Dengang og nu

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2016
  • Opdateret: 31 maj 2016
  • Status: Igang
Amelia svømmer i vandet mellem havoverfladen og bunden, mens hun spekulerer over, hvad hun skal gøre af sig selv. Skyldfølelsen over ikke at være i stand til holde det løfte hun gav ham, da han sagde farvel, jager hende gennem dagene. Kunne hun have gjort noget for at forhindre, hvad der dengang skete? Vil hun nogensinde komme op til overfladen for igen at kunne få vejret? Dette er en række af små afsnit, der tilsammen danner en historie. Bidrag til 'Mig før dig' konkurrencen.

14Likes
4Kommentarer
1598Visninger
AA

22. Del 22.

"Pas på! Skraldespand forude!"

"Det er dig, der bestemmer retningen. Ret styret op!"

Jeg forsøgte, men cyklen begyndte blot at slingre ukontrolleret og fandt sin egen vej. Jeg strammede grebet om håndtagene og ringede panisk på klokken, der sendte en hylen ud i det førhen fredelige kvarter.  

"Jamen, du skubber. Stop cyklen!"

Han råbte: "Drej den anden vej! Hurtigt!"

"Ben, jeg--"

Mere nåede jeg ikke at sige, før jeg styrtede direkte ind i skraldespanden præcis, som jeg havde forudsagt, jeg ville. Plastikposer med affald fløj omkring mig, idet jeg blev kastet ned på jorden og landede med knæene i gruset. Mit ene ben viklede sig ind i cyklen og jeg undslap et smertende skrig. Kort efter begyndte de første bloddråber at komme frem. 

"Amelia, jeg sagde-- Åh, for pokker da også," udbrød Ben. Han tog sig til tindingerne med et skræmt udtryk i ansigtet og rev sin hue af og ned langs siden af hovedet. Lidt efter så det ud til at gå op for ham, hvad der var sket og han styrtede hen mod mig. Huen blev smidt på jorden og han faldt på knæene ved siden af mig, panik skrevet i hele hans aura. "Kom her. Hjælp mig med at få dit ben ud." Han tog fat i cyklen med sin ene hånd og mit ben med sin anden, så et stød gik igennem mig. Og midt i den hastende situation, fandt jeg mig selv grine. 

Ben stoppede, hvad han havde gang i. Han kiggede på mig med sammentrukne øjenbryn og hovedet lidt på skrå. 

"Hvad griner du af? Hvorfor griner du?" spurgte han forvirret. Jeg svarede ikke men lukkede op for en latter, der langsomt blev mere hysterisk for hvert sekund, der gik, og forårsagede en smerte i det nederste af min mave. Efter et stykke tid fandt humoren sin vej ind til ham. "Du mener ikke det her, vel?" smilede han stort og så hen på mig. Jeg grinede videre. "Seriøst, Amelia, du er for mærkelig. Mærkelig, siger jeg dig!" lo han så, hjalp mit ben fri fra cyklen og lagde sig ned på jorden ved siden af mig. 

"Det her er første gang, det har været sjovt at komme til skade," mumlede jeg. "Første gang det har været værd at satse."    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...