Dengang og nu

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2016
  • Opdateret: 31 maj 2016
  • Status: Igang
Amelia svømmer i vandet mellem havoverfladen og bunden, mens hun spekulerer over, hvad hun skal gøre af sig selv. Skyldfølelsen over ikke at være i stand til holde det løfte hun gav ham, da han sagde farvel, jager hende gennem dagene. Kunne hun have gjort noget for at forhindre, hvad der dengang skete? Vil hun nogensinde komme op til overfladen for igen at kunne få vejret? Dette er en række af små afsnit, der tilsammen danner en historie. Bidrag til 'Mig før dig' konkurrencen.

14Likes
4Kommentarer
1589Visninger
AA

20. Del 20.

"Jeg gør det ikke!"

"Du er altid så skidebange," grinede Ben og krydsede sine arme over brystet. Et skævt smil beklædte efterfølgende hans læber. 

"Jeg er ikke bange. Jeg er bare... forsigtig. Lever livet med omtanke," fastslog jeg, ikke villig til at lade det gå så let. 

"Du sagde selv, du ville gøre noget, der var udover dine grænser. Du vækkede mig klokken to om natten. Nu gør du det! Tag dig sammen, Amelia!" coachede han mig, løb lidt på stedet og klappede i hænderne. Så gav han mig et skub i ryggen og fik mig tættere på den tykke stamme. Jeg så op mod toppen af træet, den øverste del gik i ét med mørket. "Jeg giver dig en hestesko. Kom så." Hans stemme brød stilheden i skoven. 

Jeg satte min ene fod op i hans sammenfoldede hænder og hurtigt blev jeg løftet op i luften, så det gav et sug i maven. 

"Tag fat i grenen der," vejledede han mig. Pludselig stod jeg på hans skuldre og balancerede, før jeg tog et sidste hop og sad på en enorm gren, der var et par meter over jorden. Jeg kunne allerede mærke det hele skælve under mig, svimmelheden komme ind som en bølge, hvorefter jeg lænede mig lidt til siden. "Kom så," sagde Ben igen, idet han dukkede op ud af det blå på grenen ved siden af mig. "Vi skal nå toppen." 

Og så kravlede vi. Endnu en gang var det, som om jeg glemte alt, hvad der var omkring mig, når jeg var ude i den her skov. Jeg havde ikke længere højdeskræk. Mine tanker forhindrede mig ikke i at falde i søvn. Der var ingen sorg eller skygge, der fulgte mig i hælene.

"Du klarer den godt," lød Bens stemme ved siden af mig. "Det skal nok blive til noget," sagde han og greb i en hurtig bevægelse fat i min arm, da jeg for et sekund var ved at miste fodfæstet igen.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...