Stik

Mit bud i Bolsjoj-konkurrencen. Skrevet ud fra valgmulighed 1.

0Likes
0Kommentarer
121Visninger

1. Stik

Stik

 

Det kræver kun et enkelt stik. Det er mit mantra. Det er den overbevisning jeg arbejder efter. Det kræver kun et enkelt stik, men i dag havde været en rigtig dårlig en af slagsen og jeg var ufokuseret og sløv. Det var lige der i det absolut mest kritiske øjeblik at jeg havde sløset. Nu tårnede en meget stor mand sig op foran mig med min kniv siddende i skulderen. Jeg tog mig selv i at skule vredt efter kniven. Som om det var dens skyld at den havde siddet et par centimeter for højt… og skævt… og ikke dybt nok. Det tog mig dog ikke længe at komme på andre tanker, for kæmpen snurrede nu rundt og udstødte et voldsomt brøl idet han svang sin næve imod mig, jeg blev ramt på højre side af ansigtet og kraften var så stor at jeg vendte en halv omgang på stedet før jeg gik i gulvet. En øjeblikkelig ringende tone fyldte mit hoved.
Det må have været mine søvnproblemer. Jeg havde været sløset og sneget mig under de 5 timer på en nat, og de 5 timer havde ikke været andet end mareridt.
Jeg forbandede mig selv og al den underholdning som internettet tilbød og som jeg var for svag til at modstå.
Slaget havde gjort ondt. Ret meget endda, men hans størrelse taget i betragtning var det nu heller ikke så underligt. Det var længe siden jeg var blevet ramt. Det dunkede og sved i hele min højre kind og kæbeparti. Vreden blussede op.
Pinligt. Yderst pinligt. Yderst irriterende. Han nærmede sig med tunge skridt, og jeg tog mig sammen. Jeg kunne skimte ham ud af øjenkrogen. Jeg lagde al min kraft i et spark som jeg sendte mod det udstrakte ben som han stod med vægten på. Jeg ramte ham på siden af knæet og en ubehagelig knasende lyd kunne høres. For det normale menneske havde det i hvert fald været ubehageligt. For mig betød lyden absolut jackpot. Han tippede til siden og faldt til jorden med et ansigt der var fortrukket i kraftig smerte. Han landede på siden og kiggede febrilsk ned på sit ben, der var bøjet i en vinkel som var minimum 60 grader over normal menneskelig formåen. Han greb ud efter en flaske vodka fra det lave sofabord, men denne gang var jeg hurtig. Denne gang ramte jeg ikke forbi. Jeg fik trådt hans arm i jorden før hans fingrer kunne nå at lukke sig om glasset, og med den anden fod fik jeg stampet hans skulder af led. Han skreg af smerte og jeg skreg inde i mig selv af ren og skær pinlighed. Hvor var det dog uprofessionelt og rodet alt det her. Der var ikke nogen der ville have hørt hans skrig, det var jeg sikker på, men lyden irriterede mig grænseløst. Hver lydbølge ud af hans mund var et par knusende decibel der fortalte mig at jeg ikke havde gjort mit job ordentligt. En kamp for livet bør være stille og koncentreret. Det eneste man skal kunne høre er blodets susen gennem tindingerne og det hjerteslag man forsøger at holde under kontrol. Jeg mærkede mit eget. Det var stille. Ligesom det plejede.
Jeg trak min kniv ud af skulderen på ham og snurrede den rundt i hånden så spidsen nu pegede ned mod hans hals. Jeg trådte på den arm der endnu ikke var skadet så han ikke kunne flytte den.
”V-Vent!”
Jeg førte kniven direkte i struben på ham. Spidsen penetrerede den lille fordybning under adamsæblet. Den velkendte følelse ramte mig. Følelsen der fortæller mig at det er fuldbragt.
Det kræver kun et stik.
Den hårdeste kriminelle, den mest grusomme krigsherre, den farligste forbryder i verden.
Det kræver kun et stik.
Så er de blot en bunke kød fyldt med dårlige intentioner. Hans øjne var opspilede og hans krop spjættede en smule. Hans mund lavede en bevægelse som jeg en anelse for sent nåede at genkende og jeg fik ikke flyttet mit hoved tilstrækkeligt før han spyttede en ordentlig mundfuld blod lige i ansigtet på mig. Herefter lå han stille.
”FUCK!”
Jeg væmmedes over følelsen af den klistrede og varme væske der nu dryppede fra mit ansigt. Jeg greb en jakke der hang over lænestolen og tørrede aggressivt blodet væk. Da det værste var fjernet skyndte jeg mig over til køkkenvasken og tændte for den kolde hane. Selv da jeg var sikker på at det hele var vasket af, blev jeg ved i yderligere 5 minutter. Da jeg endelig var tilfreds lukkede jeg for vandet og satte mig i sofaen. Der var noget afslappende over en opgave som denne. Isoleret. Ukendt. Kun et enkelt mål. Fra det sekund min kniv havde gennemboret hans hals var mit arbejde allerede færdigt. Der var ingen forstærkninger på vej, og højst sandsynligt ingen der ville tjekke lejligheden før hans store kadaver begyndte at lugte så grimt at man mest af alt ville have lyst til at brænde rummet ned frem for at få ham ud, men det var ikke mit problem. Mit problem var noget helt andet. Jeg greb den flaske vodka som han havde tænkt skulle være splintret nydeligt mod mit kranie. Jeg smilede da jeg konstaterede at den var uden smag af et eller andet eksotisk gejl der gjorde den bedre egent som sutteflaske til en teenager end som smertestillende middel for et voksent menneske. Jeg skruede proppen af og lod den klare væske flyde ned i min hals. Det brændte og varmede hele vejen ned i maven og jeg pustede ud. Den dunkende fornemmelse i min kind dulmedes en smule. Jeg lod roen sænke sig over min krop og slog benene op på bordet. Jeg lukkede øjnene et øjeblik og gennemgik jobbet. Ingen til stede i ejendommen. Ingen af hans sædvanlige kumpaner. Døren havde jeg lydløst dirket op og han havde befundet sig i sin lænestol med ryggen til indgangen, i færd med at rulle en joint. Jeg havde nærmet mig lydløst, og af en eller anden grund havde jeg valgt hjertet frem for halsen. Alt havde været perfekt planlagt og perfekt udført. Lige bortset fra knivens pinligt forkerte placering. Jeg slog pludseligt øjnene op og kastede vredt flasken mod væggen. Den smadrede med en høj klirrende lyd og blandede sig med et par enkelte dråber blod på gulvet. Mit åndedræt var voldsomt og jeg mærkede vreden blusse op i mig. Jeg havde fejlet. Jeg havde været langt under min sædvanlige standard. Jeg famlede efter min kniv. Det gav mig en speciel ro at stå og dreje den frem og tilbage i hånden. Jeg fik gennemrodet alle steder på min krop før det gik op for mig at den stadig sad i halsen på ham.
Jeg knælede ved siden af ham og hev den ud i et hurtigt træk. En tynd stribe blod fulgte med. Jeg tørrede omhyggeligt kniven af og stak den i bæltet, hvorefter jeg kiggede ned på ham en sidste gang. Herefter forlod jeg lejligheden. Ude på gangen tog jeg mig til det punkt på min kind hvor hans næve havde ramt, men trak hånden til mig da smerten stak. Jeg så hans døde øjne for mig.  Der var noget underligt ved at have øjenkontakt med en død person. Ikke fordi det moralske pres fra at have taget hans liv var en tung byrde, men fordi det var præcis lige som at have det med én der var levende.

