Dengang og nu

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2016
  • Opdateret: 31 maj 2016
  • Status: Igang
Amelia svømmer i vandet mellem havoverfladen og bunden, mens hun spekulerer over, hvad hun skal gøre af sig selv. Skyldfølelsen over ikke at være i stand til holde det løfte hun gav ham, da han sagde farvel, jager hende gennem dagene. Kunne hun have gjort noget for at forhindre, hvad der dengang skete? Vil hun nogensinde komme op til overfladen for igen at kunne få vejret? Dette er en række af små afsnit, der tilsammen danner en historie. Bidrag til 'Mig før dig' konkurrencen.

14Likes
4Kommentarer
1589Visninger
AA

25. Del 25.

NU

TO MÅNEDER SENERE

Jeg sidder under det store træ på plænen i midten af parken. Det er to år siden, han forsvandt fra min verden og alligevel er jeg endt tilbage ved vores sted

"Er du sikker på, at du er okay?" spørger Ben ved siden af mig. Han giver mig et roligt skub mod skulderen. 

"Jeg har det fint. Og ja - jeg er sikker. Stop med at sende skygger ind foran min sol," svarer jeg og læner mig tilbage mod stammen. Modvilligt følger han min handling. 

"Har du snakket med hende?" Jeg kan høre forsigtigheden i hans stemme."Alice, mener jeg."

"Hun ringede i morges."  

"Og du er... oka-"

"Ben," afbryder jeg og kan ikke lade være med at grine lidt. Uden at tænke over det, ligger jeg min ene hånd over hans på græsset. "Det er fint." Og det var det virkelig. Af en eller anden grund. 

Nyheden bragte mig ud af kurs - selvfølgelig gjorde den det. Men jeg er nu kommet ud på en ny rute. En bedre en. En rute, der kan føre mig frem mod nyt og bedre.

Noget af skyldfølelsen er lettet fra mit bryst - for god stund nu. Jeg er ikke enedame om tabet dengang - jeg var ikke den eneste, der havde haft muligheden for at forhindre det i at ske - og der er absolut ikke noget at gøre ved sandheden nu. Intet kan laves om, og mit blik går kun fremad. 

"Jeg er stolt af dig," hvisker Ben, sniger en arm omkring min talje og kysser mig i håret. Mit smil vokser sig kun større ved hans ømhed. 

Denne årsdag er anderledes. Efter hans død befandt jeg mig i fortiden i så lang tid, at det blev en vane og først nu synes jeg at kunne se nutiden. Fremtiden. 

Han lægger sine læber mod min kind. "Jeg er glad for, at du er her med mig."

Selvom jeg burde være bange i dette øjeblik, bange for, at endnu en person elsker mig på en anden måde, end jeg elsker dem, er fortrykningen i hans berøring og ord nok til at sende mig ind i hans tryghed og fortryllelse. 

"Du dufter så godt," mumler han mod min pande. 

Nu ved jeg, hvad han mente med, at det var bedst, at glemme ham. Det var ikke kun, fordi han havde holdt mig tilbage og at det ikke skulle fortsætte sådan, men fordi han ikke havde lyst til at lade mig gå igennem endnu en tornado, idet jeg allerede befandt mig i en. Jeg skulle glemme ham, men huske på vores gode stunder - ikke det faktum, at jeg i al den tid vi havde været sammen havde stået på sidelinjen. Han elskede mig - det ved, han gjorde. Måske var det bare mere som familie. 

Jeg har ikke tænkt mig at glemme ham. I stedet vil jeg fokusere på de positive tanker og den glæde han alligevel havde gennem sine sidste dage - også selvom den ikke var fuldt ud oplevet sammen med mig.

"Lad os tage i biografen," siger Ben så endelig. "Vi kan dele et bæger med popcorn." Han griber mine hænder og trækker mig op fra jorden. Efterfølgende sætter vi i løb mod neon-skiltet, der signalerer vores destination.  

Dette var historien om, hvordan jeg opdagede, at livet handler om mere end sorg og dårlig samvittighed. Det er din pligt at udnytte ethvert sekund. 

Lev livet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...