Frosset hjerte


0Likes
0Kommentarer
81Visninger
AA

2. Kapitel 2

”Ej, fryser du ikke?” sagde en person. Jeg ved ikke om det var til mig, og ærligtalt havde jeg ikke den største lyst til at finde ud af det. Jeg mærkede et prik på min skulder. Det var til mig. Jeg nikkede.
”Jo,” mumlede jeg stille og vendte mig om. Jeg var mundlam. Der stod hun. Den smukkeste pige, jeg nogensinde havde set. Hendes øjne var blå som krystaller og hendes hår var kort på den helt rigtige måde. ”Hvor bor du? Skal du ikke hjem?” spurgte hun. Hun så bekymret ud. Hun lød bekymret. Jeg rystede på hovedet.
”Jeg, øh, er blevet smidt ud,” mumlede jeg og kiggede ned på hendes sko. Sorte kondisko. Jeg kunne mærke, at hun ventede på en forklaring.
”Altså, min mor tolerere ikke lesbiske i hendes hjem, derfor er jeg blevet smidt ud,” fortalte jeg den perfekte pige. Jeg kiggede på hende. Hun kiggede på mig. Hun så stadig bekymret ud. Hun tog fat i min hånd.
”Kom hjem og bo hos mig,” sagde hun og smilte. Var hun seriøs? Vil hun lade en fremmede bo hjemme hos hende? Jeg kunne jo være en massemorder.
”Det behøver du virkelig ikke,” sagde jeg og smilte forsigtigt. Hun fnøs.
”Jo, kom så,” sagde hun og trak mig med. Jeg vidste ingenting om hende. Hun vidste ingenting om mig og min forfærdelige barndom. Jeg vidste ingenting om hende. Det her var mere perfekt end det burde være.
Hendes lejlighed var lille. Et soveværelse, et badeværelse, et lille kontor og køkken og stue som gik ud i et. Det var lille, men hyggeligt. Hun lukkede den hvide dør bag mig.
”Bare føl dig hjemme,” sagde hun og gik ud i køkkenet. Jeg smilte, selvom hun ikke så det.
”Er du sulten?” spurgte hun.
”Hundesulten,” sagde jeg højt, måske lidt for højt. Jeg fortrød det med det samme. Jeg kunne høre, at hun grinte. Hendes grin var det sødeste, jeg nogensinde havde hørt. Var det overhovedet muligt, at en person kunne være så perfekt som hende? Mine håndflader var svedige. Jeg satte mig på hendes sorte trepersoners lædersofa. Hendes sofabord bestod af paller, der var blevet slebet, og hendes vægge var fyldt med indrammede vintage billeder. Stuen og køkken blev delt op af køkkendiske. Jeg fangede mig selv i at kigge på hende lidt for længe.
”Jeg fik egentlig aldrig fat i dit navn,” sagde hun og kiggede på mig. Jeg kiggede væk.
”Øh, mit navn, ja, jeg hedder Sophie,” sagde jeg stille.
”Okay, hej Sophie, jeg hedder Krista,” sagde hun glad. Mit hjerte bankede hurtigere. Jeg kunne se hendes smil ud af øjenkrogen. Hendes tænder var så hvide. De lignede perler. Hvordan er det muligt, at en person kan være så perfekt, som hun er? Hun placerede to tallerkner på køkkendisken. Det var en form for salat, som jeg ikke havde set før.
”Så, Sophie, hvad er din historie?” spurgte hun og tog en kæmpebid af salaten. Jeg kiggede på hende.
”Den har jeg da fortalt dig: Min mor smed mig ud, fordi hun ikke kunne acceptere min seksualitet,” sagde jeg med rynkede øjenbryn. Hun rystede på hovedet og puffede let til mig.
”Din livshistorie,” sagde hun med et smil. Min livshistorie. Altså, den om, at min far forlod min mor og jeg, da jeg var lille og at min mor er alkoholiker, tager stoffer og har røget i de sidste 40 år? Jeg kiggede ned på tallerkenen og tøvede med mine ord. Hvad skulle jeg sige? Hvordan skulle jeg fortælle en person, som jeg lige havde mødt, min livshistorie?
”Øh, hvorfor er du så nysgerrig? Du kunne også bare fortælle din livshistorie!” sagde jeg højt. Flabet. Hun kiggede forundret på mig. Der var en akavet stilhed.
”Undskyld, Sophie, det var dumt af mig at spørge,” sagde hun. Jeg fortrød straks, at jeg havde snakket sådan til hende.
”Jeg burde også se at komme videre,” sagde jeg hurtigt uden at kigge på hende.
”Sophie, det er altså alt for koldt!” begyndte hun: ”Bliv her i nat, bare i nat.”
Jeg tog min jakke. Rystede på hovedet.
”Jeg vil ikke være til mere besvær, så jeg finder bare et andet sted at sove,” sagde jeg.
”Sophie, det mener du ikke! Bliv her! Undskyld, hvis jeg gik over din grænse, men bare bliv i nat!” sagde hun højt. Hun tog fat i min hånd. Hendes hænder var så utroligt bløde. Jeg smeltede helt indeni, men jeg følte, at jeg blev nød til at gå.
”Sophie, du kommer til at fryse ihjel derude!” hun lavede store armbevægelser. Hendes blik var bekymret, og jeg kunne se tårer i hendes øjenkroge.
”Farvel Krista,”
”Sophie, lad nu vær,”
”Vi ses måske en dag,” jeg smilte til hende, åbnede døren og drog ud i den kolde vinternat. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...