Væk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2016
  • Opdateret: 25 maj 2016
  • Status: Igang
De stirrede alle på mig. Spurgte hvad jeg hed. Spurgte om min alder. De mumlende stemmer flød sammen. Jeg kunne ikke skimte dem fra hinanden. Mit hoved dunkede. Jeg følte mig svimmel. De tog fat i mit tøj, forvirrede over mig, vidste ikke hvad de skulle gøre. Sendte hinanden undrende blikke. Råbte højere. Mit hoved ... Den ukendt pige lever i et mareridt. Hun ved ikke hvem hun er. De kalder hende Jane. Ironisk nok. De vil finde ud af hvem hun er, men hvad sker der, når de gør? Find ud af det i denne movella, væk.

4Likes
7Kommentarer
277Visninger
AA

3. Sandheden

Hvis de ringede til politiet ville de ringe til min far også var jeg død. Det ville de ikke kunne forstå og de ville sikkert tænke at det var noget pjat. Men jeg var jo ligesom blevet fundet i en sø! Jeg kunne huske hele den dag. Min far han var kommet hjem og jeg var ikke blevet færdig med at lave mad. Han blev rasende og…jeg ville helst ikke se det lange flashback for mig igen, da det føltes som om, mine lunger endnu en gang blev fyldt med vand.

Jason sad her stadig og prøvede at berolige mig, efter min kæmpe udbrud. Min far måtte ikke finde mig. Han ville slå mig ihjel. Jeg kunne huske jeg hed Alexis, men de fleste kaldte mig Mac eller McKenzie. Jeg var 16 år gammel og boede sammen med min far. Min mor var ikke blandt os mere, da hun havde begået selvmord en dag, min far var på arbejde. Han snakkede aldrig om sit arbejde eller hvad han lavede, men jeg vidste han tjente gode penge.

Det var først efter min mors selvmord, at det gik galt for mig. Lige siden havde han givet mig skylden for det, og han brugte mig kun til at lave mad, for det kunne han ikke finde ud af. Min mor var altid den der havde lavet maden.

Hun døde da jeg var 14 år gammel. Det var godt og vel 2 år siden efterhånden. Den dag havde jeg skændtes med min mor. Sagt jeg ønskede hende død. Da jeg kom hjem fandt jeg hende hængene og et selvmordbrev når på vores spisebord. Jeg glemmer aldrig hendes dinglende krop, som hænger ved trappen. Hendes øjne som stirrede på mig, i det samme øjeblik jeg trådte ind i døren. De døde, kolde, brune øjne. Jeg ville aldrig glemme dem. Fra den dag, gik alt galt. Jeg var 14 år gammel og jeg forstod ikke hvorfor hun tog mine ord så bogstavligt. Hvordan kunne hun have troet på det? Det spørgsmål stillede jeg mig selv. Jeg kunne huske alt, men jeg ville ønske jeg kunne være Jane igen. Hende der ikke vidste noget som helst og ikke sagde noget, for som jeg ligger her i den varme seng, imens Jasons stemme flyder sammen til en mummlen, ville jeg var ønske at han aldrig havde fundet mig. Jeg ville ønske jeg havde været død, for det fortjente jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...