Den røde paraply


2Likes
2Kommentarer
86Visninger
AA

1. Den røde paraply

Hun stod ved en lygtepæl med hendes røde paraply. Det var mørkt og det regnede. Jeg kunne se hende fra mit vindue. Hver aften præcis på samme tidspunkt, klokken 18:34, stod hun der. Under den samme lygtepæl med den samme røde paraply. Hun fascinerede mig.
Jeg havde en inderlig lyst til at vide mere om hende. Jeg havde lyst til at vide hvem den mystiske pige med den røde paraply var.

Det var en kold efterårsaften. Der stod en kop dampende kamillete i vindueskarmen. Klokken var 18:33.
 ”Et minut også er hun her, ” mumlede jeg til mig selv. Jeg kiggede ud af vinduet fra min lille lejlighed.
Det var nærmest blevet min hobby at observere hende.
Hver dag ville hun have noget nyt på. Hendes make-up ville sidde på en anden måde og hendes hår ville sidde anderledes. Nogen gange ville hun smile, andre gange ikke.
Jeg tog en slurk. Åbnede vinduet. Det regnede. Det regnede ikke bare lidt. Det øsede ned. Og der kom hun gående. Hun havde en grå strikhue og sorte Oxfordsko på.
I hånden havde hun den røde paraply.
Jeg åbnede vinduet på fuldt gab og skulle til at spørge, om hun ville ind og have en kop kamillete. Men da jeg åbnede munden, kunne jeg ikke få et ord ud.
Hun kiggede på mig. Smilte. Jeg smilte tilbage. Jeg følte mig helt forelsket hende. Jeg rystede på hovedet. ”Nej, ” sagde jeg til mig selv. ”Ikke fald for en, som du ikke kender, som du aldrig har snakket med.”
Her stod jeg. I min lille lejlighed og snakkede til mig selv. Jeg tog en slurk kamillete og kiggede ud af vinduet igen. Kiggede på lygtepælen. Kiggede på hende.
Mit vindue stod stadig åbent, så jeg lænede mig lidt udover, dog med afstand fra regnen. Jeg vinkede til hende og sendte hende et smil. Hun grinte og vinkede tilbage. Lyden af regnen overdøvede hendes grin.
Jeg overvejede konstant om i dag var dagen. Dagen jeg tog mig sammen. Dagen jeg gik ned til hende og faktisk prøvede at snakke til hende.
Nu eller aldrig, makker.
Nu eller aldrig.

Jeg bevægede mig hen til knagerækken og tog min jakke. Åndede dybt ind. Pustede ud.
 ”Du kan godt! ” sagde jeg til mig selv. ”Gå derned, stil dig ved siden af hende og sig hej, du kan godt, ” Jeg tog fat i dør håndtaget. Nu eller aldrig.


Der stod hun. Ovre på den anden side af vejen. Der stod hun. Pigen med den røde paraply. Hendes paraply dækkede for hendes ansigt. Nu eller aldrig. De tre ord blev ved med at køre inde i mit hoved. Det var som om, at jeg ikke kunne bevæge mig. Jeg stod som lammet.
 ”Jeg kan godt,” mumlede jeg. Åndede ind. Pustede ud. Jeg trak hætten over hovedet og småløb over vejen.
Jeg placerede mig selv forholdsvis tæt på hende. Hun løftede paraplyen og kiggede på mig. Smilte. Jeg smilte tilbage.
 ”Hej,” sagde jeg akavet. Intet svar.
Hun fandt en lille notesbog frem og rev en side ud. Hun fiskede en kuglepen op af lommen og begyndte at skrive på den. Mit blik gik fra hendes stykke papir til hendes ansigt.
 ”Okay,” sagde jeg bare. Hun foldede det lille stykke papir sammen, gav det til mig og pegede op mod min lejlighed. Jeg kiggede mærkeligt på hende. Hun smilte, vendte sig om og gik.
Hvad skete der lige?
Jeg stak det lille stykke foldede papir i lommen og gik op i lejligheden.


Det var en stille morgen. Solen var først ved at stå op, og jeg kunne høre fulgene synge deres sang. Jeg åndede dybt ind. Trak alt den friske morgenluft ned i mine lunger, og pustede ud.
Det lille stykke foldede papir lagde på mit arbejdsbord foran vinduet. Jeg tog en slurk fra min friskbryggede kamillete.
 ”Tør jeg åbne den? ” spurgte jeg usikkert mig selv. Jeg studerede hårdt det lille stykke papir. Håbede på, at det bare ville åbne sig selv.
Der kunne stå alt muligt i det stykke papir! Hendes telefonnummer, adresse. Måske en lille besked om, at jeg skal stoppe med at kigge på hende, fordi det skræmmer hende ærligtalt ret meget.
Jeg holdt om koppen med begge hænder, følte varmen.
Det var nu eller aldrig. Jeg blev nød til at vide, hvad hun havde skrevet. Jeg blev simpelhent nød til det. Sommerfuglene blafrede rundt i min mave. Nervøsiteten ramte mig.
”Okay, slap af, der er ikke noget at være nervøs over,” jeg tog en dyb indånding. Langsomt, og alt for dramatisk, samlede jeg det lille stykke foldede papir op, men jeg åbnede det forsigtigt som om, at det var en bombe, der ville sprænge når som helst.

