Dengang og nu

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2016
  • Opdateret: 31 maj 2016
  • Status: Igang
Amelia svømmer i vandet mellem havoverfladen og bunden, mens hun spekulerer over, hvad hun skal gøre af sig selv. Skyldfølelsen over ikke at være i stand til holde det løfte hun gav ham, da han sagde farvel, jager hende gennem dagene. Kunne hun have gjort noget for at forhindre, hvad der dengang skete? Vil hun nogensinde komme op til overfladen for igen at kunne få vejret? Dette er en række af små afsnit, der tilsammen danner en historie. Bidrag til 'Mig før dig' konkurrencen.

14Likes
4Kommentarer
1591Visninger
AA

19. Del 19.

DENGANG

Solen stod høj på himlen, sendte os ud i en hedetur, mens vi bevægede os ned af torvet.

"Hvad har du tænkt dig at lave på din attenårs?" Jeg drejede en kvart omgang på fødderne, så jeg gik sidelæns ved siden af ham. Jeg forsøgte hastigt at følge med, mens det var, som om han bare satte farten op. 

"Min mor holder noget komsammen for familien. Ikke det helt store," svarede han ligegyldigt og trak på skuldrene. Han gabte en gang og jeg lagde mærke til de tydelige blodårer, der løb hen over hans øjenlåg og ned ad hans hænder, før han skubbede fingrene ned i forlommerne på sine bukser. 

Ben vendte sig om på den anden side af ham, så han gik i samme stilling som jeg. Hans mund stod på vid gab og hans øjne var udspilede. Han kunne ikke have set mere målløs ud. 

"Ej, du bliver da nødt til at lave mere end det! Lad os feste!"

Han begyndte at ryste på hovedet. "Vi skal bare slet ikke feste. Jeg har vigtigere ting at tage mig til." 

"Såsom at hænge ud med bedstemor? Come on, fejr det. Du bliver atten. Atten!" Jeg greb fat i hans arm, så han kom til et stop. Ben blev distraheret af et par vildt dyre solbriller ved strandkiosken. "Hvad med vi finder ud af, hvad der skal være at spise?"

"Amelia..." advarede han mig.

"Hør, hvis der ikke er noget mad, vil folk alligevel ikke komme."

”Jeg har ikke brug for mad. Jeg har brug for at være alene. Med min familie. Med dem, der betyder noget. Ikke en flok ligegyldige mennesker, der kun er ude efter en gratis buffet og alkohol,” svarede han igen, hans øjne matte, mens han prøvede at få mig til at forstå. Jeg fik det helt skidt ved tanken om, at det aldrig ville kunne lade sig gøre. ”Kom med mig hjem,” mumlede han og trak hænderne op af lommerne. Han samlede en af mine op i begge hans. ”Jeg vil gerne have dig der. Du betyder noget for mig.”

Jeg kunne ikke holde smilet tilbage, der kæmpede for at bryde mine læber. Ben lod som om han ikke åbenlyst kiggede herover.

Langsomt faldt jeg ind i trygheden af hans berøring, mens hårene på mine arme rejste sig ved kulden. Med alt, hvad jeg havde i mig, indåndede jeg hans duft, forestillede mig at mine tunge og ujævne hjerteslag var vores yndlingsmelodi og at vi dansede langs solens stråler mod det, der ville føre os ud i evigheden. Jeg var mig og han var ham og selvom det hele føltes så rigtigt den dag, så vidste jeg, det ville komme.

På sin attenårs fødselsdag blev han indlagt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...