Dengang og nu

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2016
  • Opdateret: 31 maj 2016
  • Status: Igang
Amelia svømmer i vandet mellem havoverfladen og bunden, mens hun spekulerer over, hvad hun skal gøre af sig selv. Skyldfølelsen over ikke at være i stand til holde det løfte hun gav ham, da han sagde farvel, jager hende gennem dagene. Kunne hun have gjort noget for at forhindre, hvad der dengang skete? Vil hun nogensinde komme op til overfladen for igen at kunne få vejret? Dette er en række af små afsnit, der tilsammen danner en historie. Bidrag til 'Mig før dig' konkurrencen.

14Likes
4Kommentarer
1567Visninger
AA

18. Del 18.

Ben placerede en kop kaffe foran mig på bordet. "Er du okay?"

Jeg havde lyst til at slå ham. 

"Okay," svarede jeg neutralt og tog en slurk. Jeg kunne stadig ikke lide smagen. "Har du nogensinde tænkt dig at få en ny bedsteven? Komme ud over kanten?"

"Hm," tænkte han for et sekund. "Ja. Sommetider. Men lad os ikke snakke om det. Hvorfor kom du herover? Hvad er der galt?"

"Tag mig med ud," sagde jeg, før jeg kunne nå at tænke videre over det. 

"Ud? Hvor? Haven?" Han kastede en tommelfinger over skulderen og ud mod rosenbuskene, blommetræerne og hindbærene. 

"Nej--jo. Bare et eller andet sted. Jeg vil væk herfra. Jeg vil leve livet," forklarede jeg og støttede mit hoved på min ene hånd. 

"Du har kun ét," pointerede han så. "Hvad mener du?" spurgte han efter, øjenbrynene trukket sammen til et. 

"Jeg er bare kommet til at tænke over en masse ting og det er gået op for mig, hvor lidt jeg egentlig har nået. Jeg burde være ude og tage stoffer og drikke mig i hegnet lige nu, men i stedet sidder jeg og drikker kaffe ligesom alle de andre pensionister. Jeg er træt af at føle, jeg går glip af noget. Jeg er træt af at føle mig skyldig." Det var ikke din skyld, hviskede min underbevidsthed. 

"Wow," mumlede Ben og nikkede anerkendende med hovedet. "Respekt," smilede han. "Okay. Lad os komme afsted." 

Han rejste sig op fra sin stol med det samme og jeg så uforstået op på ham. 

"Nu?"

"Lige nu. Du sagde, du var træt. Vi kan ikke have, at du allerede går i overgangsalderen." Han rakte en hånd ud efter mig og jeg var næsten sikker på, at det var første gang i det seneste århundrede, at jeg tillod mig selv at grine. Jeg kunne slet ikke huske en tid, hvor det hele ikke havde været alvorligt.

Han trak mig op fra stolen og ledte mig ud gennem haven.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...