På vej op af trapperne til min lejlighed blev jeg mødt af synet af Gustavo. Han stod dovent og fejede trapperne i et tempo der kun lige akkurat overbeviste mig om at han ikke stod og sov. Hans øjne var halvt lukkede og han lænede sig op af kosten. Han reagerede ikke engang da mine fodtrin nærmede sig. Jeg stoppede lige foran ham og rømmede mig.
Han gryntede irriteret.
”Si, Si. Trapperne… Snart færdig” Sagde han med sin kraftige spanske accent.
”Hvordan er det du hilser, Gus? Smid da i det mindste et Buenos Dias ud til mig”
Jeg sparkede let kosten væk under ham og han tippede forover og landede på maven. En latter undslap mig. Jeg havde et ømt punkt når det kom til Gustavo.
En kaskade af spanske ord, som jeg er sikker på var forbandelser og trusler, fløj ud af munden på ham og han kiggede vredt op, de trætte øjne var nu spærret op, men i det han så at det var mig, blev han hurtigt mere rolig, dog satte han stadig ikke pris på den ublide hilsen jeg havde givet ham.
”Hox! Du mangle aktivitet eller hvad? Du ikke har bedre ting end fældning af stakkels gammel mand?”
Jeg smilede og hjalp ham på benene.
”Du skal bare være glad for at det var mig og ikke en af de emsige frøkener på 3. sal.  De havde nok truet med at få dig udvist for at sløse med arbejdet”
Han gjorde blot en irriteret grimmasse og slog det hen.
”Ha! Der mere skal til for at sende ud Gustavo Raul Rodrigo De Saventi”
Han rullede flot på alle r’erne, og gjorde store fagter med armene, der var forskellige for hver del af navnet. Det lod til at være den rene fryd for ham at sige sit fulde navn, for han gjorde det ved enhver lejlighed han mente han kunne slippe afsted med det. Han kiggede på mig og begyndte at feje igen. Kosten strøg hen over bunke snavs så den blev spredt ud over det hele, og han begyndte forfra med at samle den igen.
”Du på vej ud?”
Jeg rystede på hovedet.
”På vej hjem.”
”Ah. Det vist har været hård nat på ubehagelig måde jeg synes jeg ser.”
Han pegede på min kind. Jeg trak blot på skuldrene på en meget falsk uskyldig måde.
”Jeg faldt ned af en væg. Eller var det en trappe?”
Gustavo kiggede blot på mig med hævet øjenbryn.
”Du nærmere falde ind i vred næve med din ansigt først, mi amiga
Jeg smilede skævt til ham.
”Du kan ik’ bevise en skid, Señor Vicevært-o
Han gav mig et sigende blik og blev en smule mere alvorlig.
”Så længe ingen andre heller ikke kan.”
Jeg blinkede ubekymret til ham og begav mig videre op af trappen.
”Du brug for ayuda?”
”Bare pas dit trabajo, Gus. Opgangen ligner lort.”
lidt længere oppe kunne jeg høre at han begyndte at fløjte, og jeg vidste at trapperne ikke ville komme til at skinne de næste par årtier.
Jeg fandt mine nøgler frem og låste mig ind. Jeg blev mødt af en blandet duft. Det forsøg jeg havde gjort på at bage aftenen før hang stadig i luften for at minde mig om at jeg ikke skulle gøre mig nogen illusioner om at jeg med succes kunne bruge min ovn til at fremstille kage eller andre lækkerier. I luften hang der også en dunst af den stærke mad jeg havde varmet i mikrobølgeovnen før jeg var taget afsted. Det havde dog ikke gjort nogen forskel at jeg havde arbejdet på fuld mave. Kniven havde stadig siddet forkert.
Jeg skar pludselig tænder ved tanken om min fiasko, og jeg var nødt til at tage min kniv frem og rotere den frem og tilbage i hænderne for at finde roen igen. Jeg lukkede øjnene og følte skaftets velkendte form. Kniven begyndte at danse let og hurtigt rundt mellem mine fingrer og da jeg var nogenlunde afslappet åbnede jeg øjnene og kastede den med stor kraft mod det tykke cirkulære stykke kork jeg havde hængt op på væggen til selv samme formål. Kniven gennemborede materialet midt i cirklen og blev siddende. Jeg nikkede tilfreds og smed mit overtøj i entréen.
Min lejlighed var rodet. Der var støvet og der stod tallerkener med madrester ved siden af sofaen.
Mit skrivebord var til gengæld fuldstændigt rent og det eneste der stod på det var min computer og en halv kop te. Jeg følte mig pludseligt tørstig så jeg tog koppen op til munden, men huskede så at kold te er på listen over ting jeg hader allermest. Hvis kold te kunne manifesteres som en levende skikkelse ville jeg dræbe den. Kvit og frit, og uden at ramme forkert. Følelsen af fiasko stak i mig igen, men jeg trak vejret dybt et par gange og rystede det af mig.
Jeg gik ud på badeværelset og kiggede mig selv i spejlet. Jeg kunne pludseligt se hvor slemt det så ud. Min kind var svulmet op og en imponerende samling af mørke farve havde dannet sig. Jeg rørte let ved det og fik en smertefuld reminder om at hævelsen og blodansamlingerne var kun var to tredjedele af en pakke. Smerten sælges ikke separat.
Jeg bed tænderne sammen og kiggede mig selv i øjnene. De grønne ovaler stirrede trætte tilbage på mig. Næsten bebrejdende.
”Skævt og slapt” Hørte jeg mig selv tænke, men jeg nægtede at tænke mere over det. Jobbet var udført og målet var dødt. Det burde ikke betyde noget at jeg var lidt længere tid om det en jeg plejede.
Men det gjorde det. Det betød alt, og jeg ville ikke kunne overbevise mig selv om andet. Det eneste jeg kunne gøre var at lade være med at tænke på det.
Jeg blinkede et par gange og selv den lille bevægelse gjorde ondt i ansigtet.
Selv uden det gigantiske blå mærke var jeg ikke ligefrem det som de unge pige ville kalde en ”smuksak”, men jeg var heller ikke tudegrim. Det syntes jeg i hvert fald ikke selv. Selv syntes jeg at jeg havde fundet den gyldne mellemvej, men det kunne meget vel være mit ego der prøvede at opretholde min selvtillid. I min profession var det ikke smart at være hende som forvred nakkemusklerne på de unge mænd. I hvert fald ikke ved hjælp af mit udseende.
Jeg lod mine fingrer glide gennem det lange mørkebrune hår og konstaterede at det var på tide at vaske det, dels var det fedtet og filtret, og dels var der stadig spor af blod jeg ikke havde fået fjernet, så jeg smed tøjet og tog et langt bad der mest af alt var en konstant prøvelse i ikke at dreje ansigtet den forkerte vej så vandstrålen ramte min ømme kind.
Da jeg trådte ud fra badeværelset hørte jeg en svag summen ude i entréen. Jeg greb ned i min jakkelomme og hev min telefon op.
”Rapport. Karaflen. Hurtigst muligt”
Harris’ SMS fik mig til at sukke irriteret. Jeg havde ellers håbet på at kunne vente med at aflægge rapport til i morgen. Jeg kastede et længselsfuldt blik mod min sofa, men trak så hurtigt i tøjet og skyndte mig ud af døren. Jeg vidste udmærket at ”Hurtigst muligt” betød, at hvis ikke det var muligt at komme hurtigt så sørgede jeg for at det blev det.
 

