Dengang og nu

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2016
  • Opdateret: 31 maj 2016
  • Status: Igang
Amelia svømmer i vandet mellem havoverfladen og bunden, mens hun spekulerer over, hvad hun skal gøre af sig selv. Skyldfølelsen over ikke at være i stand til holde det løfte hun gav ham, da han sagde farvel, jager hende gennem dagene. Kunne hun have gjort noget for at forhindre, hvad der dengang skete? Vil hun nogensinde komme op til overfladen for igen at kunne få vejret? Dette er en række af små afsnit, der tilsammen danner en historie. Bidrag til 'Mig før dig' konkurrencen.

14Likes
4Kommentarer
1595Visninger
AA

16. Del 16.

"Du kan ikke bare løbe væk! Hvad tænkte du dog på?" 

For en gangs skyld tænkte jeg slet ikke. Jeg handlede bare. 

"Har du nogen ide om, hvor bekymret jeg var?"

Du er altid bekymret. Det er det, der er problemet. 

"Jeg var hunderæd! Åh, Amelia, du må ikke gøre det her igen. Du må ikke forsvinde. Jeg tror simpelhen, jeg stiller træskoene, hvis du forsvinder igen." 

Og det var dig, der sagde, at man kun havde ét liv. At man skulle udnytte det og ikke spilde det på alt muligt andet vås som sorgen over den, man elskede. Nu står du her og klynker. 

Det gik op for mig, at hun ikke var bedre, end jeg var. 

"Hvad vil du have til aftensmad?" Drastisk emneskift. 

Jeg gloede på hende. "Helt ærligt," mumlede jeg mest for mig selv. 

"Undskyld?" Hun så på mig, som var det første gang, hun hørte mig tale. 

Jeg tog en dyb indånding. "Jeg forsvandt ikke," startede jeg og gjorde mig klar på at fortælle hende det hele. Alt. Jeg kunne allerede fornemme naboernes lange blikke ind af vinduerne. "Jeg levede. Jeg gjorde, som alle andre unge gør. Oplever ting. Var det ikke det, du bad mig om?"

Hun lignede en fisk, som hun stod der og gentagende gange åbnede og lukkede munden, tom for ord. 

"Jeg har prøvet. Jeg har virkelig prøvet. Og jeg har et eller andet sted tænk, at den her forbandelse, der er lagt over mig, bare er en måde for verdenen at sige, at jeg ikke arbejdede hårdt nok i starten. For det gjorde jeg ikke. Nu skal der betales tilbage og jeg skal ikke tænke på alt det, jeg kunne have gjort, da han stadig var her. Alle de måder, jeg kunne have hjulpet ham på." Alice åbnede munden, men jeg afbrød hende. "Han holdt mig tilbage. Han er væk nu og han kommer aldrig tilbage. Jeg lever. Så næste gang, jeg trækker vejret, så lad være med at kaste dig i støvet. Det får du ikke noget ud af."

Så vendte jeg mig om og gik ud af hoveddøren, hvorefter jeg fortsatte mod Bens hus.   

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...