Old scars / Future hearts

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jun. 2016
  • Opdateret: 18 okt. 2016
  • Status: Igang
Der er ikke langt fra overklasseverdenen med champagne, kindkys og berømmelse til den dystre tilværelse befængt med stoffer, alt for sene nætter og krøllede lagener. Balancen er hårfin, og denne bliver sat på prøve under Coras mislykkedes forsøg på at afholde sig fra livets mangfoldigheder, da hun ved et uheld bringer sig selv i bekendtskab med den bombe, der gemmer sig indeni Luke Hemmings.

4Likes
2Kommentarer
479Visninger
AA

3. Første kapitel


Gulvet i Emanuels lille etværelseslejlighed har efterhånden taget form som en uformel førfest. Der er endnu ikke indrettet, kun et par enkelte kasser står i hjørnet, så de ikke fylder noget, og en tom sofa er placeret langs den ene væg. Men ellers er her tomt.

”Det er nok lettere at få det gjort, når det sjove er overstået,” havde han sagt med et glimt i øjet, da han inviterede os alle sammen over til billig rødvin og lunkne øller - sådan som vi bedst kan lide det. Gulvet flyder nu med chipsposer, MacDonald’s affald og skrald fra alle de mange guldkarameller, vi har købt til Emanuel for at fejre hans nykøbte lejlighed.

Med tænderne fulde af karamel, en ånde, der stinker langt væk af sourcream and onion og alkohol i blodet har vi skabt et nogenlunde grundlag for den aften, der endnu står foran os.

”Fuck, hvor skal vi blive stive i aften!” skråler Madge, da hun vender tilbage fra det improviserede køkken, vi i fællesskab fik sat op i form af et minikøleskab og en kasse øl.

”Skål på det.” Emanuel rækker sin grønne plastickop i vejret, og resten af os stemmer i med et skål, hvorefter vi tager et stor mundfuld øl.

"I ved vel, hvad det er I går ind til, ikke?" Jeg kigger rundt på dem alle sammen. Det var mig der skaffede dem adgang til denne fest, for ellers havde det da aldrig været på tale. Den type mennesker er slet ikke nogen, som vi normalt ville omgive os med.

"Det kan du tro: Gamle mennesker, der er trætte af deres eget liv, og bare skyller det hele væk i whiskey og lader som om, at økonomi og den slags rent faktisk betyder noget for dem, mens de snakker med mennesker, de lader som om, de kan lide. Det bliver så festligt!" Bree griner halvironisk, før hun endnu engang hæver glasset til et skål.

"Noget i den stil," griner jeg.

"Se bare," siger Emanuel med et smil. "Det bliver så hyggeligt. Jeg har endda taget jakkesæt på til lejligheden."

Jeg ser ham kort an i hans sorte, stilrene jakkesæt og sender ham så et smil. "Ingen vil ane, at du bor i en etværelses i den anden ende af byen." Han blinker til mig.

"Vi smadrer dansegulvet!" Madge rækker Bree en highfive og hun nikker bekræftende.

"Jeg har rent faktisk øvet mig på at danse som de rige gør det," istemmer Emanuel. Det forårsager, at jeg griner højt.

"Jeg vil vædde med, at I bliver smidt ud inden min far holder sin store tale - hvilket han som regel gør når alle gæster er kommet." Emanuel ryster stædigt på hovedet. 

"Næ nej, jeg har kommer til at blende perfekt ind der, vækker ingen opsigt overhovedet, skaffer mig nogle kontakter, og bum, pludselig er det mig alle vil til fest hos."

"Du er håbløs, Em. Jeg siger dig, du er skæbnebestemt til dette halvusle liv, og det bør du kun sætte pris på." De andre griner kort af mig, og Emanuel ruller med øjnene af min stupiditet, som det åbenbart betegnes som, når man frivilligt tager afstand til overklassen. Han skulle bare vide. 

Stilheden falder over os.