Jeg stødte på Gus igen på vej ned ad trappen. Han var kun nået én etage længere ned. Jeg var irriteret over at skulle ud nu, så da han hilste med et smil og et ”Hola”, nikkede jeg blot kort og skyndte mig ud af hoveddøren.
Jeg besluttede mig at tage turen på gåben. Det tog højest et kvarter, og det hjalp mig med at få mine tanker i ro.  Jeg tænkte over min hævede og multifarvede kind og forbandede endnu engang det faktum at jeg absolut skulle stille mig til rådighed nu og ikke dagen efter som sædvanligt.
Bare en enkelt nat med uforstyrret søvn ville være nok, men jeg turde ikke sætte noget på spil. Når man fik besked på at komme så kom man. Der var ikke rigtigt noget der hed fleksibel arbejdstid i mit erhverv.


Jeg nåede frem til Karaflen og kiggede en smule træt op på bygningen. Baren befandt sig i stueetagen af et højhus. Jeg anede ikke hvad de resterende etager blev brugt til og det var mig også ekstremt ligegyldigt. Jeg nærmede mig indgangen og blev mødt af en høj mørk herre i sort jakkesæt. Jeg fortsatte mod døren, men han strakte sin hånd ud foran mig.
”Er det et meget stærkt amputeringsønske jeg fornemmer her?” Spurgte jeg koldt. Jeg vidste godt hvorfor han stoppede mig, men jeg var træt og ville bare have besøget overstået i en fart.
Han forsøgte at bevare en bister grimasse bag de sorte solbriller, men jeg kunne godt se at min kommentar havde gjort ham en smule nervøs.
”ID, frøken” Sagde han kort, og sank en klump.
”ID? Du ved sgu da udmærket godt hvem jeg er, og hvis du er i tvivl hvorvidt jeg er over 18 så er jeg smigret, men ikke nok til at det ændrer på noget”
Han rømmede sig.
”Alle ansatte skal vise ID ved ankomst til Karaflen. Vi kan tage sagen op med Harris, hvis de ønsker det.”
Han var godt nok ikke ked af det, men hans trusler var tomme.
Jeg trådte lidt tættere på.
”Og hvem af os to tror du genererer størst profit for Harris? Hm? Den menneskelige dørstopper, eller mig? Gad vide om han ville savne dig hvis du forsvandt lige pludselig?”
En sveddråbe kunne anes på hans pande og jeg konkluderede at han havde fået den mængde skræk i livet som jeg fandt passende.
”Men så igen… Vi har vel også brug for dørstoppere”
Jeg fandt mit Id-kort frem og viste ham det.
”Det var det eneste der skulle til, frøken”
Jeg smilede meget åbenlyst falskt til ham og stoppede kortet tilbage i inderlommen.
”Hvis du nogensinde kalder mig frøken igen, skal jeg personligt skære de nødvendige dele af dig som vil muliggøre at jeg kan kalde dig det samme. Forstået?”
Det gav et lille gib i ham og han nikkede.
”Javel, Hox”
Jeg trådte forbi ham og kunne ikke lade være med at smile en smule.

