Dengang og nu

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2016
  • Opdateret: 31 maj 2016
  • Status: Igang
Amelia svømmer i vandet mellem havoverfladen og bunden, mens hun spekulerer over, hvad hun skal gøre af sig selv. Skyldfølelsen over ikke at være i stand til holde det løfte hun gav ham, da han sagde farvel, jager hende gennem dagene. Kunne hun have gjort noget for at forhindre, hvad der dengang skete? Vil hun nogensinde komme op til overfladen for igen at kunne få vejret? Dette er en række af små afsnit, der tilsammen danner en historie. Bidrag til 'Mig før dig' konkurrencen.

14Likes
4Kommentarer
1600Visninger
AA

23. Del 23.

DENGANG

Vi mødtes hjemme hos ham og som sædvanlig lå han i sin seng, da jeg trådte ind i det mørke værelse. Han kunne ikke længere gå selv. Sygdommen havde taget over og udsultet ham, så han nu ikke var mere end skind og ben. 

Jeg satte mig på kanten af sengen og greb om hans slanke hånd. "Hvordan går det?" Jeg lænede mig ned for at give ham et kys på kinden. 

"Amelia, lov mig noget," sagde han og ignorerede mit spørgsmål. Han strammede sine fingre omkring mine. 

Jeg trak mig tilbage igen. "Hvad?" spurgte jeg uforstået. "Hvorfor?" 

"Bare sig, at du vil love mig noget," bad han og for første gang i, hvad der føltes som evigheder, så jeg andet i hans ansigtsudtryk og øjne end sygdommen.

"Nej--" Jeg rejste mig op. "Lad være med at lade, som om du skal dø. Dit liv er ikke slut endnu. Du får ikke lov til at slutte det endnu!" Jeg knyttede mine hænder og bed hårdt ned i min underlæbe for at holde råbene inde. 

Han forsøgte at smile, men det lykkedes ikke. "Please?" Hans stemme knækkede og min krop sank igen. 

Med det samme sad jeg atter på sengekanten. Jeg lagde mig ned ved siden af ham og krøb ind under dynen, påpasselig med ikke at sparke til hans skrøbelige krop. 

"Undskyld," mumlede jeg og mærkede, hvordan jeg følte mig helt rundtosset. 

Han trak vejret dybt ned i sine lunger, så det kunne mærkes på min pande. "Du skal leve livet," startede han så, fejede en tot vildfaren hår om bag mit øre. "Udnyt det."

"Jeg--"

"Du skal glemme mig. Ikke for min skyld men for din egen." Allerede der var jeg på vej ud af sengen, men han fangede en håndfuld af min trøje. "Du skal glemme mig," gentog han så, mens han så mig dødalvorligt i øjnene. Det her kunne ikke være rigtigt, kunne det? Jeg kunne da ikke glemme ham. Ikke efter alt det, vi havde været igennem. Det var jo fuldstændig vanvittigt! "Du skal udfordre din skræk. Lær at cykle. Gør nogle af de ting, jeg har forhindret dig i. Spis en masse lækkert mad."

"Please, lad være med at fortsætte," tiggede jeg. Min læbe dirrede.

"Det er din pligt at udnytte det liv, du har fået serveret. Du har kun den her ene gang. Gør det til noget uforglemmeligt."  

"Hvorfor er det, som om du siger farvel?" hviskede jeg og mærkede den første tåre trille ned af min kind, hvorefter den ramte madrassen. 

Han sukkede og kiggede ned. "Det her er for dit eget bedste. Jeg har været en belastning. Det er godt, det slutter nu." 

"Stop-- stop med at fortælle mig sådan noget!" skreg jeg, mens min gråd kun blev værre og jeg stille krøb ind til hans bryst. Jeg søgte efter lyden af hans pumpende hjerte, der lige nu ville være det eneste, der kunne forsikre mig om, at han ikke allerede var væk. At det ikke var en anden, der lå ved siden af mig her og nu og sagde alle disse frygtelige ting. Jeg kendte hans hjerteslag bedre end mine egne. 

"Jeg prøvede. Jeg prøvede virkelig."

Jeg hørte hans hjerte slå for sidste gang den dag.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...