Et sidste snevejr


1Likes
0Kommentarer
27Visninger
AA

1. Alene i snevejret

Sneen der daler ligeså langsomt ned, begejstrer den lille pige. Det er første gang hun ser sne, og hun har aldrig oplevet noget lignende. Det smukke hvide, det ligner næsten det, som mor plejede at drysse ovenpå sine kager. Men sneen, den er ikke sød som mors kagepynt. Det er koldt og vådt. Og alligevel, alligevel fascineres hun af den, den lille pige. Den måde hvorpå sneen daler ned, og lander ovenpå alle hendes ting, og på hende selv. Den måde hun langsomt bliver dækket af sneen, hvordan hendes lyserøde flyverdragt langsomt bliver hvid, og går i et med sneen der hvirvler omkring hende, og også dækker jorden under hende. Hun sætter sig ned, der på jorden, og hun sidder bare der og kigger. Alle de små snefnug omkring hende, hvordan de alle sammen ligner hinanden, men alligevel altid er forskellige, når hun lige får kigget nærmere på dem. Og den måde de smelter på tungen, når hun rækker den ud, bare for at smage om ikke det er det, som mor engang plejede at putte på sine kager, og som på en eller anden vis, altid manglede, selvom hun da lige havde hældt den rigtige mængde op. For mor vidste ikke, at det i virkeligheden bare var hendes datter, der kom, og lånte lidt af hendes det hvide stads.

 

Flormelis. Det var det, som mor kaldte det, dengang hun stadig snakkede. Dengang hun stadig kom hjem og bagte. Dengang hun stadig kom hjem. Det er hun holdt op med nu. Hun holdt op med det, en ting af gangen, i den rækkefølge. Mor holdt lige så langsomt op med at snakke. Far havde aldrig snakket, og det begyndte han heller ikke på, da mor holdt op. Så tavsheden i deres hjem blev konstant. Tung og alligevel øredøvende. Hun holdt også op med at bage når hun kom hjem. Så der var lige pludselig ikke flere kager at spise, når mor og far sad inde i stuen, og den lille pige var alene i køkkenet, når hun havde sneget sig derud, uden at mor og far havde hørt hende, fordi de troede hun lå og sov i sin seng. Men efterhånden blev der færre og færre kager, indtil de sidste var helt væk. Derefter stoppede mor også med at komme hjem. Hun kom senere og senere hjem, og den lille pige endte altid med at være faldet i søvn af sig selv, før mor var kommet hjem. Og om morgenen skyndte hun sig altid afsted, hun havde ikke engang tid til at kysse sin egen datter farvel. Og en morgen, der var mor ikke kommet hjem, da den lille pige vågnede. Hun ledte hele huset igennem, og spurgte endda sin far, hvorfor mor ikke var komet hjem endnu. Men far farede forskrækket sammen, og råbte at hun skulle holde sin kæft. Det gjorde hun, den lille pige, af bar forskrækkelse. Det var anden gang, imens hun kunne huske det i hvert fald, at hun hørte ham tale, og det gjorde hende så forskrækket at han råbte, og at det han råbte var så hårdt, at hun holdt op med at snakke. Far var ikke meget til stede, han kiggede end ikke på sin datter, som gik rundt i sin egen lille verden. Far glemte at aflevere hende i børnehaven, og han glemte også at tage telefonen, når de ringede for at spørge om, hvorfor hans datter ikke længere kom i børnehave.

 

Han glemte også at åbne døren, for dem som bankede på udefra. Og som dagene gik, glemte han også at gå ud igennem den selv. Der blev mørkere og mørkere i huset, for der skulle heller ikke tændes lys længere. Når den lille pige tændte lys, så slukkede hendes fader det, lige så snart som han opdagede det. Og han blev vred, når hun blev ved med at tænde lyset. Han sagde ikke noget, men hun kunne se det i hans øjne. Måden de lynede på, når hans hånd ramte hende, ramte hendes kind og hendes sjæl. Og efterlod sig mærker, som forsvandt, men også mærker, der ikke ville forsvinde. Ar på hendes indre, som gjorde ondt, hver eneste gang hun tænkte på det. Og hendes øjne blev mere og mere matte og uden den mindste glans eller livsglæde, der spillede i dem. Hun fik feber, og hostede, og hun tabte sig. Hendes far købte ikke længere ind. Så hendes mave begyndte at knurre, og holdt senere op igen. Hun blev så sulten, at hun ikke længere kunne mærke det.