Karaflen var det typiske urbane værtshus med alt hvad den alkoholiske stamkunde kunne begære samt billigt sprøjt til unge mennesker uden penge, men med et lige så stærkt ønske om at lægge en dæmper på deres dårlige livsvalg.
Jeg strøg forbi baren og alle gæsterne der muntert sad og drak. Jeg stoppede foran døren hvorpå der med store neonbogstaver stod: VIP
Jeg mærkede en hånd på min skulder.
”Er du kommet på afveje, lille ven?”
Jeg snurrede rundt og kiggede straks op på Fleming. Han genkendte mig med det samme og trak hånden til sig.
”Hox! Du kan godt lige være dig det bekendt at sige når du er her.”
”Ja, til Harris. Da ikke nødvendigvis til hans dørmand.” Sagde jeg med løftet øjenbryn.
Normalt var Fleming ikke typen man svarede igen. Især ikke taget i betragtning at han ville kunne dræbe de fleste personer blot ved at lade sig tippe forover og mase dem under sin betydelige kropsvægt. Fyren var enorm, og med et temperament som forsynede ham med rigelige mængder fornyelig energi. Heldigvis var jeg ikke på hans dårlige side. Han vidste hvem jeg var. Han vidste hvad jeg bidrog med, og sidst men ikke mindst vidste han hvad Harris syntes om mig.
I mit og Flemings forhold var der plads til at slynge små ubetydelige trusler efter hinanden.
”Du skal ikke være fræk, Hox. Husk på at jeg er et ekstremt socialt bevidst menneske. Jeg har absolut ingen problemer med at tæve en kvinde hvis det skal være. Jeg ser nemlig forbi køn. Jeg ser bare mennesker. Vil du have politisk korrekte mennesketæsk?”
”Nej tak, Fleming. Jeg beklager at jeg ikke meldte min anskomst.” Svarede jeg.
Han nikkede kort. Min undskyldning var godtaget.
Det var en absurd kontrast når det kom til Fleming. Hans job var at være fysisk intimiderende. Han skulle bevogte indgangen til VIP-området mod alle der ikke havde noget at gøre dernede.
Han var et stykke muskel der skulle løfte en byrde i en forretning.
Hans krop signalerede at det nok mest var vægte og uønskede gæster han løftede på, ikke bøger. Og alligevel kunne han slynge det mest sofistikerede politiske sludder ud til hver en tid.
Der var kun én ting der fik ham til at opføre sig direkte arrigt. Når en person ikke indså at hans navn var Fleming med et enkelt M og derfor kom til at udtale det Flemming. Medmindre det var en højst betydningsfuld gæst, endte de altid med en fysisk reprimande og en tandlægeregning der matchede.
”Harris sagde han havde sendt bud efter dig. Ganske klogt at du kom så hurtigt.”
”Var det hurtigt? Jeg droppede ellers både forbi min urbane køkkenhave og crossfitholdet før jeg kom her.” Sagde jeg sarkastisk.
Han slog en høj latter op.
”Det er sgu en af grundende til at jeg godt kan lide dig, Hox. Du giver virkelig bare ikke en fuck, gør du vel?”
Jeg rystede på hovedet og smilede blankt til ham.
”Lad os bare sige at jeg har et begrænset månedligt antal af dem, og de er for længst brugt op”
Fleming lavede en lyd der var en perfekt blanding af et grynt og et grin.
”Han venter nedenunder. Han står i baren.”
Jeg rynkede på panden.
”I baren? Hvad fanden laver Harris i baren?”
”Det kunne du jo passende spørge ham om når du ser ham. Jeg ved det sgu da ikke.”
Han bøjede sig ned og vinkede mig væk på en højst irriterende måde, men jeg gad ikke stå og uddele verbale stød med Fleming længere. Jeg ville helst bare have overstået mit møde og så direkte hjem bagefter.
Døren til VIP-afdelingen knirkede en smule, og førte mig videre til den smalle trappe som ledte ned i kælderen. Efter de 20 trin trådte jeg ind i det velkendte lokale og en langt mere luksuriøs bar åbenbarede sig. Tonerne fra en af Harris’ højtelskede jazzplader fyldte lokalet som en lun dis, og der var en svag duft af tobaksrøg hvilket stadig kom bag på mig, efter som rygning var strengt forbudt.
Der var en del folk til stede. Mine kollegaer. De sad rundt omkring i de mange diskrete båse og stirrede på forskellige ting. Nogle ned i deres telefoner, og andre bare tomt frem for sig.
”Hox!”
Jeg hørte Harris’ indtrængende stemme og kiggede over mod baren der befandt sig i midten af lokalet. Den udgjorde en perfekt cirkel og var fremstillet i nydeligt mørkt træ.
Jeg gik med ret ryg hen mod disken mens jeg trak vejret dybt. Jeg havde ikke tænkt mig at skjule noget. Jeg havde ikke tænkt mig at bortforklare den lilla plamage af skam der sad på min kind.
Harris hilste på mig med et venligt smil, og en kold øl blev placeret foran mig før jeg overhovedet havde sat mig.
”Værsgo. Du bestemmer selvfølgelig selv om du vil drikke den eller holde den op til…”
I stedet for at afslutte sin sætning pegede han bare på min kind med en cirklende bevægelse.
”Morsomt” Sagde jeg kort for hovedet.
”Slap nu af, Hox. Den skramme er da ikke noget at tage sådan på vej over. Så længe jobbet var en succes, og det ved jeg det var, for lad os være ærlige, hvis det ikke var så havde du nok ikke siddet her nu. Så slap af, tag et break. Tænk på de penge der snart ruller ind. Tænk på alle de lækre ting de skal bruges til. For eksempel… Nej. Nej der er jeg faktisk lidt på bar bund. Hvad fanden bruger du egentlig penge på, Hox?”
Jeg kiggede bare træt på ham og han forstod heldigvis min hentydning.
