Væk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2016
  • Opdateret: 25 maj 2016
  • Status: Igang
De stirrede alle på mig. Spurgte hvad jeg hed. Spurgte om min alder. De mumlende stemmer flød sammen. Jeg kunne ikke skimte dem fra hinanden. Mit hoved dunkede. Jeg følte mig svimmel. De tog fat i mit tøj, forvirrede over mig, vidste ikke hvad de skulle gøre. Sendte hinanden undrende blikke. Råbte højere. Mit hoved ... Den ukendt pige lever i et mareridt. Hun ved ikke hvem hun er. De kalder hende Jane. Ironisk nok. De vil finde ud af hvem hun er, men hvad sker der, når de gør? Find ud af det i denne movella, væk.

4Likes
7Kommentarer
282Visninger
AA

4. Politiet

De stod og snakkede ude foran døren til mit værelse. Jeg vidste de sikkert ville finde min far. Jeg vidste at det sikkert snart var slut for mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre eller sige, for hvad ville der ske hvis jeg fortalte dem sandheden. De skulle snart ind og snakke med mig, for at høre hvad der var sket. Jeg måtte sige sandheden, ellers ville den æde mig op. De kunne sikkert ikke gøre noget alligevel. Mit hjerte bankede så hårdt at jeg var sikker på at det ville hoppe ud af mit bryst. Jeg kunne mærke sveden løb af mig og satte sig i lagnerne, som snart skulle skiftes alligevel.

Ind af døren kom 1 mand og 1 kvinde, begge i politiuniformer. Det eneste jeg lagde mærke til var at Jason stod ude på den anden side af døren og kiggede ind, indtil døren lukkede sig og jeg kunne ikke se hans dybe lysebrune øjne mere.

”Hej Alexis. Jeg er betjent Daniel og det her er betjent Smith” sagde manden der nok i hvert fald var i midten af 40’erne. De stillede sig begge for enden af min seng og Smith tog en blog frem. ”kan du fortælle mig hvad der skete aften hvor du…endte i søen” han vidste ikke helt hvordan han skulle udtrykke det, han var usikker, men jeg kunne godt forstå ham. Jeg havde ikke sagt et ord og jeg stirrede koldt og følelsesløst på ham.

”Jeg prøvede at flygte” mumlede jeg med en lav stemme uden at kigge på dem. Det var underligt at snakke. Det var underligt at høre min stemme igen. Den var svag. Jeg kunne fornemme at han ventede på at jeg fortsatte. ”min far var blevet sur på mig. Han tog kvælertag på mig. Jeg flygtede. Han fulgte efter” mumlede jeg og igen føltes det som om mine lunger blev fyldt med vand. ”jeg kom til søen. Jeg mærkede et hårdt slag i mit baghoved. Jeg kunne høre at han råbte at hvis jeg overlevede…” min stemme knark og jeg kunne næsten ikke få vejret. Mine lunger gjorde ondt. ”ville han finde mig og slå mig ihjel” jeg afsluttede og kiggede op på dem. Smith skrev ned på sin blok og de begge nikkede.

”hvad med din mor? Hvor er hun henne i alt det her?” spurgte Daniel og jeg kunne se medlidenheden i øjnene på ham. Jeg kunne ligefrem mærke den. Den fyldte hele rummet og kvalte mig.

”hun begik selvmord for 2 år siden” snerrede jeg ad ham, da jeg ikke kunne forstå hvad hun havde at gøre med det her. Det eneste jeg kunne tænke på var at jeg skulle aldrig tilbage til min far, for ellers blev mit liv meget kort, selvom det ikke føltes som et liv jeg levede. Jeg overlevede bare. Han nikkede.

”det er jeg ked af. Vi fik af vide at du havde fået et slag i baghovedet som du siger, fra højest sandsynligt, en sten. Hvor du så nok er faldt i søen. Det var heldigt at Mr. Wilson var ude at dykke i søen, da det hele skete. Han så kun du da du var kommet i søen og kom så hurtigt som muligt over til dig. Han reddede dit liv. Han sagde også at han ikke så nogen tydeligt. Kun skyggen af en mand. Det må jo så være din far” hvorfor alle de konstateringer og snakken som om at jeg ikke er helt skør i hovedet. Skulle de ikke bare se at gøre deres job? ”mange tak for du ville svare på spørgsmålene. Vi kommer tilbage på et andet tidspunkt. Husk at få hvilet dig” med de ord, forlod de begge lokalet, hvor Jason kom ind. Han satte sig på stolen ved siden af min seng. Hans ansigtsudtryk var ikke til at læse. Jeg kunne ikke gennemskue ham.

”jeg er glad for du fandt mig i tide” hviskede jeg stille imens jeg kiggede ind i hans varme øjne. Han trak kort på smilebåndet og han tog stille fat i min hånd. Hans hånd var meget varm. Den var blød og stor. Det føltes trygt at han havde sin hånd ovenpå min. Jeg kunne ikke lade være med at smile en smule.

”jeg er også glad for jeg fandt dig. Jeg var derude med nogle venner. Vi gik helt i panik. Du reagerede ikke” hviskede han og nu vidste jeg det. Min drøm. Det var fra da jeg var kommet op af søen. Det hele der flød sammen. De mange mennesker. Råbene. Dem der tog fat i mit tøj. Det hele. Det var Jason og hans venner der havde prøvet at rede mig. ”jeg kunne ikke glemme dig. Jeg så hele tiden dine øjne for mig. Dine smukke øjne. Jeg vidste bare der var noget helt galt. Jeg måtte bare se dig” hviskede han og klemte let om min hånd, som om han var bange for at jeg ville forsvinde. ”jeg lover dig at der aldrig vil ske sådan noget igen! Jeg passer på dig” hviskede han til mig. Hans ord fik mit hjerte til at hoppe flere slag over og maskinen registrerede det. Hvorfor skulle jeg også være koblet til sådan en latterlig maskine. Jeg blev ved med at stirre på ham og studerede hans smukke ansigt. Hans kindben og kæbe var utrolig flot markerede. Han øjne var lidt smalle, men det fik ham bare til at se mystisk ud. Hans læber var fyldige og så enormt bløde ud og jeg kunne se at han nok var omkring i midten af 20’erne. Når det trak i hans smilebånd kunne jeg se et lille smilehul kom frem, som bare gjorde ham endnu smukkere. Nej han var ikke lækkert. Han var ligefrem smuk. Som en engel. En skytsengel.

”det kan du ikke love mig” hviskede jeg stille og trist tilbage, for jeg vidste jeg nok skulle tilbage til min far, hvis de ikke ville gøre noget, hvis der ikke var beviser nok.

”rolig, Alexis. Jeg lover ikke noget, hvis jeg ikke kan holde det” hviskede han tilbage. Hans stemme gjorde min krop til gele og jeg følte mig helt under hans magt. Hans ord var trygge også selvom jeg faktisk ikke kendte manden rigtig, der sad foran mig. ”jeg vil beskytte dig. For evigt” hviskede han langsomt inden at jeg trætheden, som jeg ikke havde lagt mærke til, overtage min krop og jeg faldt i en meget dyb søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...