Old scars / Future hearts

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jun. 2016
  • Opdateret: 18 okt. 2016
  • Status: Igang
Der er ikke langt fra overklasseverdenen med champagne, kindkys og berømmelse til den dystre tilværelse befængt med stoffer, alt for sene nætter og krøllede lagener. Balancen er hårfin, og denne bliver sat på prøve under Coras mislykkedes forsøg på at afholde sig fra livets mangfoldigheder, da hun ved et uheld bringer sig selv i bekendtskab med den bombe, der gemmer sig indeni Luke Hemmings.

4Likes
2Kommentarer
479Visninger
AA

2. Forsmag

"Det her er ikke dig, Cora." Det er Michael, der snakker. Det er det altid. Lydbølgerne fra hans bløde stemme danser forbi mine ører, og jeg skubber dem tilbage i den kolde efterårsluft. Jeg griner bare.

Og jeg ser det hele ske.

Jeg ser farverne fra hans øjne flyve rundt omkring i takt til musikken, der pumper blodet rundt i min krop. Han kan ikke stå stille, han danser rundt. Jeg har lyst til at bede ham om at lade være med at bevæge sig, men han forstår vist ikke, hvad jeg mener.

Jeg ser ham rejse sig og danse væk i en substans, der tager form som mennesker. Men han kommer tilbage, sådan som han altid gør. Og han har et glas med, som han lægger mod mine læber. 

"Prøver du at forgifte mig, Michael?" Jeg griner fjoget. "Så let kommer du ikke i bukserne på mig."

Jeg puster ned i væsken, så den danner små, fine bobler, der vokser op mod mig, som om de vil angribe. Michaels øjne danser videre på den der bekymrende måde, og hans hånd mærkes mod min kind. "Cora.." Navnet er mit, men jeg ved ikke, om der bliver snakket til mig. For jeg er ikke sikker på, at han længere ved, hvem jeg er.

Jeg rejser mig. 

Musikken pumper videre, og jeg ved, at den holder mig kørende. Blodet bliver ved at løbe rundt. Hans hænder ligger ikke længere mod mine kinder, de er forsvundet. 

"Bliv siddende." Det lyder som en befaling, men der bliver ikke gjort noget for at holde på mig, da jeg tager et par tøvende skridt væk.

"Jeg er træt af at blive," siger jeg. Jeg har opfundet den dybe tallerken, det er jeg sikker på. Jeg har opfundet mig selv. "Det er på tide at komme afsted. Derudaf. Videre."

De skarpe glasskår kilder mod mine bare tæer, mens jeg med hjertet fyldt af mod bevæger mig gennem den mørklagte gade og efterlader sanseindtrykkene bag mig. Nogen råber på mig, men det forsvinder som alt andet den nat.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...