Harris var en markant herre i det han selv beskrev som sin bedste alder. Det var den alder alle andre beskrev som midt i halvtredserne. Alligevel måtte man give ham at han holdt sig godt. Han var veltrænet og uden kraftige rynker af nogen art. Han var altid velbarberet og det lyse hår lod til altid at have en konstant plysset længde. Han havde abnormt blå øjne. De nærmest lyste op til det punkt hvor man kunne mistænke ham for at have to LED lamper siddende der hvor normale folk har øjenæbler. Han havde et velmenende smil der let kunne gøre enhver tryg. Enhver der ikke kendte sandheden om ham i hvert fald. Jeg gav aldrig udtryk for det, men jeg var altid i højt beredskab når han var i nærheden. Jeg havde det som om jeg skulle være klar til at forsvare mig med et sekunds varsel. Det skyldtes nok at jeg var en af de få personer der havde set hvilke dæmoner Harris gemte inde i sig. Jeg vidste hvilket djævelsk og morderisk smil der lå bag masken og jeg var bange for det. Samtidig vidste jeg også at så længe jeg var på hans side, var der ingen problemer, og hvis blot de rigtige folk vidste at man arbejdede for ham kunne det være med til at redde ens liv.
”Den rapport der, Hox. Lad mig høre. Eller skal vi lave en slags tegn og gæt?”
Jeg sukkede og tog en stor tår af min øl. Den var iskold så det prikkede hele vejen ned gennem halsen.
”Målet blev skaffet af vejen. Mit første stik sad skævt i hans ryg og han nåede at ramme mig før jeg fik ham nedlagt og afsluttet. Det er derfor min kind ligner sveskegrød der har oplevet systematisk tortur.”
Harris kiggede overrasket på mig.
”Hox? Min Hox satte sin kniv skævt? Det ville jeg aldrig tro medmindre du selv havde sagt det til mig”
Jeg kunne betro mig til Harris. Han ville aldrig dele min fiasko med nogen.
”Jeg har haft nogle søvnproblemer her på det sidste. Bare rolig det kommer ikke til at påvirke min indsats i det lange løb, men lige i dag fik det ram på mig.”
Han nikkede kort og skænkede en øl op til sig selv.
”Du er her. Han er der” Harris pegede ned i jorden. ”Og ingen opdagede dig. Det er det eneste der betyder noget”
Jeg trak på skuldrene. Jeg var stadig arrig over min egen fejltagelse. Harris’ opmuntrende ord hjalp ikke det mindste. Jeg følte at jeg var den lille pige der ikke kunne finde ud af opgaven, men som blev klappet på skuldrene og fik en slikkepind alligevel. Jeg var nødt til at få tankerne et andet sted hen.
”Hvorfor står du i baren?” Spurgte jeg.
Harris lo og kiggede på mig med sit maske-smil.
”James er syg i dag. Jeg skulle til at ringe efter en vikar, men så tænkte jeg over sagen. Det er vigtigt for en leder at sænke sig ned på de niveauer han ikke besøger så tit. Ellers får man fine fornemmelser og bliver doven og uforsigtig. Det er to ting jeg ikke har råd til at være. Så jeg tænkte at jeg selv ville bemande udskænkningen i dag, og jeg må sige at det er en ganske speciel følelse, at give folk den gave som er en perfekt skænket og afkølet øl. Strømmen af taknemlighed varmer lige der hvor hjertet sidder.”
Da han afsluttede sin sætning forsvandt hans smil et øjeblik og han fik et tomt udtryk i øjnene. Han holdt sin hånd fladt over sit hjerte. Jeg havde set det udtryk før. Jeg vidste ikke hvad han tænkte på, men jeg vidste at det ikke var rare ting.
Han fandt dog hurtigt smilet frem igen og vendte sig mod mig.
”Jeg tror Sabrina gerne ville snakke med dig” Sagde han og fyldte min øl op selvom jeg ikke engang havde drukket halvdelen.
”Sabrina er en dum kælling og jeg ville hellere hoppe ind i en kaktus end at snakke med hende”
Harris slog en høj latter op.
”Åh, du kan noget med ord, Hox. En skam du valgte kniven frem for blyanten”
”Hvis jeg havde gjort det havde du været betydeligt fattigere” Sagde jeg og blinkede til ham.
”Touché.” Sagde han og rakte sit glas frem.
Jeg skålede med ham. Han satte glasset for munden og drak to store slurke. Så satte han det fra sig og rømmede sig.
”Jeg ved godt der er en form for fjendskab mellem dig og Sabrina. Det er helt fint. Man bør have fjender og folk man ikke kan lide. Helst så mange som muligt. Det holder én skarp og årvågen, plus det driver jer til at forsøge at overgå hinanden…”
Jeg grinede ned i mit glas.
”Overgå hinanden? Sabrina kunne ikke overgå et A4 ark om hun så havde stylter og en jetpack på ryggen”
”Ikke desto mindre lod det til at være en hastesag. Snak med hende, Hox. For min skyld. Hun er en af vores bedste ligesom du er. I bør som minimum have en form for kommunikation der overstiger de der sure blikke i sender hinanden.”
Noget i hans blik gjorde det tydeligt at det ikke længere var et valg jeg skulle træffe, men snarere en ordre der skulle følges.
Jeg himlede med øjnene.
”Hvor er hun?”
Han nikkede over mod båsen bag mig. Jeg kiggede mig over skulderen og blev mødt af Sabrinas smørrede smil. Hun sad med en drink der lignede noget et par videnskabsmænd havde skabt i et tophemmeligt laboratorie, i et forsøg på at finde den absolut mest lyserøde nuance i verden. Indholdet af glasset var også uden tvivl i stand til at give én diabetes ved første berøring. Heldigvis for Sabrina gælder den slags ikke for folk der i forvejen er rådne inden i. Jeg tog fat om min øl, sendte Harris et træt blik, og gik over til hendes bord. Hun smilede til mig. Den slags smil hvor læbernes gigantiske opadgående bue dækker for det faktum at tænderne bliver bidt så hårdt sammen at de nærmest når bristepunktet.
