Dengang og nu

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2016
  • Opdateret: 31 maj 2016
  • Status: Igang
Amelia svømmer i vandet mellem havoverfladen og bunden, mens hun spekulerer over, hvad hun skal gøre af sig selv. Skyldfølelsen over ikke at være i stand til holde det løfte hun gav ham, da han sagde farvel, jager hende gennem dagene. Kunne hun have gjort noget for at forhindre, hvad der dengang skete? Vil hun nogensinde komme op til overfladen for igen at kunne få vejret? Dette er en række af små afsnit, der tilsammen danner en historie. Bidrag til 'Mig før dig' konkurrencen.

14Likes
4Kommentarer
1583Visninger
AA

7. Del 7.

DENGANG

"Hvorfor er det lige, at vi altid sover ude i det her telt?" Regnen piskede ned i lårfede stråler, mens vinden ruskede op i teltdugen.  

Han smilede og hans udmattede ansigt fik mere liv. "Fordi jeg deler værelse med min storebror."

"Når ja..." indså jeg. Jeg rullede om op siden og støttede mig til min albue. "Men burde han ikke flytte hjemmefra? Han er sådan tredive."

"Enogtyve. Men tæt på." Han så ned for at skjule grinet på sine læber. 

"Hvorfor sover vi så ikke bare hjemme hos mig?" 

"Du ved, fordi din mor kunne dræbe mig," pointerede han og lagde sig ned på madrassen ved siden af mig. 

Jeg rystede på hovedet. "Nej... - nej, hun kunne ikk--" Han løftede et øjenbryn. "Du ødelagde hende yndlingsvase. Ulla var en vigtig del af samlingen." 

"Ulla havde alt for stort, slidt hår og lugtede af mug." 

"Du er bare jaloux," forsvarede jeg og sparkede til hans ben.

"På en vase og en vissen plante?" spurgte han og rev min pude længere over mod ham. 

Jeg fandt tilbage til det oprindelige emne. "Hvorfor skal vi sove herude? Der er så kooooldt." 

Han rykkede tættere på. "Ikke hvis jeg holder dig varm."

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...