Et juleeventyr - Et rigtigt et

En kort novelle om en dreng, hvis liv ændrer sig drastisk på kort tid.

0Likes
0Kommentarer
23Visninger

1. Et Juleeventyr

Et juleeventyr – Et rigtigt et

Sulten gnavede dybt nede i hans mave, der for længst var holdt op med at knurre. Som om at den havde opdaget, at der ikke ville komme noget, som kunne fylde den hule tomhed ud, der fyldte drengens mave. For han var sulten. Trods det var juleaften, var der ingen der havde spredt bare den mindste smule juleglæde i den unge drengs sind, ved at give ham en smule mad, eller penge. Nej, folk havde været mere nærige end sædvanligt, og det havde resulteret i, at han stavrede rundt i kulden, uden andet end hans lasede og alt for små klæder, der kun med nød og næppe skærmede ham mod den værste kulde, der skar igennem marv og ben. Han havde været heldig i år, han havde fundet sig en rist at sove på, hvor der strømmede en smule varm luft opad. Ikke at det gav megen varme, luften frøs nærmest før den var ude af skakten, der første op til risten. Men den smule varme det gav at ligge der, ovenpå lige den rist, kunne meget vel være det der havde reddet ham fra at dø, liggende derude i kulden. I stedet lå han nu der, rystende af kulde, og med en mave der jævnligt trak sig sammen i sultekramper, på den 24. december. Ja, juletiden der var så skøn, for alle de bag glasruderne, med isblomsterne dansende hen over det yderste glas, den var kold, hård og modbydelig for alle og enhver der sad midt ude i kulden. Alle de, som sad med fyldte maver inde bag de tykke mure, med ild i brændeovnen, jo de syntes at julen var en skøn tid. Men den lille dreng, som sad alene derude i snefoget, han brød sig ikke spor om julen. Faktisk synes han at julen var noget af det værste. Duften der hang overalt i luften, den duft af det lækreste mad, den fristede og lokkede ham og satte hans forsultne mave i gang med at rumle og brokke sig igen. Nej, julen var ikke en god tid for den stakkels unge dreng.

Men kulden var det værste. Kulden der skar igennem alt, og trængte ind i ethvert skjulested man måtte have fundet sig, mens sommerens varme stadig hang overalt. Nej ved juletid var der koldest, og folk var nærrige. Først til januar, hvor folk fik en dårlig samvittighed over at have ødslet penge væk, får de, som fejrede julen på gaden, noget at leve af igen. Når folk blev lammet af den nagende fornemmelse af dårlig samvittighed over deres spild, overforbrug og meningsløse brug af penge, så blev de mere gavmilde overfor dem som intet havde og blev besat af muligheden for at kunne gøre noget godt. Så de gav og gav, væk med alt det gamle og aflagte tøj, maden blev givet ud i stride strømme. Først der ville den lille dreng få noget til at skærme sig imod den bidende kulde. Indtil da måtte han leve med, hvad han havde. Og ikke meget var det, men han havde da overlevet. Indtil da,  i hvert fald.

Juleaften. Den unge dreng havde hørt folk snakke om den. Men han var i tvivl om, hvad det egentlig var. Han havde aldrig selv oplevet en. Nej, hele hans liv havde været foruden julens glæde, for hans forældre havde været fattige. Og da de døde af sult, endte den lille dreng på gaden. Fogeden tog det sølle skur, som knapt kunne kaldes et hus, og alt hvad der hørte med, og solgte det på auktion. Den smule penge det gav, brugte drengen på tøj. Men det var flere år siden, og nu var tøjet for småt, og laset. Nej, jul havde de aldrig holdt. Men drengen havde hørt historier fra sine tidligere kammerater, dem han havde gået i børnehave med. De havde fortalt om deres gaver, den gode mad og sangene.  Og han havde misundt dem. Han havde drømt om det om nætterne, han havde næsten kunnet smage den velduftende julemad når han vågnede om morgenen. Og han havde spurgt sine forældre, om ikke også de skulle holde jul hjemme hos dem selv? Men hans forældre havde rystet på hovedet, og drengens drømme var med et blevet knust, som glas der knustes under voldsomme bombardementer af sten og andre potentielle glasknusende materialer, som kunne samles op hvor som helst. Samme vinter forlod hans forældre ham.

Han lå der i snefoget, da en kvinde kom forbi. Hun så ham knapt, bemærkede kun en lille farveveksling, i det ellers uafbrudte hvide lag, der dækker jorden, som havde nogen strøet et tykt lag flormelis udover hele byen. Da drengen i det samme hostede, standsede kvinden op, og begav sig efter et øjebliks tøven over i mod den lille, sammenrullede kugle af stof og hud. Hun bevægede sig med stor forsigtighed over mod drengen, som rystede af kulde og sult, kiggede indgående på hans feberhede pande, og de spejlblanke øjne, der stirrede op mod kvinden, men uden at se hende. Så tog hun uden varsling drengen op i sin favn, og bar ham til sit hus, som lå kort derfra. Og da drengen vendte tilbage til bevidsthed, lå han på noget, hvis lige han mente at havde mærket før, i en fortid for længst glemt og hensvundet i mindernes glemmekasse. Et stof så blødt og rart, at han ikke kunne erindres, hvor han skulle have følt noget sådanne. En fremmed kvindes ansigt bevægede sig ind i hans synsfelt, og langsomt, imens mere og mere af hans syn vendte tilbage, så han, at hun havde noget i hænderne. Hun satte det fra sig på det nærtstående bord, rejste forsigtigt drengen op, og madede ham med det, der var i skålen. Drengen kunne ikke sætte ord på det, han havde aldrig i sit liv smagt noget lignende. Kvinden sagde noget beroligende, præcist hvad hørte drengen ikke, men hun lagde ham blidt ned igen, da han ikke kunne spise mere. Og da han lukkede øjnene, faldt en tanke ham ind, før han faldt i søvn. Han frøs ikke længere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...