”Hox.” Sagde hun med sin lyse og sukkersøde stemme.
”Sabrina.” Sagde jeg tørt.
Hun grinede kort.
”Se det er en ting ved dig jeg aldrig har kunne forstå. Én ting er at holde sin identitet skjult for kunderne, men noget helt andet er at nægte at fortælle sine kollegaer sit fornavn.”
Sabrina måtte være høj på alle slags stoffer hvis hun troede at jeg ville finde mig i noget.
”Vi er ikke kollegaer. Vi er to meget meget forskellige mennesker der tilfældigvis finder arbejde i samme bygning, eftersom intet andet værtshus i byen har den ekstra feature at man kan hyre lejemordere i kælderen. Hvis der var, ville jeg være der, eller i hvert fald sørge for at du var så jeg kunne undgå at se på dig nogensinde igen. Det gør mig nemlig træt. Det sviger faktisk lidt i øjnene.”
Hun fnisede. Hun prøvede at signalere at mine ord ikke rørte hende. Jeg bed tænderne sammen og det gjorde ondt i mine kæbemuskler der hvor jeg var blevet ramt.
”Du er så fjendtlig, Hox. Har det været en hård dag? Hvad er der sket med din kind?”
Jeg vidste udmærket godt at hun ville prikke til min fejltagelse.
”Det er ikke høfligt at spørge til folks små skønhedsfejl, Sabrina. Det ved de fleste også godt. Hvorfor tror du at folk holder igen med at spørge hvorfor du går som en radbrækket pingvin?”
Det var et barnligt modsvar, det var jeg klar over, og der var ikke meget ved Sabrinas udseende man kunne angribe. Hendes nøddebrune hår havde elegante krøller, hun havde store brune øjne og et perfekt symmetrisk ansigt, for ikke at tale om hendes kropsformer. Hun var unægtelig en meget smuk kvinde, men hendes venstre ben var en anelse længere end det højre hvilket resulterede i at hendes gangart var en anelse unormal. Det var ikke noget man umiddelbart ville lægge mærke til medmindre man kiggede efter det.
Jeg kunne se at Sabrinas tinding dirrede en smule. Jeg havde ramt et ømt punkt.
”Sid ned.” Sagde hun mens hun forsøgte at beherske sig.
Jeg gjorde som hun sagde og lige så snart jeg havde bagenden i sædet fandt min hånd frem til skaftet på min kniv. Det var ren rutine, men i øjeblikket lå der også et lille håb i bevægelsen. Jeg håbede Sabrina ville gøre et udfald så jeg kunne lave hendes ansigt om til et Van Gogh maleri.
Sabrina gjorde dog ikke noget og en del af mig var lidt skuffet.
”Du kan ikke lide mig, og jeg kan ikke lide dig” Sagde hun i et lidt mørkere tonefald end hun sædvanligvis brugte.
”Der er ikke nogen der kan lide dig, Sabrina. Bortset fra de mænd du hiver med hjem når ensomheden bliver for meget for dig, men de ser jo kun din ryg og din nakke og hører kun din prusten. På det punkt minder du lidt om en hest.”
Hun rømmede sig højt og ignorerede min kommentar.
”Det jeg fortæller dig nu, fortæller jeg dig kun fordi man er nødt til at opretholde en hvis form for respekt inden for vores profession. Der er ingen tvivl om at vi to er de bedste værktøjer Harris har til rådighed. Karaflen er fyldt med dygtige folk, men vi ved jo godt begge to at vi er et stykke over resten. Så når jeg siger til dig at du skal blande dig langt uden om mine sager, så siger jeg det fordi jeg ved at vores arbejde er nødvendigt. Fordi der er folk der fortjener at dø, og fordi jeg gerne vil have at du skal fortsætte dit arbejde så verden fortsat kan blive lidt bedre job for job, og det kan du ikke udrette hvis du lægger dig ud med mig. For hvis du gør det, så slår jeg dig ihjel, Hox.”
Hun så meget alvorlig ud. Mere end jeg nogensinde havde set hende.
”Hvad fanden snakker du om? Jeg har aldrig blandet mig i nogle af dine jobs.”
Hun rystede på hovedet og sippede til sin gift-pink-røde drink.
”Jeg snakker ikke om hvad der er sket. Jeg snakker om hvad der kommer til at ske. Det er udelukkende grundet professionel respekt at jeg giver dig den her advarsel: Bland dig uden om, Hox. Jeg mener det. Og fjern så hånden fra din kniv, du ligner en der sidder og spiller lommegolf under bordet.”
Hun rejste sig og gik over til baren. Hun smed et par sedler.
”God vagt, Harris. Tak for alt.” Sagde hun og blæste ham et kys. Jeg fik kvalme.
”Godt arbejde i dag, Sabrina.”
Hun kom hen til mig igen og hev sin jakke en anelse til side så jeg kunne se kniven hun havde siddende i bæltet.
”Én ting kan du og jeg blive enige om, Hox. Det kræver kun et enkelt stik.”
Så snurrede hun rundt og gik op ad trappen. Lugten af hendes parfume blev hængende i luften og jeg skyndte mig derfor at rejse mig. Jeg gik op til Harris igen og satte mig ved baren.
”En lille én?” Spurgte han og holdt en flaske bitter frem.
”Nej tak. Jeg tror jeg bliver hængende og ser om der kommer et job forbi.
”Nu? Jeg bad bare om en rapport, Hox. Du kan sagtens tage hjem og hvile dig.”
”Nej. Jeg er klar.”
”Som du vil. Din bås er klar. Jeg har lige tørret bordet af”
”Har du også installeret varme i sæderne?”
”Nu skal du ikke blive flabet, Hox. Afsted med dig.”
Jeg nikkede og bukkede overdrevet dybt for Harris.
Mit hoved blev ved med at vende tilbage til det Sabrina havde sagt. For en kvinde der altid lød falsk havde der været noget oprigtigt i hendes stemme.

