Når himmel og hav mødes

Dette er en kort tekst som skildrer et stadie i et ungt menneskes liv, hvor man på den ene side er klar til at komme videre, men på den anden side ikke er sikker på, om hvad man skal søge efter, og om man i det hele taget er klar.

0Likes
0Kommentarer
45Visninger
AA

1. Når himmel og hav mødes

Jeg går langs fjorden ad stien, ser vindens leg med det høje græs og hører bølgernes bevægelser. Jeg trækker den friske luft ind ad næseborene og videre ned i maven, hvor det senere skal indgå i min respiration, hvorefter jeg vil udånde CO2 som var jeg en fabrik. Eller en robot. En robot uden følelser, uden personlighed, uden tanker. Græsstrående kildrer mine bare sommerben hver gang jeg tager endnu et ubeslutsomt skridt videre ad den endeløse sandsti. Det er varmt, så jeg lader solen farve min hud, lysne mit hår, men mine hænder er kolde og grå på trods af solens varme stråler. Min krop er stadig kold efter vinteren, og solen kan ikke tø mig op, kan ikke fortrænge kulden. Naturidyllen omkranser mig, sommergrønt græs til min høje side, levende vand til min venstre og en bagende sol over mig. Jeg er splittet mellem land og vand, alligevel står solen over mig uanset hvilken retning jeg går mod. Jeg trækker fra stien og længere mod vandet for at spejle mig i det grumsede vand. Jeg ser ingen robot, kun smalle blå øjne i det blå vand. Blå øjne, blåt vand, blå himmel. Skyerne trækker sig sammen og skygger for solen. Jeg sætter mig i det fugtige sand, og lader sandkorne glide mellem mine lange fingre, som sandkorn i et timeglas. Der er hele tiden mere sand at tage af, hele tiden nyt sand mellem mine fingre. Jeg kan ikke kende forskel på de forskellige portioner sand i mine hænder. De går i et med hinanden. De er identiske. Jeg retter mit blik fra sandet og mod den anden side af fjorden. Normalt kan man se byen i horisonten på den anden side af fjordens uendelige vandmasser, men ikke i dag. I dag skiller horisonten ikke himmel og hav, i dag flyder de to planer sammen til én ugidelig blå masse. Jeg kan ikke skelne havet fra himmelen, kan ikke se hvad der er hvad længere. Men det er lige meget så længe jeg sidder her i sandet. Vinden tager fat i mit hår, inddrager det i legen med græsset. Jeg sidder i min hjemby, min sikre havn, alligevel har jeg aldrig før følt mig så fremmed og alene. Fremmed for livet, fremmed for mig selv. Jeg ser på det levende vand foran mig, lader bølgernes faste takt lulle mig ind i sindstilstand der mest af alt minder om tomhed. Mine skuldre sænkes, armene falder ned i sandet og bliver liggende. Jeg har ikke engang energien til at trække dem op og vifte en nærgående bi væk. Idyl. Vand, græs, sol og humlebier, men humlebier samler nektar, de suger blomsterne tør for at tilfredsstille deres dronning. Jeg lader bi være bi og rejser mig. Mørket kommer langsomt rullende ind over den jyske vestkyst og fortrænger solens sidste skarpe stråler, gør en ende på en ellers endeløs dag, en endeløs sti og en endeløs færd. Jeg ved ikke hvor jeg er på vej hen, og jeg ved ikke om jeg nogensinde ender det sted jeg søger. Jeg ved ikke hvad jeg søger, jeg ved ikke om man overhovedet kan søge efter noget man ikke ved om eksisterer. Måske er det en endeløs søgning, lige så endeløs som stien langs fjorden. Lige så endeløs som horisonten mellem fjorden og himlen. Jeg ved det ikke. Måske finder jeg aldrig ud af det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...