My lifesaver - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2016
  • Opdateret: 19 jun. 2016
  • Status: Igang
Lara er ude og gå efter nyheden om, at hendes forældre skal skilles. Hun går fuldstændig i sine egne tanker, og før hun når at se sig omkring, bliver hun skubbet til siden af en fyr. Det viser sig så at være Niall Horan, der lige har reddet hende fra at påkørt af en bil. Hun slår dog hovedet slemt i faldet, og Niall tager hende med hjem til ham og resten af One Direction drengenes lejlighed, hvor der er en læge i bygningen. Lara får at vide, at hun bliver nødt til at blive ved drengene i et par dage, fordi hun ikke kan holde til at blive transporteret nogen steder hen lige nu. Hvordan mon det bliver at hænge op ad fire drenge i flere dage? Kan der undgå at komme følelser mellem nogen?

88Likes
26Kommentarer
5761Visninger
AA

3. Kapitel 2

Jeg ømmede mig kort, før jeg satte mig op på fortovet, hvor jeg var landet, og så bilen køre videre. Jeg tog mig til hovedet, da en pludselig smerte kom frem. Jeg bed tænderne hårdt sammen, da en ekstra smerte kom frem lige over mit øjenbryn, da jeg rørte der. Mine fingre blev våde, så jeg tog dem hurtigt væk og kiggede på dem. Blod. En pludselig tanke kom frem i mit hoved.

Hvem havde reddet mig?

Jeg kiggede rundt og fik først der øje på, at der stod en fyr foran mig og kiggede på mig. Han havde dybe blå øjne og lyst hår, som dog så ud til at være farvet.

”Undskyld. Det var ikke min mening at skade dig,” sagde han. Jeg rystede på hovedet, men stoppede hurtigt da der bare kom mere smerte. ”Du reddede mit liv,” sagde jeg. Fyren rakte en hånd ned til mig, som jeg tog fat i med den hånd, der ikke var blod på. Han trak mig forsigtigt op, da han vidste, at jeg havde smerter.

”Du skal have kigget på dit hoved. Jeg følger dig til en læge,” sagde han. Jeg smilede bare svagt til ham, da jeg ikke kunne holde ud at nikke.

Da vi begyndte at gå, tog jeg med det samme min ene arm op om hans skuldre, fordi det begyndte at svimle for mig. Han skubbede mig ikke væk. Derimod lagde han en hånd på min ryg.

”Hvor langt skal vi gå?” spurgte jeg. Jeg kiggede på fyren. ”Det er lige derhenne,” sagde han og nikkede i retningen af noget. Jeg kiggede i retningen og så en høj lejlighedsblog, som lignede noget for rige mennesker. Jeg lod være med at svare og gik bare videre med fyren.

”Hvad hedder du?” spurgte jeg lavt. Fyren smilede svagt. ”Niall. Hvad med dig?” sagde han. Niall. Det var et flot navn, men det var svært at give ham et kælenavn. ”Lara,” sagde jeg. ”Smukt navn,” mumlede Niall.

 

***

 

”Så skal du bare beholde det på i to dage, og du skal helst ikke lave for meget de næste tre dage, for du har fået dig en lille hjernerystelse,” sagde lægen. Det var en dame, og hun var virkelig sød. Jeg var blevet syet over mit øjenbryn, hvor det blødte, og så havde jeg fået sådan noget vat hen over.

”Men jeg skal jo hjem,” sagde jeg spørgende. Lægen kiggede på Niall og så på mig. ”Hvor langt væk bor du?” Spurgte hun. Jeg kiggede forvirret på hende, og hun fortalte hurtigt, hvor vi var henne. Jeg tænkte mig om. ”Cirka et kvarter i bil,” sagde jeg så.

”Så bliver du nødt til at blive her et par dage. Så skal du enten være her eller oppe med mr. Horan,” sagde lægen. Jeg kiggede på Niall, som hurtigt svarede. ”Hun er hos mig,” sagde han. Jeg smilede taknemmeligt til ham, og han sendte et varmt smil tilbage. Det kildede lidt i min mave, men det var sikkert noget med faldet.

”Så kan i bare gå nu,” sagde lægen. Jeg nikkede, men mærkede så smerten og stoppede. Jeg rejste mig fra briksen og gik hen til Niall. Vi sagde farvel og tak, og derefter fulgte jeg bare med Niall hen til en elevator, som vi gik ind i. Niall trykkede på knappen til 4. etage, og elevatoren begyndte at køre.