”Hej mystiske dreng som altid kigger på mig fra sit vindue..
Mød mig nede ved lygtepælen en dag,
Du ved jo hvornår det er..
xoxo Cherry.”

Hun hed Cherry. Pigen med den røde paraply hedder Cherry. Pigen der altid står ved lygtepælen foran min lejlighed, hun hedder Cherry. Jeg smilede helt ved tanken.
Jeg placerede mig selv på stolen foran mit arbejdsbord. Cherry. Jeg kunne ikke holde op med at tænke på hendes navn. Cherry. Det var så sødt. Så unikt. Jeg tog min sorte notesbog, som lagde på kanten af bordet, spidsede en blyant og begyndte at skrive.
Nej, jeg skrev ikke en historie om hende.
Jeg skrev en sang om hende.
Det er noget helt andet, okay?
Mit arbejdsbord var fyldt med krøllede stykker papir og notesbøger. De fleste sange, jeg havde skrevet i den seneste styk tid, ja, de handlede om hende.
Men jeg endte altid med at krølle dem sammen og smide dem væk.

Området omkring arbejdsbordet var fyldt med flere sammenkrøllede stykker A4 papir. Klokken var 17:34. Præcis en time, så ville hun stå ude ved lygtepælen og, måske, vente på mig.
Jeg svedte. Jeg var nervøs.
 ”Okay, tag det rolig, makker, ” sagde jeg til mig selv, mens jeg gik rundt i panikkende cirkler. ”Bare spil noget musik, ” jeg tog fat i min guitar og satte mig på sofaen.
Men jeg sad der bare. Jeg spillede ikke. Jeg sad der bare.
Følte guitaren. Følte strengene mellem mine fingre.
Tiden gik så langsomt. Et sekund føltes som et minut. Et minut føltes som en time.
Jeg gik hen i køkkenet og begyndte at koge vand.
De varme dampe steg op fra kedlen. Mit ansigt blev let svedigt.
Te var det eneste, som kunne berolige mig lige nu.
Igen kiggede jeg på uret. 17:56. Tiden var gået lidt hurtigere nu. Godt.

Mit vindue stod igen på vidt gab. Min kop te var igen placeret i vindueskarmen.
Jeg havde næsten glemt alt om Cherry. Glemt at vi skulle mødes om. Jeg kiggede på uret igen. 18:33. Et minut. Et minut! En følelse af panik strømmede ind i min krop. Et minut.
”Træk vejret, makker, træk vejret, ” sagde jeg gentagende gange til mig selv og tog dybe indåndinger.
Hurtigt bevægede jeg mig hen til knagerækken.
Jeg kiggede mig selv i spejlet. Mit hår var, som altid, rodet og mit tøj var krøllet.
Min jakke blev slynget på og jeg tog bare hvilket som helst par sko på. Jeg stormede nærmest ud af døren, væltede næsten ned af de mange trapper i den tomme opgang.
”Cherry, Cherry, Cherry,” mumlede jeg hurtigt med et kæmpe smil på læberne.
Jeg nåede hoveddøren. Stoppede. Hvad havde jeg egentlig gang i? Jeg kendte ikke engang pigen. Hun kunne være en seriemorder. Jeg kunne være en seriemorder! På nær, at jeg ikke er en seriemorder, selvfølgelig.
Tankerne fløj rundt i mit hoved og jeg kunne slet ikke koncentrer mig.
Jeg fiskede min mobil op fra baglommen og tjekkede klokken. 18:35! Nu eller aldrig.

Akavet. Det her var akavet. Vi stod her bare.
Vi stod her, stirrede ud i intetheden. Det støvregnede, og jeg ejede ikke en paraply.
Jeg kiggede på hende, smilte. Hun kiggede på mig, smilte.
Hun havde den med igen. Hendes røde paraply. Cherry havde altid hendes røde paraply med.
”Så,” sagde jeg og vippede lidt frem og tilbage på fødderne. Hun kiggede på mig. Hendes øjne havde den flotteste blå farve, jeg nogensinde havde set.
Det var som at se på to ædelstene: akvamariner eller safirer.  
”Vil du med op?” spurgte jeg efter lidt tid. Der blev helt stille. Ud af øjenkrogen kunne jeg se, at hun nikkede. Jeg smilte lidt overrasket.
”Okay, øh, okay!” sagde jeg begejstreret. Aldrig før var jeg kommet så langt med en pige.
Forsigtigt rørte jeg ved hendes hånd. Chokeret kiggede hun på mig. Jeg fjernede hurtigt hånden igen.
”Undskyld,” sagde jeg stille, med et efterfølgende akavet host. Men som jeg gik over vejen, så kunne jeg mærke hendes hånd. Hendes hånd der flettede sig ind i min. Hendes hånd, hendes bløde hånd, der gav min et lille klem. Jeg kiggede på hende. Hun smilte. Jeg smilte. Vi smilte begge to. Vi smilte til hinanden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...