Dengang og nu

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2016
  • Opdateret: 31 maj 2016
  • Status: Igang
Amelia svømmer i vandet mellem havoverfladen og bunden, mens hun spekulerer over, hvad hun skal gøre af sig selv. Skyldfølelsen over ikke at være i stand til holde det løfte hun gav ham, da han sagde farvel, jager hende gennem dagene. Kunne hun have gjort noget for at forhindre, hvad der dengang skete? Vil hun nogensinde komme op til overfladen for igen at kunne få vejret? Dette er en række af små afsnit, der tilsammen danner en historie. Bidrag til 'Mig før dig' konkurrencen.

14Likes
4Kommentarer
1589Visninger
AA

9. Del 9.

Jeg var kommet ud af huset, da billederne på værelset var begyndt at blive lidt for meget. De grønne øjne, der altid forfulgte mig, hvorend jeg stod i rummet, og smilet, der fik mig til at fremstå tættere på bunden, end jeg i virkeligheden var. 

Ben smed sig ind på stolen overfor. "Hvad er der galt?" spurgte han og trak jakken af. Det regnede udenfor.

"Jeg-" startede jeg, men min mund gled i igen. Ordene sad fast i min hals, som var der en, der hele tiden forhindrede mig i at sige noget. 

"Jeg ved det," svarede han og blev en smule mere alvorlig. "Jeg savner ham også. Han var min bedsteven. Det-- jeg forstår ikke, hvordan han kunne gøre det. Han virkede så glad."

Jeg så hen på hans knyttede næver, der lå på bordet. Knoerne var hvide og hans arme rystede ved anstrengelsen. Det hele var lidt mærkeligt - at sidde her igen. Et øjeblik overvejede jeg at bestille kaffe, men tanken om at skulle dele den forfærdelige oplevelse med andre end ham, fik mig til at ligge menukortet ned igen. 

"Heller ikke mig," mumlede jeg tilbage som svar på Bens ord, før jeg bestilte et stykke brunkage. Det var ikke noget, vi nogensinde havde gjort før. Spist kage.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...