”Hvordan kan det være, at du har råd til at bo her? Hvad arbejder du som?” spurgte jeg. Jeg var meget direkte, og jeg sagde egentlig mest bare tingene, som det passede mig. ”Jeg er i et band. One Direction,” sagde han kort. Jeg smilede til ham. ”Så kender du min far! Steve Robson,” sagde jeg. Niall lyste op i et stort smil. ”Er det din far? Han er en skøn mand,” sagde han.

Jeg smilede og skulle til at nikke, da jeg kom i tanke om, at det gjorde ondt, når jeg gjorde det. Derfor tog jeg min ene hånd op ved siden af mit hoved og vippede med den. Det kom til at ligne et vink, hvilket fik Niall til at kigge mærkeligt på mig. ”Jeg nikker med min hånd,” sagde jeg. Niall nikkede, mens han lignede en, der kunne eksplodere af grin. Elevatoren dingede, og dørene åbnede. Niall gik ud efterfulgt af mig. Han drejede ind af nummer fire dør til højre, og ligeså snart han var kommet ind, fik han grineflip. Jeg gik bare ind og lukkede døren, mens jeg bare kiggede forvirret på Niall.

”Niall, hvad grin- hvem er du?” Jeg kiggede mod en dør, der var for enden af gangen, hvor der stod tre fyre. Jeg gættede på, at det var resten af drengene fra One Direction. De kiggede alle tre forvirret fra mig til Niall. ”Hvad griner han af?” spurgte en af dem. Jeg kiggede på Niall, der nu havde sat sig ned, fordi han grinte så meget. Jeg trak på skuldrene, og kiggede på drengene igen.

”Og hvor kender du Niall fra?” spurgte en anden. Jeg kiggede hurtigt på Niall, før jeg kiggede på dem igen. ”Altså.. han.. øh.. han reddede mit liv lige før,” sagde jeg, mens jeg smilede akavet til dem. De kiggede på mig med store øjne. ”Altså, jeg var ved at blive påkørt, men så rev han mig væk, og så kørte bilen videre. Så tog han mig med hertil, og her skal jeg åbenbart være et par dage, siger hende lægen. Jeg har fået hjernerystelse,” forklarede jeg.

Jeg kunne høre Niall tage en dyb indånding og rejse sig op. Jeg kiggede på ham.

Han tog hånden op ved siden af sit hoved og vippede med den, ligesom jeg havde gjort i elevatoren. Jeg smilede svagt. ”Hvad fanden har du gang i, Nialler?” spurgte en af drengene. Niall grinede. ”Jeg nikker med min hånd,” sagde han med en lys stemme, som nok skulle forestille at være min. ”Bare fordi jeg nikker med hånden, skal du ikke gøre grin med mig. Så får jeg min far til at stoppe med at lave musikvideoer med jer,” sagde jeg og rakte tunge til ham.

Niall sendte mig et flabet blik, men tog sin hånd ned. ”Hvem er din far da?” spurgte en af de andre drenge. ”Steve Robson,” svarede jeg kort. ”Og hvad hedder i?” fortsatte jeg. De præsenterede sig selv alle tre. ”Jeg hedder Lara,” sagde jeg.

”Jeg skal lige ringe til nogen,” sagde jeg. Derefter stillede jeg mig op ad væggen og tog min mobil op ad min lomme. Det var en iPhone 6s plus i sølv. Mange sagde, at den var vildt stor, men jeg havde vænnet mig til den. Og jeg kunne godt lide den stor.

Okay, det lød forkert.

Der var overraskende ikke sket noget med den, og den duede helt fint, da jeg tændte den. Den første, jeg ringede op, var min far.

”Hallo? Hvornår kommer du hjem?” sagde han med det samme, da han tog den. ”Hej far! Jeg kommer ikke hjem før om et par dage. Jeg var ved at blive påkørt, men der kom en og rev mig væk, så jeg slap med hjernerystelse,” sagde jeg.

”Påkørt?” spurgte min far chokeret. ”Og hvor er du henne?” spurgte han videre. Harry mimede ’hils’. ”Jeg er ved nogen, du kender. One Direction. Det var Niall, der reddede mig. Oh, og jeg skulle hilse,” sagde jeg.

”I det mindste er du ved søde folk. Vi skal have en nærmere snak om det her, når du kommer hjem, men jeg bliver nødt til at gå nu. Elsker dig,” sagde min far. Jeg smilede. ”Vi ses. Elsker også dig,” sagde jeg.

