En hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 maj 2016
  • Opdateret: 24 maj 2016
  • Status: Færdig
"Jeg har en hemmelighed. En hemmelighed jeg er flov over, da jeg ikke kan genkende mig selv. Men jeg kan ikke længere bære på den, for hvis jeg gør, bliver jeg aldrig glad igen. " *** En del af mit liv som jeg ikke er stolt af, men som jeg bliver nød til at acceptere. NOTE: Denne historie fortæller om vold. Ikke i detaljer.

1Likes
0Kommentarer
52Visninger
AA

1. Min hemmelighed

Jeg har en hemmelighed.

En hemmelighed jeg er flov over, da jeg ikke kan genkende mig selv.

Men jeg kan ikke længere bære på den, for hvis jeg gør, bliver jeg aldrig glad igen.

 

***

 

Jeg havde en sød og fantastisk kæreste, som elskede mig mere end noget andet.

Men det vidste jeg ikke.

I et kort øjeblik fik jeg opmærksomhed fra en helt anden dreng, en opmærksomhed som jeg længe havde savnet.

Det var ikke fair for min kæreste, at jeg tænkte på en anden, så jeg valgte at gøre det forbi.

 

Få dage efter mødtes jeg med ham.

Ham der vidste hvad jeg havde brug for.

Vi havde kendt hinanden længe. Vi havde de samme venner. Og min bedste ven, var også hans.

Vi havde det sjovt sammen, måske lidt for sjovt.

Og vi besluttede os for, at se hvad vi kunne blive til.

 

Efter et år var jeg fast besluttet for, at han var mit livs kærlighed.

Det var jeg overbevist om.

Ikke fordi jeg elskede ham så højt, men fordi han var den eneste der kunne elske mig.

Selvfølgelig elskede jeg også ham, men jeg havde svært ved at forestille mig en fremtid med ham.

Det havde han ikke.

Han snakkede hus, børn, ægteskab – det hele!

Han fik mig til at se det hele. Det gjorde mig glad.

 

Han havde før holdt veninder hemmelige for mig.

Det gjorde mig urolig, for hvorfor?

Han viste mig beskederne, og der var intet at være urolig for.

Men hvorfor havde jeg så en mavefornemmelse der sagde andet?

 

Jeg vågnede en dag hvor den var helt galt, og jeg blev nød til at berolige mig selv.

Så uden hans viden kiggede jeg hans beskeder igennem, men jeg blev langt fra beroliget, for jeg fandt lige det jeg frygtede.

Det var få beskeder, men de var der.

Jeg ringede til ham og fortalte om min opdagelse. Jeg var ikke bange for at indrømme jeg havde overtrådt hans privatliv. For han havde trådt på mine følelser og holdt mig for nar.

Han undskyldte, men før han kunne nå og sige mere, lagde jeg på.

 

En time senere kom han ind af døren, og blev modtaget af en lussing.

Jeg havde aldrig følt mig så vred før, men blev mere vred på mig selv, efter at have efterladt et håndaftryk på hans venstre side af ansigtet.  

Han rystede hurtigt på hovedet, for lige at komme sig over chokket, hvor efter han kom efter mig, og omfavnede mig.

Han knugede mig ind til ham, mens han græd og undskyldte.

Så naiv som jeg var, tilgav jeg ham.

Men fra den dag, var vi aldrig som før.

 

***

 

Jeg gik med konstant ondt i maven, og bange for at han holdte mig for nar.

Vi var kun få gange oppe og skændes.

Og det eneste fysiske der ville ske under skænderierne var enten ham eller jeg, der ville tage fat i hinandens ærmer, eller i håndledet, for at stoppe den anden i at gå.

 

***

 

Ikke en gang et år efter den lussing jeg gav ham, kom han grædende hjem til mig.

Han ville gøre det forbi.

Med den begrundelse at han var bange for mig.

Han havde sagt til hele sin familie at jeg havde slået ham, hvilket jo også var sandt, men jeg havde ikke lagt hånd på ham siden. 

Jeg var forvirret, chokeret og ikke mindst ked af det.

Ked af han ville gå fra mig.

Ked af der nu var en hel familie der hadede mig.

 

Jeg fortalte ham hvor ked af det jeg var, over hvad der skete den gang.

Hvor meget jeg fortrød den lussing, og jeg ville gøre alt for forholdet skulle fungere.

Han sendte mig til psykolog.

 

Jeg fortalte psykologen om alt.

Og han syntes ikke at der var noget galt med mig, men gav mig nogle værktøjer til at kontrollere mit temperament. Hvilket jeg selv syntes fungerede.

 

Jeg valgte selv at tage fat i hans forældre og undskylde.

Hvor jeg blev mødt af følgende ord:

”Vi har aldrig kunne forestille os, at du nogensinde kunne finde på det. Så vi er sikre på han fortjente det!”

 

***

 

Der var ro på i lidt tid, men så begyndte skænderierne igen.

Jeg brugte de værktøjer som psykologen havde givet mig, og gjorde mit bedste for ikke at hidse mig op.

Jeg lagde godt mærke til at når han greb mit håndled, at han pludselig holdte hårdere end han plejede, og det faktisk gjorde ondt. Men gjorde ikke noget ved det.

 

Nytårsaften var der jeg blev klar over der var noget galt.

Han var overbevist om jeg var sur, fordi jeg havde travlt med at lave fest middag til ham og hans venner.

Vi stod ude i trappeopgangen og snakkede om det.

