Dengang og nu

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2016
  • Opdateret: 31 maj 2016
  • Status: Igang
Amelia svømmer i vandet mellem havoverfladen og bunden, mens hun spekulerer over, hvad hun skal gøre af sig selv. Skyldfølelsen over ikke at være i stand til holde det løfte hun gav ham, da han sagde farvel, jager hende gennem dagene. Kunne hun have gjort noget for at forhindre, hvad der dengang skete? Vil hun nogensinde komme op til overfladen for igen at kunne få vejret? Dette er en række af små afsnit, der tilsammen danner en historie. Bidrag til 'Mig før dig' konkurrencen.

14Likes
4Kommentarer
1594Visninger
AA

15. Del 15.

Jeg løb væk aftenen efter. Forsvandt mod skovene og udkanten af den lille by, hvor ingen nogensinde turde sætte en fod så snart mørket faldt på.

Jeg gled mellem træerne, armene ud til siden, så mine hænder slog mod de tykke stammer, der løb på begge mine sider. Der var ikke nogen orden over måden, de var placeret på, men mere som var de smidt tilfældigt. Et eller andet sted skabte det en vis ro inden i mig. Det var som at løbe mellem stjernerne, mærke den lette regn af stjernestøv dale ned fra himlen og føre mig ind i en helt ny verden, jeg aldrig havde vidst eksisterede. Der var ikke nogen til at sige, at det jeg gjorde, var forkert. Jeg var langt væk fra alting. Langt væk fra sorgen og det, jeg altid forbandt med den. 

På et tidspunkt valgte jeg at stoppe. Vægten gled for et øjeblik af mine ømme skuldre, idet jeg hoppede ud af mine sko og lod mine tæer grave sig ned i mudderet. Mine øjne havde vænnet sig til mørket, så det var en hel befrielse at kunne se det for mine egne øjne og være sikker på, at det ikke bare var en drøm. 

Efter noget tid faldt jeg til mine knæ, spejdede op mellem træernes brede toppe og undrede mig over, hvordan jeg nogensinde kunne have endt så langt ude.

Hvad havde han dog gjort ved mig? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...