Landing

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 maj 2016
  • Opdateret: 22 maj 2016
  • Status: Færdig
Dette er mit bud på en dansk skriftlig prøve fra 2015. Uploader den her, for at have den andre steder end min computer.

0Likes
0Kommentarer
138Visninger
AA

3. Egen fortsættelse af indledning

 

Dig, dig og dig. Der findes ikke noget der kan gøre verden til et bedre sted for mig. - altså udover dig.

JEG FORESTILLER MIG, at når jeg går dig i møde, så vil smilet på dine læber være ukontrollabelt, og tårerne der triller ned af dine kinder vil ikke være grundet sorg. Dine øjne vil glimte og indeholde det uoverkommeligt smukke safirgrønne dyb, fyldt med tankemylder og hemmeligheder du aldrig vil betro mig. Dine kinder vil være let lyserøde, belagt med dine dyrebare, glinsende tårer. Dit hår vil være lige så kastanjebrunt som det altid har været, og du vil køre din højre hånd gennem det. Lade håret kærtegne siden af dine fingre, som gav det dem små kys. Jeg vil for evigt elske den tanke. Det billede. Dig.

Men jeg kan stadig ikke forholde mig til tanken om den dag, hvor du vil blive træt af mig. Dagen, hvor du fjerner din gule tandbørste fra vores kop på badeværelset, og skabet på venstre side af spejlet ikke længere vil være fyldt med dine ejendele. Tøjskabet ved siden af dobbeltsengen vil stå tomt, mens den anden halvdel står tilbage. Min halvdel. Jeg kan ikke begribe følelsen jeg får, når jeg tænker på at leve mit liv uden dig. Tanken om at du ikke længere vil elske mig, som jeg elsker dig. Men jeg vil ikke sige, at jeg ikke kan leve uden dig. For det kan jeg godt. Jeg har bare ikke lyst til det. Og jeg forstår da også godt, at jeg ikke er den bedste til noget af det du elsker at lave. Men jeg prøver. Jeg prøver trodsalt at være nok. Og JEG FORESTILLER MIG, at det er godt nok. At jeg er god nok.

JEG FORESTILLER MIG, at du vil elske mig. Selv når jeg ikke kan stå ud af sengen, fordi jeg simpelthen ikke kan få mig selv overtalt til det. Og jeg håber inderligt, at du ikke holder op med at elske mig lige pludseligt. Jeg vil ikke have at dit spontane smil, når du ser mig skal forsvinde. Eller at gnisten i dine øjne bliver dulmet nok til, at gløderne går fuldstændigt ud. Du må ikke holde op med at elske mig. For så ville jeg være nød til at lade dig sive ud gennem mine fingre, hvor du ellers plejer at sige, at du elsker varmen der altid er til stede.

Kan du forestille dig det? efterladt til dig selv og dit knuste hjerte. Det gør så ondt, at du kan mærke dine ribben bukke indad, når hulrummet opstår. Du græder og græder, men du kan ikke få smerten til at forsvinde eller mindske sig. Den mindste lille ting du skal bliver til Mount Everest der skal bestiges på en time. Umuligt.

Men lad os nu bare FORESTILLE OS, at det aldrig sker. Du vil blive ved med at elske mig. Du vil blive ved med at være der for mig, når vægten på mine skuldre bliver for tung til, at jeg kan stå oprejst. Og du vil blive ved med at tørre tårende væk fra mine kinder, når det hele bliver for meget. JEG FORESTILLER MIG, at vi vil blive gamle sammen. Vi vil gå igennem sorgen sammen. Vi vil gå igennem glæden sammen. og når tiden kommer, vil vi også gå igennem processen til en glad familie. Sammen. Og når vi så bliver gamle og trætte, og du ikke længere selv kan rejse dig op fra sengen fordi du har ondt i ryggen, vil jeg hjælpe dig. Simpelthen fordi at jeg regner med, at du vil gøre det samme for mig til den tid.

Jeg regner med dig. Og JEG FORESTILLER MIG, at du også regner med mig. Jeg vil aldrig såre dig, med vilje. Men det kan jo så sagtens være, at det jeg foretager mig vil såre dig, på en eller anden måde. Når jeg flyver er jeg jo ikke hjemme. Men jeg kan bare ikke lade vær. At flyve over et land er noget af det jeg elsker. Jeg føler mig fri. Og jeg vil altid forblive en halvstor fugleunge, når jeg flyver. På jorden er jeg voksen, jeg skal træffe alle de svære beslutninger, som livet indebærer. Men i luften er jeg let som en fjer. Jeg skal ikke tænke over, hvad min mor mon går rundt og laver, og jeg skal ikke lige huske at handle ind før jeg lander. Jeg er fri. Jeg har ikke pligt til at gøre andet end at flyve flyet og nyde turen.

Fra jorden ser jeg kun den blå himmel og de pulserende skyer, når jeg kigger op. Fra himmelen kan jeg se jorden. Og jeg kunne såmænd flyve jorden rundt, hvis jeg ville. Jeg ser alt i fugleperspektiv deroppe fra. Og det er det bedste perspektiv jeg nogensinde har set ting fra. Alting er i miniature størrelser. Selv landene ser bittesmå ud, hvis jeg kommer højt nok op.

Men selvom jeg elsker at flyve, roterer mit liv stadigvæk om det ene ord, og så dig. Det er der ingenting, der kan ændre på.  Mit liv har ingen anden mening end dig. Og når forlystelses turen engang er ovre, vil mit liv også være det. Livet vil blive ligeså tomt som en kokosnød, hvor alt kokosmælken er blevet drænet fra. Mit hjerte vil kun slå, fordi at det er hjertets biologiske funktion. Lungerne vil kun respirere, fordi at det er lungernes formål i dette liv. Min hjerne vil fortsat arbejde som den plejer, men følelserne vil ikke være intakte. Det gør for ondt. For ondt at føle. Så jeg vælger at være følelsesløs.

Timer vil blive til dage, dage vil blive til måneder og måneder vil blive til år. År, der bare er en forhindring jeg skal over en gang til. År, hvor savnet til dig vil være lige så stort, som det var da du forlod mit liv. Min krop vil være en kirkegård for min engang intakte personlighed. Livet vil ikke længere have en mening, og jeg vil ikke tænke over, hverken at blive eller forsvinde. Alting vil være nyttesløst. Som et stort, sort hul jeg ikke kan komme op af. Siden ad hullet er for høj og stejl til, at jeg kan klatre op. Jeg vil forsøge, men fejle hver gang. At flyve vil ikke længere være en hobby jeg holder af. Det vil blive til en ting der minder mig for meget om begivenheden, hvor du forsvandt, og kreerede en smerte så stor, at den brækkede alle mine knogler og satte dem på plads igen. Kun for at overække mig pinslen, at det hele skal starte forfra igen.

Så du skal aldrig forlade mig, aldrig lade gnisten famle, aldrig miste smilet og du skal aldrig tvivle på, om vi nu også kan klare det. For det ved jeg kan vi kan.

DET FORESTILLER JEG MIG IHVERTFALD, at vi kan.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...