”Har du noget med, Cora?” spørger Dan med en lav stemme, som om underboen kan høre ham igennem gulvet. Musikken spiller ud af Brees laptop, men den er en del lavere en sædvanligt. Emanuel har givet os alle sammen den helt store prædiken om, at han ikke vil have nogle klager på hans første dag i lejligheden. Derfor har vi også sat os ned på gulvet i en rundkreds i stedet for at danse rundt. Alles blikke vender sig straks mod mig, da jeg trækker tre poser op fra tasken, som jeg stolt flagrer med foran dem.

”Ja, gu’ har jeg da noget med. Er du klar over, hvor meget de paphoveder er villige til at betale for bare et enkelt joint, pille eller hvad de nu står og mangler? Det er der gode penge i.”

Poserne ryger samme vej ned i tasken igen, og jeg læner mig i stedet tilbage mod væggen bag mig.

”Deler du?” forsøger Dan i samme forsigtige og rolige stemme.

”Du ved da, at jeg altid gemmer en lille smule til dig, min øjesten, i tilfælde af, at du pludselig falder tilbage. Men du bliver nødt til at betale - hårde tider, ved du nok.” I det jeg kalder ham min øjesten, flyver hans arm straks rundt om Michaela, han kæreste. Michaela fletter sine fingre ind i hans og sender ham et varmt smil. Jeg betragter dem næserynkende.

”Det bliver en hård aften,” siger han tørt. ”Jeg er fuldstændig broke.”

Egentlig var han stoppet på stoffer, men han holder altid en fod i hver lejr, hvis fristelserne bliver for mange. Vi ved alle sammen godt, at den eneste grund til at han overhovedet prøvede at stoppe, var på grund af Michaela. Hun gør ikke den slags.

”Så er vi to,” istemmer Bree.

”Tre.” Det er Michaela.

”Fire.” Mig. "Men det ændrer sig forhåbentlig efter i aften."

”Fem.” Madge.

”Seks,” lyder det fra Forest, der ellers har været ganske stille i løbet af aftenen.

Alle vores blikke lander på Emanuel, der trækker tøvende på skuldrene. ”Jeg har godt nok lige fået lejlighed, men jeg klarer det nu rimelig godt med mit nye job.”

Emanuel tager frontløber-prisen, når det kommer til anstændighed. Han er den ældste og dermed mest erfarne. Det er svært at sætte en finger på noget ved Emanuel, som er forkert. Han er gruppens ukronede og ganske uofficielle leder, holder en hånd over os alle sammen, og han står altid på spring for at hjælpe til.

"Well," siger Madge tøvende. "Hvor bliver min kontantydelse så af, Emanuel?" 

Vi begynder alle at grine af udtalelsen, men latteren bliver lynhurtigt afbrudt af min telefon, der ringer. Alle stopper i et flygtigt øjeblik op og kigger på mig, men jeg rækker bare hånden i vejret og beder dem om at undskylde mig et kort øjeblik, før jeg rejser mig og forlader rummet.

Nummeret på displayet er hemmeligt, og jeg er derfor ikke i tvivl om, hvad det omhandler. Min kunder ringer altid med hemmeligt nummer, så de kan sikre deres egen sikkerhed, hvis de fik forkert nummer eller at politiet havde fået fat i mig.

Jeg stiller mig ud i opgangen, før jeg besvarer opkaldet.

”Hallo...?” hvisker en hæs og tung stemme i telefonen.

”Det er Cora her.” Jeg udelader med vilje altid efternavnet.

”Hej…” Det ene ord medfører en lang pause. Fyrens tunge vejrtrækning høres tydeligt igennem telefonen. Han lyder både nervøs og tøvende. Det kan umuligt være en af mine faste kunder. ”Sælger du stoffer?”

”Hvem er du?” spørger jeg. Det er bare sikkerhedsspørgsmål, så jeg sikrer mig, at jeg ikke bliver fuppet. Det er aldrig sket før, så jeg regner ikke med det.

”Mit navn er Luke. Har du ikke et eller andet, jeg kan få? Hvad som helst egentlig. Jeg kan komme hvor du er med det samme. Det behøver ikke tage mere end tre minutter af din tid.” Hans stemme drukner i hans egen desperathed, og jeg smiler blot en smule ved tanken.

