Væk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 maj 2016
  • Opdateret: 25 maj 2016
  • Status: Igang
De stirrede alle på mig. Spurgte hvad jeg hed. Spurgte om min alder. De mumlende stemmer flød sammen. Jeg kunne ikke skimte dem fra hinanden. Mit hoved dunkede. Jeg følte mig svimmel. De tog fat i mit tøj, forvirrede over mig, vidste ikke hvad de skulle gøre. Sendte hinanden undrende blikke. Råbte højere. Mit hoved ... Den ukendt pige lever i et mareridt. Hun ved ikke hvem hun er. De kalder hende Jane. Ironisk nok. De vil finde ud af hvem hun er, men hvad sker der, når de gør? Find ud af det i denne movella, væk.

4Likes
7Kommentarer
278Visninger
AA

1. Intet håb

De stirrede alle på mig. Spurgte hvad jeg hed. Spurgte om min alder. De mumlende stemmer flød sammen. Jeg kunne ikke skimte dem fra hinanden. Mit hoved dunkede. Jeg følte mig svimmel. De tog fat i mit tøj, forvirrede over mig, vidste ikke hvad de skulle gøre. Sendte hinanden undrende blikke. Råbte højere. Mit hoved ...

"Vil i ikke nok ..." mumlede jeg. Forsøgte at rejse mig, men de holdte mig tilbage. "Lad mig gå ... jeg tror jeg ..." Jeg vidste ikke hvad jeg ville. Bare væk. Fra alt det her.

Jeg satte mig i chok op i sengen og mærkede med det samme at jeg var gennemblødt af sved. Drømmen virkede så virkelig, men alligevel ikke. Jeg vidste ikke om det var sket eller om det bare var en drøm, for jeg vidste intet. Jeg kunne ikke svare på hvem jeg var, hvor gammel jeg var, eller hvor jeg kom fra. Nogle mænd havde fundet mig i mærket, hvor jeg var omgivet af vand. De troede jeg var død, men det var jeg jo så ikke, selvom jeg ligeså godt kunne være det, som jeg var lige nu. Jeg vidste kun jeg lå indlagt på et traumecenter, på et hospital. Politiet og de ansatte på hospitalet, prøvede ihærdigt at finde ud af hvem jeg var, men når jeg ikke selv vidste det, hvordan skulle de så kunne finde ud af det?

Jeg havde godt og vel været her i 1 måned efterhånden og dagene var de samme. De spurgte om de samme spørgsmål og lavede åndsvage øvelser med mig, som de håbede ville kunne få mig til at huske. Der var ingen der besøgte mig, men hvem skulle os det, når ingen vidste hvem jeg var?

Når der var nattevagt troede ingen at jeg var vågnede, så når de var herinde for at tjekke mine tal snakkede de på liv og løs ”det må være forfærdeligt ikke at kunne huske”…”tænk at være alene i denne verden”…”jeg er bange for hun aldrig kommer til at huske”…”oddsene er meget små” de troede jeg intet hørte, men jeg hørte alt. Jeg sov næsten aldrig, for det var det samme mareridt jeg fik hver gang, så jeg holdte mig vågen, indtil min krop gav efter og jeg vågnede 1 time senere. Alt var det samme. Intet nyt. Intet håb.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...