 

Og nu sidder hun der i sneen, uden at have givet sin far besked. Han ved ikke, at hun er derude. Men han er også ligeglad. Når hans kone ikke længere er i huset, er hendes datter også lige meget. Hun minder så meget om sin mor, at han ikke kan holde ud at se på hende, og da slet ikke snakke til hende. For det er ikke kun hendes mor, som hun minder ham om. Med sin markante kæbe, og lidt mandlige træk, minder hun ham også om hans kones fejl. Og om den anden mand, den anden mand, som er far til den pige, som kalder sig hans datter. For hun havde været sammen med en anden, hans kone. Og det kunne han ikke tilgive hende for. Og nu da hun er forsvundet, er det indebrændte had, som egentlig burde være rettet mod den anden mand, og den kvinde, som egentlig burde være hans kone, er hadet rettet mod pigen, som han burde forsørge, men som han ikke kan håndtere at tage vare på. Så han lader hende, den uskyldige pige, som ikke kan gøre for sin moders fejl om at håndtere hans tab. Og hun kan ikke forstå, hvorfor han er som han er, mens hun sidder derude i sneen. Men hun forstår, at hun ikke kan gå ind i huset igen.

 

Hun bliver siddende i sneen, imens mørket falder på, og det eneste der oplyser haven, er sneen som bliver ved med at falde. Hun er helt dækket af sne, kun det af hendes hud, der ikke bliver skjult af flyverdragt, hue, vanter eller støvler er til at kende fra det evige hvide sne, der dækker jorden som et tykt tæppe. Den svage varme fra hendes hud smelter sneen, men det kan ikke blive ved. Hun er kold, alt for kold til at det kan være sundt. Men hun bemærker det knapt, hun er blevet så nedkølet, at hun ikke helt er ved bevidsthed længere. Som om en tyk sky af tåge har sænket sig over hendes indre, og hun ikke kan finde ud af den igen. Nogle gange er hun lige ved at bryde igennem, lige ved at vågne op, og opdage at hun er ved at dø, men hun trænger aldrig helt igennem. Og selv hvis hun vågner helt, er jeg ikke sikker på, at hun vil vælge at leve videre. Hun har haft det hårdt, gennem de sidste måneder af hendes liv.

 

Hun ligger stadigvæk der i sneen, da hendes far bemærker det. Den lille, ubevægelige ujævnhed i sneen. Han betragter den, alt imens sneen falder ned, og dækker, hvad end det nu end er, med et endnu tykkere lag af puddersne. Og han kan ikke sætte fingeren på, hvad i alverden det skulle være, som befinder sig lige der i haven. Deres have består jo kun af en græsplæne, og en sandkasse, men den er i den anden ende af haven. Min, tænker han, næsten vredt. Det er min have nu, ikke vores. For hun er skredet, og har kun efterladt sig en lille, krævende møgunge, som ikke engang er hans. Og i samme øjeblik går det op for ham. I samme øjeblik som døren bliver låst op, ved han hvad der gemmer sig derude, begravet under sneen. Og da han hører hendes stemme igen, ved han hvilken fejltagelse han har begået. For som hun står der, og spørger efter deres datter, så åbnes hans øjne, og han ved, at selvom hun ikke var hans datter, så var hun det lidt alligevel. Hun kaldte ham far, hun mente at det var ham, som var hendes. Ikke en fremmed mand, som hun aldrig havde mødt. Og uden så meget som at se på sin kone, bryder han ud i gråd. For den lille pige, som stolede på ham, skal aldrig stole på ham igen. Aldrig nogensinde, skal hun stole på nogen igen. For bag de lukkede øjne, derude under sneen, er et lys blevet slukket, pustet ud af hendes forældre, de eneste som hun burde kunne stole på. De eneste, som hun ikke kunne stole på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...