”Okay, Luke. Der er en fest på Park Hyatt i aften, og jeg vil være der. Hvis du stikker hovedet ind, så skal jeg nok sørge for, at du får overleveret noget. Medbring kontanter.” Hans tunge vejrtrækning bliver snart erstattet med et lettet suk. Han rømmer sig og svarer:

”Park Hyatt? Jeg kommer.” Og derefter lægger han på. Samtalerne med mine kunder er altid kortfattede på den måde.

Jeg lægger mobilen tilbage i lommen og vender tilbage til Emanuels lejlighed, hvor de alle sammen står op.

”Er du også klar til at smutte, Wright?” Wright er mit efternavn og har altid været Emanuels måde at tiltale mig - selvom det irriterer mig, har jeg efterhånden fundet min fred med det, siden det har stået på så længe. Jeg bryder mig ikke om at blive bundet sammen med resten af de folk, der bærer samme navn som jeg selv.

”Allerede?” spørger jeg, da jeg skæver til armbåndsuret på mit håndled. Klokken er kun halv ni.

”Jada, vi skal jo helst ikke trække for meget opmærksomhed, ved at komme midt under festen.” Jeg krymper mig en anelse under Forests blik, da han sender mig et skævt smil. Som svar til ham nikker jeg blot på hovedet og griber min læderjakke, før jeg træder ud af lejligheden sammen med resten af flokken, og vi sætter kurs mod Park Hyatt, det mest prestigefyldte hotel i Sydney - og også det sted min fars fest holdes.

 

Okay, fest er måske så meget sagt.

Det vil nærmere være min fars måde at fortælle alle hans medarbejdere, kunder, kontakter og fremtidige arbejdsrelaterede mennesker (i bund og grund alle mennesker, der betyder noget i min fars verden), hvor godt det går for ham. Hvor meget overskud han har, når han rejser sig op, klinger let på krystalglasset og annoncere, at i anledning af, hvor mange skønne mennesker der er kommet i aften, er der fri bar. Jeg brækker mig næsten ved tanken. Det handler alt sammen om, hvad andre tænker om ham.

Vigtigst af alt er selvfølgelig pressen. Det er også derfor, jeg skal komme. Ingen tvivl om, at jeg ellers var blevet bedt om at holde mig langt væk. Min far var endda så desperat efter at få mig med, at han lod mig tage mine venner med, som ellers ikke komplementerer min fars prestigefyldte fest. Men det var min eneste krav, før jeg ville deltage. Der kommer ikke en dag, hvor jeg frivilligt vil tage del i den forskruede verden, min far lever i. Så må han se langt efter alle de mennesker, der vil se skævt efter ham, når verdenen en eller anden dag finder ud af sandheden: han er ikke perfekt, hans datter er løbet hjemmefra og hans kone stak af, da hun fik chancen.

Men mine venner er stadig spændte.

Da vi finder frem til hotellet efter en lang gåtur, står de alle sammen og betragter det overdådige hotel med øjne så store som fucking tekopper. Jeg ruller med mine.

”Sig mig, Wright,” starter Emanuel ud, da stilheden efterhånden har lagt sig over os. ”Hvorfor er det nu lige, at du ikke vil have noget med det her at gøre?”

Jeg sukker over hans ord. ”Fald nu ikke for facaden.”

”Åh kom nu, det kan godt være, at de er nogle røvhuller, men er det ikke det værd, hvis man får lov til at drikke dyr champagne og feste på fine hoteller?”

”Nej, helt sikkert ikke,” svarer jeg forarget, imens jeg tager et fast greb om Brees arm, da jeg trækker hende nærmere døren i håb om, at resten også følger med. ”Tro mig, de her mennesker er mere indviklede end som så. De kan virke attraktive, fordi de alle sammen har mange penge, status og de vildeste talegaver, men det er ikke for sjov, når jeg siger, at I ikke vil komme for tæt på.”

Bree griner kort af mig. ”Fald nu ned, søde. Vi kommer bare for at have en fest. Ikke andet.”

”Jeg vil bare advare jer. Der skal ikke meget til, før man pludselig er pakket ind i deres tætte spind af problemer.”

