Dengang og nu

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2016
  • Opdateret: 31 maj 2016
  • Status: Igang
Amelia svømmer i vandet mellem havoverfladen og bunden, mens hun spekulerer over, hvad hun skal gøre af sig selv. Skyldfølelsen over ikke at være i stand til holde det løfte hun gav ham, da han sagde farvel, jager hende gennem dagene. Kunne hun have gjort noget for at forhindre, hvad der dengang skete? Vil hun nogensinde komme op til overfladen for igen at kunne få vejret? Dette er en række af små afsnit, der tilsammen danner en historie. Bidrag til 'Mig før dig' konkurrencen.

14Likes
4Kommentarer
1591Visninger
AA

24. Del 24.

"Hvor er du på vej hen?" udbrød Alice og kiggede på den store samling af ting, der pludselig stod i midten af stuen. 

"Jeg vil tilbage," svarede jeg og smed det sidste billede af Sam Claflin i skraldespanden, der i forvejen var fyldt til randen. 

"Der tilbage?" spurgte hun målløst og rystede vanvittigt på hovedet.

Jeg lynede den sidste kuffert. "Ja, Alice," sukkede jeg. "Folk siger, at det ikke er muligt at ændre sit liv, før man ændrer sin hverdag. Den velkendte rutine. Fra nu af skal der ske noget andet."

"Og derfor har du tænkt dig at flytte? Bare uden videre? Hvad med mig?"

"Du kan få Poul. Jeg er sikker på, at i har et eller andet tilfælles." Det sidste mumlede jeg lavt for mig selv. 

"Ved din familie godt, at du kommer?" spurgte hun, mens hendes øjne farede rundt til alle stuens fire vægge. 

"Jeg har ikke set dem i to år - jeg er sikker på, at de bare er glade for at se mig." 

"Amelia?" 
Jeg begyndte at skubbe alle tingene mod entreen. "Hmm?" svarede jeg. Hun var stadig stille, da jeg kiggede hen på hende. Hun trippede lidt, støttede sig til armlænet på lænestolen og rettede sit blik mod jorden. 

"Jeg--" startede hun og for et sekund overvejede jeg at skære hende af. At lade det ligge og se at komme væk derfra. Hvis der var noget, der kunne forskrue mit hoved, så var det hendes evne til at vende alt mod det negative. 

Og selv denne gang, i dette flygtige øjeblik, havde jeg ret. 

"Hanvardigutro," spyttede hun ud i én lang køre. Jeg stoppede op. "Jeg var ved ham, da han tog sit sidste åndedrag. Han var stadig i live, da du gik." 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...