 

Der gik en time hvor jeg bare sad ved bordet og kiggede ud i luften. Karaflen flød ikke med kunder, men det kunne man heller ikke forvente. Det var ikke meningen at alle og enhver skulle kunne finde stedet. Baren havde en meget streng politik omkring hvordan eventuelle kunder skulle bære sig ad. Man hørte om Karaflen fra kontakter der kendte os eller fra en af vores agenter når de mente at en person måske kunne bruge vores ekspertise. Når en kunde havde besluttet sig for at aflægge baren et besøg, fik de udeleveret et kodeord som gav dem adgang til VIP-baren.
Hvis en arbejder sad i en bås uden noget at drikke betød det at de var ledige og klar til at påtage sig et job. Hvis de sad med noget at drikke havde de allerede påtaget sig en opgave, eller også var de ganske enkelt ikke interesserede i øjeblikket.
Harris havde sørget for at baren oven over lignede et fuldstændigt normalt bodega med plads til alle. Ingen ville kigge på Karaflen og se et mistænksomt sted. Det var også derfor han kørte sin sidebeskæftigelse i kælderen. Hvis man lukker en hel bar af for offentligheden begynder folk at stille spørgsmål, men en bar med et VIP-område hvor kun meget få kan få lov at komme ind er der ingen der tænker over to gange så længe de kan slukke tørsten i stueetagen.
Der havde selvfølgelig været problemer med rige kunder der mente at de måtte have ret til at komme nedenunder og nyde godt af alt hvad karaflen kunne byde på. Denne holdning var Fleming dog ekspert i at ændre.
Hvis man derimod kendte kodeordet kom man forbi Fleming uden problemer og så var der kun tilbage at udvælge sin lejemorder, aftale en pris, og skåle på jobbet.
Jeg havde spurgt Harris hvorfor han ikke foretrak at holde det anonymt og eventuelt kun via sikrede online konsultationer på den mørke side af internettet.
Han havde sagt til mig at frygt var den bedste forsikring. Der var langt mindre chance for at kunden løb fra en aftale hvis han eller hun var klar over at en professionel dræber nu vidste hvordan de så ud. Det kunne jeg kun give ham ret i.
Karaflen havde meget få regler. Man bestemte selv om man takkede ja eller nej til de jobs man blev tilbudt. Man fastlagde selv prisen. Harris tog 15 % og gav os til gengæld et sikkert sted at mødes og fri bar på livstid.
Der var kun én regl der virkeligt blev fastholdt. Man dræbte ikke hinanden. Det var uhyre simpelt, men også meget vigtigt for arbejdsmoralen at vide at de andre trænede mordere i baren ikke sad og pønsede på at stikke en kniv i maven på hinanden. Det ville simpelthen give et dårligt arbejdsmiljø.
Jeg havde ganske vist været mere end klar til at gøre det mod Sabrina, men hun var også et særtilfælde.
Jeg hørte en lyd fra trappen og en velklædt ældre herre trådte ind. Han havde et sort jakkesæt på og langt gråt hår der var friseret bagud så det nærmest dannede en manke.
Han kiggede rundt i baren. Foruden mig sad et par af mine professionsfæller i deres faste båse. Max sad med et sultent blik i øjnene ved synet af en potentiel kunde. Max var i dette fag udelukkende fordi han elskede at dræbe. Den eneste grund til at jeg ikke var nervøs for at have en som ham så tæt på mig var at Harris personligt havde garanteret at han udelukkende holdt sig til kundernes mål.
Vergo så også ud til at være vågnet op til dåd, han var en meget stille mand, men han sagde aldrig nej til et job, lige meget hvor ekstremt det lød. Han havde ar overalt på kroppen der vidnede om hans ekstreme opgaver der af og til snuppede en bid af ham med i købet.
Den ældre herre så dog ud til at kigge meget målrettet på mig og han tog ikke engang blikket fra mig da han gik hen til baren for at bestille to øl. Harris skænkede dem og gav ham et kort nik.
Kunden nærmede sig og rakte den ene øl frem mod mig.
”Må jeg byde på en forfriskning?”
Jeg nikkede og han satte sig ned.
Max og Vergo slog lettere skuffede deres blikke ned. De havde regnet med at få noget at lave, men når røven var i sædet måtte man ikke blande sig i de andres jobs. Sådan var det.
Han løsnede sit slips en anelse og tog en tår af sin øl.
”Hvad drejer opgaven sig om?” Spurgte jeg meget neutralt.
Han rakte ind i sin inderlomme og fandt et fotografi frem. Han lod det glide hen over bordet. Jeg kiggede på billedet der viste en ung fyr i rullestol. Han så direkte deprimeret ud og hans arme hang ugideligt ned langs hjulene.
”Det der behøver du vist ikke min hjælp til. Er det ikke bare noget med at trille ham ud over en bakke og kigge den anden vej?”
Manden rystede på hovedet og trak sin pung frem. Han fandt et lille billede frem fra en af lommerne og viste det til mig. Det forestillede samme unge fyr, men på dette billede var han storsmilende og stod iført en hvid dragt med sort bælte og med en stor pokal i armene. Han havde tydeligvis vundet et kampsportsstævne af en eller anden art.
”Det er min søn.” Sagde han og sank en klump.
Han fandt et tredje billede frem. Denne gang var det en anden person. En udtryksløs mand uden hår og med et stort ar i panden.
”Han er forskellen på de to billeder her. Han er forskellen på min søn som regionsmester, og min søn som lam og i rullestol.”
Jeg nikkede langsomt og studerede mit kommende måls udseende nøje.
”Bare så du er klar over det. Jeg udfører ikke øje-for-øje-opgaver. Det er død eller ingenting.”
”Godt” Sagde han sammenbidt.
”Hvem er han?”
”Karl Trivo. Han er ikke nogen. Ingen bandeforbindelser og ingen stor kriminel fortid. Han er bare et udyr der elsker at drikke sig fuld og komme i slagsmål med tilfældige folk. Han angreb min søn bagfra. Fuldstændigt uprovokeret. Daniel så ham ikke komme… Han så ham ikke.”
Han tog sig til halsen og rømmede sig. Det var tydeligt at han var på grådens rand, men han tog sig sammen.
”Min søn har aldrig gjort nogen fortræd, og så kommer det svin her og beslutter sig at min Daniel er hans næste offer. Nu kan min søn ikke føle noget fra halsen og nedefter.”