Jeg holdte let på hans overarme for at berolige ham, og prøvede at overbevise ham om at jeg ikke var sur.

For det var jeg ikke.

Han råbte bare af mig, og begyndte at skubbe til mig.

Et skub for hårdt, og vi begge rullede ned af trappen.

Da vi landede, satte han sig oven på mig og holdte mig nede.

Han blev ved med at fortælle mig hvor syg i hovedet jeg var, og hvordan jeg lige kunne vove på at ødelægge hans aften.

Jeg lå helt stille, og var i et mindre chok.

Jeg havde aldrig set ham sådan.

 

For hver diskussion vi havde blev det værre.

 

***

 

Han blev færdigudlært som el montør, og stod til at blive arbejdsløs.

Hvilket selvfølgelig gjorde ham frustreret.

Ikke noget der gjorde at vi diskuterede mere.

Efter 14 dages arbejdsløshed, kunne han ikke klare det mere. Så jeg kom op med en idé der kunne hjælpe ham. Og rigtig nok, dagen efter havde han over 100 jobtilbud.

Han var så stolt.

Han startede i job en uge efter.

 

Efter at have været i job i to uger, faldt han ned af en trappe og brækkede sin fod.

Han var nødsaget til at være sygemeldt i en måned.

Og overraskende nok, var det her vores diskussioner var værst.

Jeg var i gang med mit eksamensprojekt, og havde derfor ikke altid tid til at passe ham.

 

Jeg husker tydeligt en dag vi kørte hjem fra hans forældre, jeg skulle sætte ham af ved lejligheden, da jeg skulle på arbejde bag efter.

Han spurgte om det var muligt at sætte ham af ved fakta, så han kunne købe en lottokupon til den aften, men jeg nægtede, da jeg ikke syntes han skulle have så langt at gå hjem. Dette resulterede i, at da jeg holdte stille på parkeringspladsen gik han helt amok. Han var på vej ud af bilen, og jeg tager hurtigt fat i hans trøje, og lige hiver stille og roligt i den, for at få ham til at sætte sig ind igen.

Jeg nægtede at skilles som uvenner.

Og jeg ville ikke kunne koncentrere mig om arbejde, hvis vi ikke var blevet gode venner.

Han blev gal over jeg tog fat i ham, så han satte sig hurtigt ind igen, hvorefter han vender sig om mod mig. Jeg nåede lige og se vreden i hans øjne, og før jeg vidste af det havde han begge hænder om halsen på mig. Han strammede grebet en smule, mens han råbte af mig.

Igen sad jeg stille.

Chokeret.

Han forlod bilen. Og med sine krykker haltede han vredt op mod lejligheden.

Jeg kørte på arbejde.

Fire timer senere fik jeg fri, og var endnu ikke kommet mig over chokket.

Jeg kørte hjem.

Jeg følte mig tom, forvirret, frustreret.

Hvad skulle jeg gøre?

 

Da jeg kom ind i lejligheden, var han helt færdig.

Han virkede til at have grædt siden han var kommet op.

Han kom hen for at kramme mig og undskylde.

Endnu en gang krammede jeg igen, og tilgav ham.

Det var det jeg sagde til ham.

Men inderst inde vidste jeg godt hvad jeg skulle gøre.

Vi havde et par voldsomme diskussioner efterfølgende, hvor han fik taget fat i mig.

Nogle af gangene gjorde jeg modstand, andre gange tog jeg bare imod.

 

Mine forældre vidste ikke noget, men jeg aftalte at komme hjem og bo hos dem, indtil jeg skulle aflevere mit eksamensprojekt. Og da min mormor lå på hospitalet og var døende, var det den perfekte undskyldning til at komme væk fra ham.

Så jeg kørte ham til hans forældre, og tog derefter hjem til min egen familie for at sørge.

 

***

En uge efter døde min mormor. Et stort tab. Et tab jeg endnu ikke er kommet mig over.

Fem dage efter, ringede jeg til ham for at høre hvordan hans scanning var gået. Han råbte af mig og beskyldte mig for at være kontrollerende.

Jeg undskyldte mange gang.

Han bad mig komme hjem til hans forældre for at snakke.

 

På den halve times køretur lovede jeg mig selv, at jeg ikke ville kæmpe mere.

Hvis han sagde vi bare skulle være venner, så var det fint med mig.

 

Og rigtig nok, da jeg parkerede hjemme hos hans forældre, kom han ud med en pose der var fyldt med ting jeg havde glemt derhjemme.

Han satte sig på passagersædet.

Han kiggede ikke på mig.

”Jeg har ikke flere følelser. Jeg synes bare vi skal være venner.”

Jeg nikkede bare, og sagde det var fint nok.

Da det var hans bil, kørte han mig hjem til mine forældre.

Og kørte hans vej igen.

 

Jeg troede aldrig jeg ville høre fra ham eller se ham igen.

Men jeg tog fejl.

Jeg mistede en del af mine venner.

Han fortalte alt og alle hvordan jeg slog ham.

Hvordan han fortalte ved jeg ikke.

Få har spurgt om det var sandt.

De spurgte om det var sandt, at jeg slog ham hver gang vi var oppe og diskutere.

Om det var sandt, at jeg var kontrollerende.

At jeg var jaloux.

At jeg bestemte hvad han måtte, hvornår og hvem af hans venner han måtte se.

 

Intet af det de har spurgt om, kan jeg genkende.

Men det er hvem jeg er, i mange øjne.

 

Men ikke hvem jeg rigtig er. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...