Dengang og nu

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 maj 2016
  • Opdateret: 31 maj 2016
  • Status: Igang
Amelia svømmer i vandet mellem havoverfladen og bunden, mens hun spekulerer over, hvad hun skal gøre af sig selv. Skyldfølelsen over ikke at være i stand til holde det løfte hun gav ham, da han sagde farvel, jager hende gennem dagene. Kunne hun have gjort noget for at forhindre, hvad der dengang skete? Vil hun nogensinde komme op til overfladen for igen at kunne få vejret? Dette er en række af små afsnit, der tilsammen danner en historie. Bidrag til 'Mig før dig' konkurrencen.

14Likes
4Kommentarer
1565Visninger
AA

12. Del 12.

Jeg sad på den gamle bænk i parken og forsøgte at regne ud, hvad der var så spændende ved det store træ i midten af plænen. Det var så almindeligt, bare et træ ligesom alle de andre. Folk samlede sig i store flokke omkring det, tog billeder af de lange, snoede grene og lysegrønne blade. Der var tolv andre af dem i området, men af en eller anden grund var det dette, der var hittet. 

Solens stråler skar mig i øjnene, da jeg mærkede hans nærvær. "Jeg bliver ved med at spekulere over, om den mine der er en effekt af noget, der smager grimt eller om det bare altid er sådan, du ser ud, når jeg er i nærheden." Ben satte sig ned ved siden af mig på bænken, skubbede hænderne ned i lommerne på sine løse jeans og lænede sig tilbage, så træbrædderne gav lyd fra sig. Mine hænder hvilede roligt i mit skød.

Jeg sukkede. "Ved du, hvad der er trist ved at miste folk?"

"Jeg kan finde på mange ting," svarede han og kastede et sidelæns blik over på mig. Jeg drejede mig rundt på sædet, så jeg kunne se ham bedre an. 

"Den konstante tumult," startede jeg. Et øjeblik overvejede jeg at stoppe, men fortsatte. "Deres velkendte stemme i dit hoved. Minderne. Du kan ikke længere gå nogen steder uden at mindes om måden, han hele tiden bukkede sig ned for at snøre sine snørebånd på. Mindes om tidspunktet, hvor han altid gik hen og blev træt. Hans morgenhår. Lugten af sved, du dengang væmmedes med men nu vil gøre alt for at få tilbage. Stedet, vi holdt til. Vores sted." Det bankede i mit bryst og jeg huskede mig selv på at forholde mig roligt. Alligevel var jeg ved at gå fra forstanden. 

Ben åbnede munden efter noget tid. Han drejede sig ligeledes om mod mig. 

"Det her var jeres sted, var det ikke?" 

Mit hoved sank ned mellem skuldrene. "Altid."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...