Hun klapper mig blidt på toppen af hovedet, mens hun lydigt følger efter mig mod døren, foran hvilken, der står to store og tydeligvis rimelig bidske vagter og sørger for, at kun de rigtige gæster kommer med ind.

”Men helt ærligt, Cora. Det er jo ikke fordi vi selv er helgener. Vi bærer jo også alle sammen rundt på tung bagage.” Kommentaren kommer fra Emanuel, og jeg vender mig overrasket om, da jeg opdager, at de alle sammen står bag mig.

”Vent og se,” siger jeg blot til ham, før jeg træder hen mod de to vagter. De ser os an med smalle øjne. Jeg vender mig rundt for at kigge på de andre, sådan som vagterne må se på os.

Dan har nægtet at tage jakkesæt eller noget pænt tøj på, så han står i et par stramme sorte jeans og en tilsvarende hvis AC/DC t-shirt. Forest har iklædt sig et par sorte jeans, en tætsiddende sort skjorte samt en hvid butterfly. Emanuel har som sagt trukket i hans aller pæneste tøj (”jeg får nok kun denne mulighed én gang, så må jeg hellere se godt ud”). Madge har taget en lille sort kjole på, mørk øjenmakeup og håret sat lidt sløset op i en løs knold, sådan som hun gerne dressede sig op, når hun ville "hoe out", som hun selv så pænt formulerede det (suk). Michaela er iklædt en lang, mørkeblå kjole i et diskret mønster med opstramning omkring livet. Jeg mistænker, at det er den samme hun havde på til prom, men jeg husker ikke de detaljer, så skæv havde jeg været den aften. Bree står i et par tætsiddende jeans og en meget nedringet top, mens hendes hår hænger løst omkring hendes ører. Og jeg selv? Jeg er iført en gult stribet top, et par slidte denimshorts og de samme udtrådte converse, som jeg også gik med for tre år siden.

Vi ligner den samme brogede flok, som vi i sandhed er.

Jeg gad nok vide, hvad vagterne må tænke, før jeg fortæller dem, at jeg er Christian Wrights datter.

Den ene vagts øjne bliver smallere, mens den anden gennemsøger hans gæsteliste.

”Mit navn er Cora Wright.” Ingen af dem reagerer synderligt på den bekendtgørelse. ”Kan I ikke bare hente min far, så kan han lukke mig ind? Jeg gider sgu ikke spilde min tid på jeres skepsis.”

De kender sikkert alle tricks i bogen, for den ene ryster meget markant på hovedet, af det jeg sagde. De tror sikkert stadig, at jeg prøver at snyde mig ind. Hvordan de kan tro, at jeg virkelig ønsker at komme ind til den fest, det forstår jeg ikke. Men jeg ligner vel bare ikke min far så meget, som jeg så tit får at vide. Heldigvis.

De to vagter udveksler blikke, og den ene forsvinder ind af døren, mens vi bliver bedt om at vente, hvor vi er. 

”Ignorer min far, han ved ikke noget om virkeligheden. Han ser sig blind i en verden af krystaller og stigende kurver.” 

”Jeg synes altså, at din far var en sød mand.” Jeg kigger uregerligt over på Forest ved lyden af de ord, der forlader hans mund. Jeg plejer normalt at være meget nærig med den øjenkontakt, jeg deler med Forest. Men hans øjne fanger mig denne gang. Selvom det efterhånden er blevet mørkt udenfor, så skinner hans lysebrune øjne i refleksioner fra de mange vinduer, der præger hotellet. Jeg rynker øjenbrynene i forvirring.

”Det kan du umuligt mene alvorligt. Han er forfærdelig! Der var en grund til, at min mor stak af.” Bree lægger en hånd mod min skulder, og jeg vender straks blikket mod hende og skal til at bide af hende.

”Cora,” siger hun i et roligt tonefald. ”Din mor flyttede, fordi hun var lesbisk.”

Bree lader aldrig en mulighed gå forbi, uden at minde os alle sammen om, at min mor flyttede ud og væk fra min far og jeg, fordi hun ”blev nødt til at være sand mod sig selv”. Af en eller anden grund idoliserer hun min mor. Hun er for resten også lesbisk.