Jeg løftede hånden for at stoppe hans talestrøm.
”Det her kommer til at lyde hårdt, Hr, men det er sandheden. Jeg er ligeglad med hvad Karl Trivo har gjort ved din søn. Det eneste jeg vil vide er hvor han færdes, hvor han bor, og om du er villig til at betale 50.000 for at han dør.”
Han lænede sig tilbage i sædet og kiggede et øjeblik blankt på mig.
”Jeg fik at vide at du var den bedste. Hvis du sørger for at han lider betaler jeg med glæde 100.000.”
Jeg løftede mit ene øjenbryn ved lyden af det høje beløb.
”Smertefuldt. Det skal jeg sørge for.”
Dette var en åbenlys løgn. Man kunne ikke dræbe hurtigt og effektivt og samtidigt gøre det smertefuldt, men det behøvede han ikke vide noget om. Det var jo ikke fordi han ville være til stede under opgaven.
Telefonen oppe i baren ringede og Harris løftede røret op og satte det mellem øre og skulder så han kunne tørre glas af imens.
”Hvornår kan jeg regne med at opgaven er udført?” Spurgte kunden, og lænede sig frem igen.
”Når halvdelen af beløbet er overført til mig. Derefter skulle der ikke gå mere end en uge afhængigt af hvor svært det bliver at fange ham på et isoleret sted. Derefter overfører du resten”
Han nikkede tænksomt.
”En uge.”  Mumlede han.
”Ja. Oftest er det kortere tid, men jeg lover ikke nogen fast dato. Det er et mord vi snakker om. Ikke pakkepost.”
Jeg hørte at et glas knustes oppe i baren. Jeg vendte mig og så Harris stå med en blødende hånd. Han havde mast et ølglas med sin højre hånd. Han havde et vildt og dyrisk udtryk i øjnene og han knugede telefonen i et kort øjeblik før han smækkede røret hårdt på.
Max og Vergo kiggede nervøst op mod Harris. Jeg rejste mig fra båsen og nærmede mig baren.
”Harris?”
Han kiggede op på mig med øjne der signalerede at nogen meget snart skulle dø.
”Sabrina.” Sagde han.
”Hvad med hende?”
Han hev sin mobiltelefon frem fra lommen og fandt en nyhedsside frem på nettet.
Mand fundet død på midten af befærdet hovedgade. Faldt ud over hustag
Jeg kiggede uforstående på Harris.
”Det er Charlie.” Han pegede på billedet af liget der lå i en unormal og forvredet position. De havde sløret ansigtet.
Charlie arbejdede for Harris. Han fandt sine jobs på Karaflen ligesom os andre. Han var en af os.
”Hvordan kan du vide at Sabrina står bag?” Spurgte jeg straks.
Harris pegede ned på barens telefon. Der var røget en flig af røret dan han havde smækket det på.
”Fordi hun lige har ringet og fortalt mig det. Hun sagde at visse omstændigheder havde gjort det til hendes mest lukrative mulighed.”
Han skar tænder og knugede hårdt om barens kant
Jeg bed tænderne sammen og min hånd gled automatisk mod min kniv.
”Den lede kælling. Vi har én regel som man ikke bryder” Sagde jeg snerrende.
Harris trak vejret dybt.
”Det er en fælde. Det må det være. Hun gør det for at lokke mig frem. Hun må have lavet en aftale med en af mine konkurrenter. Det kommende valg kommer til at sætte nye politikere på magten. Det betyder nye folk der skal bestikkes og intimideres, men før det er gjort er det nemt at skubbe til magtbalancen. Det vil de udnytte. Hun ved at hvis nogen bryder vores regel slår jeg dem selv ihjel. De venter uden tvivl på mig. De må jo tro jeg er idiot.”
Han så meget tænksom ud. Han ænsede slet ikke at hans ene hånd var fyldt med glasskår og at han blødte kraftigt ned på disken.
”Skal jeg ikke finde noget til at binde om det der?” Spurgte jeg.
Han ignorerede mig fuldstændigt.
”Hox. Jeg ved det er unormalt, men du kommer til at påtage dig en opgave med mig som kunde.”
”Hvad er opgaven?” Spurgte jeg med det samme, selvom jeg kendte svaret i forvejen.
”Dræb Sabrina. Jeg vil have hende og alle hun ser ud til at samarbejde med dræbt før i morgen.”
Jeg smilede skævt til ham.
”Sabrina bliver gratis. Alle andre er 5.000 per hals.”
”Fint”
”Næ, hør nu lige!” Sagde manden bag os med fornærmet stemme. Jeg havde glemt alt om ham i et kort øjeblik.
Han rejste sig og gik over til os.
”Jeg har netop slået en handel af med denne kvinde, og jeg har indvilliget i at betale gode penge for den. Du kan ikke bare sådan overtage hende nu. Hvad med min søn!?”
Han slog i bordet. Harris rørte ikke så meget som en muskel, men lænede sig derimod tæt ind mod herren.
”Forsvind fra min bar med det samme. Det her er vigtigere end dig og din søn.”
”Nej fandme nej! Jeg-”
Mere nåede han ikke at sige før Harris greb fat om hans baghoved og hamrede hans ansigt ned i bardisken. Da han chokeret løftede hovedet igen blev han mødt af en stor blank dolk som Harris begravede i halsen på ham. Han drejede den en halv omgang og manden udstødte en rallende lyd, hvorefter Harris gav ham et hårdt skub i brystet så han væltede bagud og landede hårdt på ryggen. Hans ben spjættede og hans arme fumlede i et forsøg på at nærme sig kniven, men der gik ikke mange sekunder før han lå helt stille og blodet flød ud på gulvet og farvede hans lange hår.
”Fik vi alt på plads før vi blev afbrudt, Hox?”
Harris maske var væk. Han var sig selv nu. Hans morderiske og nådesløse selv.
”Ja. Jeg skal nok få det gjort.”
Jeg rejste mig og kastede et kort blik på manden der havde ignoreret Harris’ første og eneste advarsel. Så besteg jeg trapperne og bevægede mig ud af Karaflen med et solidt greb om skaftet på min kniv. Jeg glædede mig umådeligt til at dræbe Sabrina.

 

”Nyhederne g’aften. En kvinde blev tidligt i morges fundet død nær en gammel fabrik i det industrielle kvarter. Politiet har endnu ikke offentliggjort offerets identitet, men fortæller os at dødsårsagen var et enkelt, men dødeligt stik i torsoen. Kvinden viste tegn på andre fysiske skrammer og et sæt fodspor ledte væk fra gerningsstedet i retning af byen. Politiet ønsker kontakt til vidner der har befundet sig i området omkring midnat.”

Det kræver kun et enkelt stik.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...