Da jeg havde lagt på, smilede Louis flabet til mig. ”Er man lidt fars pige?” spurgte han. ”Kæft,” mumlede jeg, mens jeg ringede Simon op. Hvis i havde glemt det, var det min kæreste. Det var det også, hvis i ikke havde glemt det, men i ved, hvad jeg mener.

Jeg tog min mobil op til øret, og i samme øjeblik tog Oliver mobilen. ”Hej!” sagde han muntert. Jeg smilede. ”Hej skat!” sagde jeg. ”Jeg vil bare lige sige, at vores date i morgen bliver nødt til at blive aflyst, da jeg har fået hjernerystelse og bliver nødt til at forholde mig i ro de næste par dage,” forklarede jeg.

”Han kan da bare komme her?” foreslog Liam lavt. Jeg sendte ham et ’Mener du det?’ blik, og han nikkede.

”Vent! Jeg sender dig en adresse, du kan komme hen på, så kan vi se hinanden alligevel,” sagde jeg. Jeg kunne høre ham sukke lettet. ”Godt, for jeg savner dig,” sagde han. Jeg smilede svagt. ”Du så mig tidligere i dag. Men jeg savner også dig. Jeg bliver nødt til at lægge på nu, for der står altså fire fyre og stirrer på mig. Vi ses. Elsker dig,” sagde jeg.

”Fire fyre? Hvad laver du med fire fy-” mere nåede han ikke at sige, før jeg lagde på. Jeg grinede lavt. ”Ups,” sagde jeg. Alle drengene grinede undtagen Niall, som stod og kiggede lidt ned i jorden. Jeg kiggede forvirret på Harry, som vidst også havde set det. Han stoppede med at grine, og kiggede forvirret på Niall.

”Nialler, er der noget galt?” spurgte Harry. Niall kiggede op med et smil. Selvom jeg kun havde kendt ham i et par timer, vidste jeg, at det var et falsk smil. ”Nej! Hvad skulle der være galt?” spurgte han. Jeg udvekslede et par blikke med Liam. ”Skal vi bestille mad?” spurgte Niall så.

”Hvad vil du gerne have?” spurgte Liam, mens han kiggede på mig. ”Har i hvidløgsbrød?” spurgte jeg. Liam rynkede panden, men nikkede. Jeg smilede stort. ”Det vil jeg gerne have så! Altså, hvis jeg må,” sagde jeg. ”Skal du ikke have noget til det hvidløgsbrød?” spurgte Louis forvirret. Jeg rynkede næsen og kiggede mærkeligt på ham, mens jeg trak langsomt på skuldrene. ”Neej,” sagde jeg og trak ud i e’et. Drengene grinede. ”Så varmer jeg et hvidløgsbrød,” sagde han og gik.

”Skal du ikke lægge ned?” lød det fra Niall. Jeg kiggede på ham, og vi fik hurtigt øjenkontakt. En pludselig smerte kom frem i mit hoved, mens det begyndte at kilde svagt i min mave. Igen: det var nok på grund af faldet og hjernerystelsen. ”Det ville nok være smart, jo,” sagde jeg. Niall smilede varm til mig og førte mig en i et rum, som jeg gættede på, var stuen.

”Du kan bare ligge dig i en af sofaerne. Så kommer jeg med noget vand og dit hvidløgsbrød,” sagde han. Han grinede lidt, da han sagde det med hvidløgsbrød, hvilket jeg på en måde godt kunne forstå. Det var måske lidt mærkeligt bare at spise hvidløgsbrød.

 

***

 

Drengene havde fået mad fra Mc Donalds, og de sad fordelt i to sofaer. Niall og Louis i den ene og Harry og Liam i den anden. Jeg lå i den sidste sofa og spiste mit hvidløgsbrød. Ja, jeg havde fået et helt hvidløgsbrød. Drengene sendte mig mærkelige blikke engang imellem, men altså jeg elskede bare hvidløgsbrød.

”Lad være med at glo sådan,” mumlede jeg, da Louis kiggede igen. Han grinede. ”Men det er altså mærkeligt,” sagde han. Jeg kiggede mærkeligt på ham. ”Det er mærkeligt, hvis man aldrig har prøvet at spise hvidløgsbrød alene,” sagde jeg. Han rystede bare grinende på hovedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...