”Jeg ville også blive lesbisk, hvis jeg skulle tilbringe 10 år, mens jeg lod som om, jeg var forelsket i den idiot.”

Den kommentar forårsager et par enkelte fnis, men jeg lægger ikke mærke til, hvem de kommer fra. Jeg er også ligeglad.

”Hey,” siger Forest. Han lægger en hånd mod mit hoved holder mig for en kort stund ind til sig. Min krop føles stiv, og selvom jeg gerne vil, så trækker jeg mig ikke væk. Den velkendte duft af røg, der sædvanligvis følger ham giver mig en mavepuster, og det bløde stof fra hans skjorte kilder lidt mod min kind. ”Som du selv siger, så handler det nok bare om, at jeg ikke var tæt nok på ham.”

Da han igen giver slip på mig, træder jeg et enkelt skridt væk fra ham. Jeg nikker kortfattet og lidt betuttet. Det er svært at lade som om, at han ikke gør noget ved mig. Og han ved det godt. Jeg kan se på hans skæve smil, at han ved lige præcis, hvilken effekt han har på mig. Og derfor har jeg mest lyst til at slå ham i ansigtet. Men jeg gør intet.

”Han er god til at lade som om,” siger jeg lavt, fordi min stemme tilsyneladende har mistet sin kraft.

I samme øjeblik bliver døren igen åbnet, og jeg vender mig rundt i en mægtig fart, da jeg ser min far stå prydende på toppen af trappen. Et stort smil er placeret på hans læber, da han får øje på mig i midten af den lille klump af malplacerede mennesker, der står for foden af trappen.

”Jo jo, mine herrer. Dette er min datter. Hvordan i alverden kan I overhovedet være i tvivl?” Min fars karismatiske stemme er ikke til at tage fejl af. Han snakker altid som om, han læser op fra bibelens vigtigste ord; som om hans ord er lov. Og jeg brækker mig over det.

”Cora! Hvor er jeg glad for, at du besluttede dig for at komme.” Jeg træder de skridt op af trappen, det tager, før jeg er på ligefod med ham; sådan som det helst skal være. Jeg nægter at føle mig underdanig. Han åbner armene for mig, og jeg lader ham lukke dem omkring mig. Jeg ved godt, at det indgår i planen, at vi skal se ud som en rigtig famile, men jeg væmmes i mit stille sind, da jeg bliver lukket ind i en tæt luft af whiskey, aftershave og en sød mint. Da han, efter hvad der føles som tusind år, igen slipper mig, vender han sig ned mod mine venner, der tavse ser til. De ved godt, hvilken krig der foregår indeni mig lige nu.

”Vil du ikke præsentere mig for dine venner?” spørger han, og jeg nikker. Tusindvis af flabede kommentarer former sig på min tunge, men jeg beholder dem der, for at holde min del af den aftale, jeg har indgået med min far.

”Du kender jo Forest og Michaela,” starter jeg, mens jeg peger. Da jeg opfatter rynken i hans pande uddyber jeg. ”Min ekskæreste Forest og Michaela fra high school?” Han nikker bekræftende, selvom jeg er sikker på, at han ikke aner, hvad jeg snakker om. Men jeg fortsætter.

”Så har vi Madge og Bree, og de to andre drenge er Dan og Emanuel.” Jeg peger fra den ene til den anden, og hver især hæver de hånden i en enkelt gestus eller hilser mumlende. Da jeg nævner Emanuel træder han det sidste skridt op og rækker hånden frem mod min far.

”Rart at møde dig, hr. Wright,” siger han og gør et lille buk med hovedet. Han lever sig virkelig ind i rollen. Min far sender Emanuel et smil der fremviser et sæt perlehvide tænder (størstedelen selvfølgelig falske), og tager hans hånd i et fast greb. 

"Fornøjelsen er helt på min side." Emanuel vender sig rundt og sender mig et strålende smil. Jeg væmmes, og det fremstår vist tydeligere end intentionen var, for Bree er hurtig til at lægge armen omkring mit liv og føre mig ind af de kæmpemæssige døre og efterlade min far og resten af scenen bag mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...