystalblå øjne. Hendes korte hår. Hendes smukke smil. Krista. Krista, jeg elsker dig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...